En af årets bedste film

At forsøge at fatte det fundamentalt ufattelige er aldrig fuldstændig forgæves. For eksempel er det umuligt fuldt ud at begribe mekanismerne i nazismens afstumpede barbari, men man er nødt til at blive ved med at udforske dem for at forhindre historien i at gentage sig.

»Forfalskerne« er et markant led i denne udforskning, og den er stor filmkunst. På autentisk baggrund fortæller den om den jødiske falskmønter Salomon Sorowitsch, der fører sig frem som velbeslået levemand i tredivernes Berlin, men arresteres og sendes til en koncentrationslejr. Hans skæbne synes beseglet, men ironisk nok reddes han af sin kriminelle fortid.

Nazisterne har nemlig besluttet at fremstille store mængder falske dollar- og pundsedler for at undergrave deres fjenders økonomi, og her er en mand som Sorowitsch naturligvis nyttig. Han overføres til en særlig privilegeret sektion af lejren Sachsenhausen, hvor han sammen med et udvalg af tidligere typografer, trykkere og bankfolk i den såkaldte Operation Bernhard arbejder hårdt for at fabrikere de falske penge med en blanding af faglig stolthed og permanent angst for at blive skudt.

Salomon Sorowitsch er med andre ord opportunist og kollaboratør. Han er snu, slesk og beregnende, og dermed bliver »Forfalskerne« til en psykologisk udfordring, der insisterer på at fastholde tilskuerens interesse i en umiddelbart set inderligt frastødende hovedperson.

Det er denne insisteren, der gør filmen så stærk og anfægtende. At lade os føle sympati for et godt menneske, som behandles dårligt, er jo nemt nok, men den østrigske instruktør Stefan Ruzowitzky tvinger os til at koncentrere sympatien om en skidt karl, der altid er ude på at mele sin egen kage. Det er modigt, og det virker – i løbet af filmen kommer slynglen Sorowitsch til at fremtræde mere nuanceret, hans veludviklede evne til at tilpasse sig sætter de nazistiske ugerningers brutale vilkårlighed ekstra i relief, og man må nøje overveje, om man med føje kan bebrejde ham, at han samarbejder med bødlerne i et forsøg på at redde livet. Hvordan ville man selv reagere i den situation?

Her er virkelig stof til selvransagelse, for »Forfalskerne« rummer skrappe moralske dilemmaer, men den er hverken tør eller belærende. Tværtimod er den blændende flot instrueret blandt andet med virkningsfuld brug af kontrasten mellem lys og skygge, og dens frapperende billeder er fyldt med talrige både visuelt og psykologisk interessante detaljer.

Den østrigske skuespiller Karl Markovics er brillant som kamæleonen Sorowitsch, der trods sin duknakkede underdanighed alligevel besidder en form for æresbegreber, og en rammehistorie, som placerer ham i Monte Carlo efter krigens afslutning, giver god mening. Fortiden og fremtiden belyser hinanden i denne suverænt konstruerede film, der intelligent trodser konventionerne ved at gøre handlingens centrale SS-mand til en bleg funktionærtype med bløde ansigtstræk i stedet for et frådende sadistisk monster.

Måske bliver »Forfalskerne« hen mod slutningen en anelse effektjagende, men det er en minimal indvending mod en usædvanlig stilfuld og begavet film. Den er rystende på en saglig og ofte sarkastisk måde, den er tragisk uden at være blødsøden eller sentimental, den er gennemtænkt og velkomponeret i hvert eneste billede, og man kan sige, at den først og fremmest er præget af magtfuld medfølelse.

Det gør den alt i alt til en af årets bedste film.