Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvordan går man ind på en teaterrække? Skal mænd stadig holde døren for kvinder? Hvordan håndterer man højtiderne i en sammenbragt familie?
Det er nogle af de dilemmaer, der bliver gennemgået i en ny Berlingske-podcast med navnet »Emma Gad - for Evigt«. Udsendelsen markerer samtidig, at det er præcist 100 år siden, at Emmarenze Henriette Margrethe Gad, bedre kendt som Emma Gad, udgav den velkendte bog »Takt og Tone - Om Omgang med Mennesker«.
Bogen er fyldt med vejledninger til, hvordan moderne mennesker gebærder sig bedst overfor hinanden.Og det har vi virkelig brug for i dag, mener programmets vært.
»Jeg støder ofte ind i nogle situationer, hvor jeg tænker: »Hvordan skal jeg lige opføre mig her?«. Når jeg går i teatret, er jeg altid i tvivl om, hvorvidt jeg skal vende ryggen eller fronten til dem, der sidder ned, når jeg går ind på min plads på teaterrækken, men der er også mange udfordringer i at være en sammenbragt familie eller i datinglivet,« siger Sarah Iben Almbjerg, der er podcastens vært og filmredaktør på Berlingske.
»Danskerne er faktisk ret uopdragne, men jeg tror ikke, at det er fordi, vi er dårlige mennesker. Måske er alle bare lidt i tvivl om, hvordan man skal opføre sig. Før i tiden var der mere faste regler Ifølge Emma Gad skal man f.eks. altid gå venstre om ældre personer på fortovet. Nu støder vi bare ind i hinanden med et »hov«. Derfor er det interessant at lave en slags opdatering af Emma Gads gamle regler og se på hvor meget af det, der kan overføres til vores moderne samfund her 100 år efter den første udgivelse«, siger Sarah Iben Almbjerg, der ikke er alene om den nye podcast.
Find podcasten på iTunes og Spotify.
I studiet sidder også et panel af udvalgte kulturpersonligheder, der kommer med problematikker fra deres egen dagligdag. Og endelig får de ekspert-bistand af vor tids Emma Gad - Inge Correll, der er debattør, forfatter og ‘Tak og Tone’-ekspert.
Hele generationer uden opdragelse
Ifølge Inge Correll mangler moderne mennesker dannelse. Hun påpeger, at det er umuligt at generalisere, men at for meget travlhed blandt forældre har skabt en masse egoisme og dermed manglende hensyn og respekt overfor andre mennesker.
»1968-generationen er ved at være passé. Men deres børn og børnebørn bliver ikke opdraget hjemmefra. Man kan ikke generalisere, men mange gør ikke. Det er meget ‘mig-mig-mig’,« siger Inge Correll.
Inge Correll mener ikke, at det er er tilfældigt, at Emma Gads bog stadig kommer i spil 100 år efter udgivelsen.
»Det er fordi, der stadig er behov for den. Forældre har haft for travlt til at opdrage deres børn og for travlt til at sætte sig ned og spille spil og tale med dem ved middagsbordet. Det har medført, at en generation har sagt »okay, hvis far og mor ikke har har tid til mig, så må jeg passe mig selv.« Og så kommer ‘mig-kulturen’ ind i billedet. Det har sat sine spor, det er der ingen tvivl om, og det er smadder synd,« siger Inge Correll.
Til at begynde med udkommer »Emma Gad For Evigt« hver fjerde uge. Podcasten kan findes på iTunes, Spotify, Spreaker samt Berlingske.dk.