Schmeichel er utilfreds med svært valg efter Eriksen-kollaps

Forhåbentligt lærer Uefa af episoden med Christian Eriksen, siger Kasper Schmeichel.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel ved pressemøde efter lørdagens EM-kamp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hannah McKay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er utilfreds med det valg, som danskerne skulle træffe om tidspunktet for genoptagelse af kampen mod Finland efter Christian Eriksens kollaps i lørdagens EM-kamp.

»Vi blev stillet i en position, som jeg personligt ikke føler, vi skulle være stillet i. Vi havde to valgmuligheder. At komme tilbage i morgen klokken 12 (søndag, red.) eller spille videre.«

»Det krævede nok, at der var nogen højere oppe end os, som sagde, at det ikke var tiden til at træffe en beslutning, og måske skulle man vente til i morgen med at træffe en beslutning,« siger Schmeichel mandag til en gruppe fremmødte journalister.

Christian Eriksen kollapsede 42 minutter inde i Danmarks EM-premiere i Parken. Fynboen fik hjertestop og blev genoplivet på banen, før han i vågen tilstand blev fragtet ud på en båre og kørt på hospitalet.

Først efter at spillerne havde fået vished om, at midtbanestjernen var i en stabil tilstand, traf de beslutningen om at færdiggøre kampen.

Landstræner Kasper Hjulmand forklarede i lørdags, at spillerne bare ville have kampen overstået hurtigst muligt.

»Når der er en hovedskade på en fodboldbane, er der en læge, der træffer den ultimative beslutning. Det burde der nok også have været her,« siger Schmeichel.

Han håber, at andre spillere ikke fremover vil blive stillet over for samme valg i en lignende situation.

»Sket er sket nu, og forhåbentlig lærer de af det her,« siger Schmeichel.

Den 34-årige keeper var sammen med anfører Simon Kjær på Rigshospitalet for at besøge Christian Eriksen søndag.

Dagen efter opgøret havde landsholdet afsat til udelukkende at bearbejde den voldsomme hændelse, og derfor var træningen aflyst.

Danskerne genoptager træningen mandag klokken 11 i Helsingør frem mod torsdagens anden gruppekamp mod Belgien. Ligesom første kamp spilles det opgør i Parken, og 25.000 tilskuere ventes på lægterne.

/ritzau/

Berlingskes nyhedsvarsel

Et nyhedsvarsel dækker over en pludseligt opstået historie, hvor Berlingske ikke nødvendigvis har alle oplysninger med det samme. Vi opdaterer historien, så snart der er flere informationer. Derfor er det en god idé at vende tilbage til historien om kort tid.