Lukaku: Belgien vil hylde Eriksen i EM-kamp mod Danmark

Belgierne ønsker at markere og ære Christian Eriksen i torsdagens EM-kamp mod Danmark i Parken.

Romelu Lukaku dedikerede et af sine to mål til Christian Eriksen, da han scorede i Belgiens 3-0-sejr over Rusland. Anton Vaganov/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det belgiske fodboldlandshold vil i det tiende minut af torsdagens EM-kamp mod Danmark være med til at ære Christian Eriksen.

Det siger den belgiske angriber Romelu Lukaku på onsdagens pressemøde.

»I det tiende minut vil vi sparke bolden ud og klappe. Vi vil klappe sammen med Danmark. Det er normalt,« siger Lukaku, som spiller sammen med Eriksen i italienske Inter.

I forvejen har de danske fans varslet, at de vil markere Eriksen i det tiende minut af kampen mod belgierne.

Lukaku var meget påvirket, da han hørte om Eriksens kollaps under Danmarks EM-kamp mod Finland.

Eriksen modtog hjertebehandling og blev fragtet på hospitalet, inden kampen blev genoptaget. Siden har Eriksen fået det bedre og skal se kampen på tv, mens han er indlagt på Rigshospitalet.

Inters stjerneangriber har også skrevet til Eriksen før kampen for at høre, hvordan danskeren har det.

»Jeg skrev til ham og har fået en besked tilbage fra ham, hvor han fortalte mig, at han var okay.«

»Jeg har sagt til ham, at han skal tage sig sin tid, og når han får lyst til at snakke, så vil jeg altid være der.«

»Og jeg vil selvfølgelig skrive til ham i morgen, når kampen er spillet,« siger Lukaku.

/ritzau/