Delaney scorede på hjørne: Skulle ikke have bolden

Thomas Delaney var helt fri, da han headede Danmark i front, men indlægget var ikke tiltænkt ham.

Thomas Delaney blev kåret til kampens spiller af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), da Danmark vandt EM-kvartfinalen over Tjekkiet med 2-1. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Delaney skulle ikke have haft bolden, da han i det femte minut af lørdagens EM-kvartfinale mod Tjekkiet scorede Danmarks første mål i 2-1-sejren.

Hjørnesparket var tiltænkt en af holdkammeraterne, men det var Delaney, der helt ugeneret kunne stige til vejrs og score sit sjette landsholdsmål i karrieren.

»Det var ikke planen, at jeg skulle heade til den bold, så så godt kan man jo forberede sig,« siger Thomas Delaney muntert.

Hvem skulle så have haft bolden?

»Det behøver I ikke at vide. Men det var ikke nødvendigvis min rolle, men nu skal jeg passe på, at jeg ikke siger for meget. Men det var dejligt,« siger Delaney.

Han fortæller, at der har været stort fokus på at træne dødbolde i den danske EM-lejr.

»Vi har arbejdet rigtig meget på vores dødbolde, og vi har en træner, der gennemgår det med os til stort set hver træning. Vi havde snakket om, at det var på tide, at vi scorede på den nu.«

»Det var dejligt endelig at få scoret på en dødbold, og så endda mod en modstander der har vist sig god på dødbolde. Man skal ikke tage fejl af, at de her kampe er og vil være tætte, så det giver noget ro at score på en dødbold,« siger Delaney.

Landstræner Kasper Hjulmand var glad for at kunne straffe de fysiske stærke tjekker på en af modstanderens egne styrker.

»Det er noget, vi har arbejdet rigtig meget med, og vi har været tæt på før. Det var simpelthen så fedt, at det lykkedes i dag (lørdag, red.).«

»Vi vidste, at det var en af deres forcer, og i 20 kampe i træk er Tjekkiet kommet til mindst en stor chance på dødbolde, og derfor var det fantastisk, at vi kunne starte med at score sådan en kasse. Det var med til at åbne tingene,« siger Kasper Hjulmand.

Nu kan Danmark finpudse dødboldsplanerne frem mod onsdagens EM-semifinale på Wembley.

/ritzau/