Landsholdslæge bekræfter hjertestop: Men alle test ser fine ud

Der var tale om et hjertestop for Christian Eriksen i kampen mod Finland, siger landsholdslæge Morten Boesen.

Landstræner Kasper Hjulmand efter EM landskampen mellem Danmark-Finland i Parken, København lørdag den 12. juni 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Christian Eriksen er ved godt mod, og alle test ser indtil videre fine ud, men landsholdslægen bekræfter, at der var tale om et hjertestop, og at der måtte ydes livreddende førstehjælp på banen.

Det oplyser landsholdets læge, Morten Boesen, på et pressemøde søndag eftermiddag.

Ifølge lægen blev Eriksen genoplivet med ét stød med hjertestarteren.

Eriksen er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere observation.

Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om på banen i lørdagens EM-kamp.

»Det er en af årsagerne til, at han stadig er på hospitalet. Det er for at finde ud af, hvad der skete,« siger Boesen.

Men efter omstændighederne har Eriksen det godt.

»Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen,« siger landsholdslægen.

Adspurgt til, hvor vigtigt det var, at Eriksens hjertestop skete på et sted, hvor der var læger og andre i nærheden i forhold til at redde hans liv, svarer Morten Boesen.

»Det var ret afgørende, tror jeg. Tiden, fra det sker, til han får hjælp, er den vigtigste faktor. Og den var kort. Det var afgørende,« siger han.

Han vil overlade det til specialisterne på hjerteafdeling at vurdere, hvad hændelsen kan få af betydning for Eriksens helbred.

»Der bliver jo iværksat en lang række test, som kan give nogle af de svar, som han og I søger. Det kan jeg ikke svare på,« siger han.

De danske landsholdsspillere har haft videomøde med Eriksen, siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union.

Spillerne har modtaget hjælp fra krisepsykologer, der har besøgt holdet på Hotel Marienlyst, hvor det danske landshold har base.

»Spillerne har været meget åbne og vist deres sande jeg. Hver har deres måde at tackle det på og fået hjælp derefter. Nogle har behov for at tale rigtig meget. Andre har ikke,« siger Peter Møller.

Eriksen faldt om på banen i EM-kampen mod Finland lørdag aften og modtog hjertemassage på banen, inden han blev kørt væk i en ambulance.

Kampen blev afbrudt i næsten to timer, inden kampen blev genoptaget, efter at spillerne var blevet oplyst, at Eriksen havde overlevet, og de havde talt med ham.

Danmark endte med at tabe EM-åbningskampen med 0-1 til finnerne.

/ritzau/