En beskeden skatteomlægning

Det skal slås fast med syvtommersøm, at regeringens nye skatteudspil ikke bidrager væsentligt til at løse de problemer, som skattesystemet skaber for det danske samfund. Der er ikke tale om en reform, men om en beskeden skatteomlægning på ca. 10 mia. kr. Til sammenligning udgør alene regeringens overskridelse af sin egen målsætning for det offentlige forbrug i perioden 2002 til 2006 18 mia. kr.

Det kan også være relevant at sammenligne regeringens udspil med de Radikales nyligt fremlagte forslag til en skattereform. De Radikale lægger op til skatteomlægninger for 90 mia. kr., og i modsætning til regeringen vil de Radikale også lette den øverste marginalskat fra 63 til 58,3 procent. Det fortæller noget om, hvor midtsøgende regeringens skattepolitik er blevet, at de Radikale på skatteområdet klart overhaler den borgerlige regering højre om. Det burde give især de Konservative stof til eftertanke.

Regeringen begrunder blandt andet sit skatte­udspil med, at det er vigtigt at øge udbuddet af arbejdskraft. Det er fuldstændig korrekt. I de kommende år står Danmark over for en akut mangel på arbejdskraft, som allerede koster samfundet på mange måder. Visse ventelister på sygehusene skyldes mangel på kvalificeret personale. Det kan tage måneder at få en håndværker. I nogle byer skal man efterhånden vente længe på en taxa, og busserne bliver aflyst, fordi der mangler chauffører. DI har beregnet, at dansk erhvervsliv årligt siger nej tak til ordrer for 28 mia. kr. simpelthen fordi man mangler arbejdskraften til at udføre det pågældende arbejde.

Hvis der ikke gennemføres reformer, som kan øge tilskyndelsen til at arbejde mere, vil dansk økonomi i de kommende år være præget af lavvækst på grund af mangel på arbejdskraft. Ifølge OECD kan vi forvente den laveste vækst af alle OECD-landene. Hvis væksten skal op på beskedne 2 pct. om året, kræver det, at der tilføres i alt 125.000 personer til arbejdsmarkedet frem til 2012. Det bliver en svær opgave.

Man kan derfor undre sig over, at regeringen i sit skatteforslag vælger at »bruge« 5 mia. kr. på at øge beskæftigelsesfradraget, hvilket ikke er den mest effektive måde at øge udbuddet af arbejdskraft på. For hver gang der gives 5 mia. i skattelettelser ved et beskæftigelsesfradrag, skabes ekstra arbejdsudbud svarende til 4.750 fuldtidsbeskæftigede. Til sammenligning giver en tilsvarende lettelse i topskatten et øget arbejdsudbud svarende til mellem 8.000 og 9.500 fuldtidsstillinger. Beskæftigelsesfradraget er altså kun omkring halvt så effektivt som en lettelse i topskatten (kilde: Globaliseringsrådet).

Regeringen lægger i begrundelsen for sit forslag vægt på, at der skal flyttes personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse. Det kan man kun være enig i. På trods af flere års højkonjunktur og rekordlav ledighed ser vi stadig gruppen af personer på overførselsindkomst vokse. Men det skal slås fast, at det simpelthen ikke er realistisk at opnå en væsentlig reduktion af antallet af personer på passiv forsørgelse via et beskæftigelsesfradrag. En skattelettelse på 5 mia. via en hævelse af beskæftigelsesfradraget vil kun kunne forventes at flytte 1.700 personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse (resten af det ekstra arbejdsudbud op til de 4.750 skyldes, at personer, som allerede er i beskæftigelse, arbejder mere).

En mere realistisk måde at flytte et betydeligt antal personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse kunne være at forkorte dagpengeperioden fra fire til et år. Det ville øge beskæftigelsen med ca. 30.000 personer. Skulle samme effekt at flytte 30.000 personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse opnås med et beskæftigelsesfradrag, ville det kræve skattelettelser i størrelsesordenen 88 mia. kr. Hvis en sådan lettelse skulle finansieres gennem offentlige besparelser, skulle der fyres i omegnen af 175.000 offentligt ansatte. Disse tal er selvsagt både ekstremt usikre og helt hypotetiske, idet de 88 mia. kr. overstiger de samlede indtægter fra bund-, mellem- og topskat tilsammen. Beregningen tjener udelukkende det formål at illustrere, at det simpelthen ikke er realistisk at forsøge at hente den nødvendige arbejdskraft ved at øge beskæftigelsesfradraget. Regneeksemplet illustrerer, hvor håbløst ineffektivt et beskæftigelsesfradrag er til at nå det erklærede mål om at flytte personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse sammenlignet med andre metoder.

En anden mere realistisk måde at flytte personer fra passiv forsørgelse til beskæftigelse kunne være at afskaffe efterlønnen, hvilket ville øge udbuddet af arbejdskraft med ca. 80.000 personer. Sådanne forslag kortere dagpengeperiode og afskaffelse af efterløn ville endvidere i sig selv kunne bidrage til at finansiere skattelettelser, idet udgifterne til passiv forsørgelse bortfalder, samtidig med at skatteindtægterne fra den øgede beskæftigelse stiger.

Ud fra et rent samfundsøkonomisk perspektiv bør skattelettelser altså fokuseres på en reduktion af topskatten, som vil have den største positive effekt på udbuddet af arbejdskraft sammenlignet med andre skattelettelser. Det skyldes primært, at en reduktion af den øverste marginalskat vil få et stort antal mennesker, der allerede er i arbejde, til at arbejde flere timer. Hvis man også vil have flere mennesker ud på arbejdsmarkedet, er skattepolitikken ikke det mest egnede redskab. Her bør man i stedet reformere nogle af de overførselsindkomster, som gør det muligt for arbejdsdygtige mennesker at leve på passiv forsørgelse i kortere eller længere tid på skatteydernes regning. Her kunne man for eksempel reducere dagpengeperioden, fjerne retten til supplerende dagpenge, fjerne efterlønnen eller på anden måde gøre det mindre favorabelt at være på overførselsindkomst.

Jeg vil gerne supplere disse rent økonomiske argumenter for, at en kommende skattereform skal fokusere på en reduktion af topskatten med nogle betragtninger vedrørende retfærdighed. En sænkelse af topskatten bliver ofte udlagt, som om der var tale om at »give mere til de rige«. Der er imidlertid ikke tale om at give. Der er tale om at holde op med at tage. Det nuværende skattesystem tager simpelthen for meget fra de højtlønnede. Medregner man skatter og afgifter, skal en gennemsnitlig højtlønnet lægge 71 kr. i skatter og afgifter, hver gang vedkommende tjener 100 kr. Det er ikke rimeligt eller retfærdigt, og regeringens skatteomlægning ændrer intet ved dette. Et mere retfærdigt skattesystem vil være baseret på en flad skat, hvor alle betaler den samme procentdel af sin indkomst i skat. I et sådant system vil de bredeste skuldre stadig bære den tungeste byrde. Tjener man dobbelt så meget, betaler man det dobbelte i skat godt og vel endda på grund af bundfradraget.

Det er vigtigt at forstå, at højtlønnede personer ikke modtager deres indkomst på bekostning af andre. Tværtimod oppebærer de en høj løn, fordi de skaber meget værdi for den virksomhed, der ansætter dem og dermed for det samfund, de lever i. Der er ingen retfærdighed i at brandbeskatte sådanne personer. Både ud fra økonomiske og moralske argumenter burde en gradvis afskaffelse af topskatten derfor have førsteprioritet, når regeringen forhåbentlig inden for længe tager hul på en egentlig reform af vores skattesystem.