Elfenbenstårnet i Esbjerg

Det må være hårdt. At blive kimet ned, dag ud og dag ind, af hurtige og svinske journalister. Som det ifølge kronikken »Quick & Dirty-journalistik på fremmarch« den 15. ds. angiveligt sker ved Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Esbjerg.

Kronikken er problematisk. Af flere grunde.

For det første afslører kronikøren afgrundsdyb uvidenhed om og despekt for journalisthvervet.

Som når han harmes over journalisten, der ikke kan vente med at få en kommentar til i morgen. Come on! Hvor højt kan elfenbenstårnet blive ude i det flade Vestjylland? Mener Gunnar Lind Haase Svendsen i ramme alvor, at vi skal til at uddanne vore journaliststuderende i i morgen-istik i stedet for jour-nalistik? For det andet er kronikken – uanset dens forsøg på at iklæde sig videnskabelig systematik – et eksempel på præcist det, den anklager journalistikken for: Den baserer sig udelukkende på sådan lidt fornemmelser, snak med kolleger og fordomme. Intet af den forskning, der faktisk findes om emnet, har fundet vej til kronikken. Hvorfor? Fordi kronikøren – en forsker! – ikke har sat sig ind i tingene? Fordi forskningsresultaterne ikke passer med hans fordomme og derfor er fravalgt? Kort sagt: På grund af alt det, som ifølge ham gør, at dansk journalistik præges af overfladiskhed, misinformation, magtmisbrug osv?

Den forskning, der findes om samspillet mellem forskere og journalister, modsiger kronikken. Den viser eksempelvis, at i halvdelen af de tilfælde, hvor en journalist kontakter en forsker, da er artiklens vinkel lagt på forhånd. Det ville være underligt andet: Journalistik er et håndværk, som blandt andet består i at kunne vinkle en artikel.

Bemærkelsesværdigt er derimod, at både forskere og journalister er enige om, at i den anden halvdel af tilfældene dannes artiklens vinkel først under eller efter samtalen mellem forsker og journalist. Der er altså ikke tale om, at journalisten, som det nedladende beskrives i kronikken, er en »lykkeridder«, der prøver »at få et par punchlines til en artikel med deadline om en time«. Tværtom tyder journalistikforskningen på, at journalister bruger forskere som sparringspartnere, der giver dem baggrundsviden, og som hjælper dem med at fortolke en dagsaktuel hændelse eller begivenhedsforløb. Såre fornuftig brug af forskernes viden, må man sige.

Kronikøren har aldeles misforstået journalisternes arbejde, når han mener, de er »vidensformidlere ’på rov’«. Journalister hverken røver eller formidler hans forskning. De er sådan set slet ikke interesseret i hans forskning. De er derimod først og fremmest interesseret i at høre hans vurderinger af konkrete aktuelle problemer og mulige konkrete løsninger på disse. Efterspørgslen følger af nyhedskriterierne. Men det er samtidig præcis den type spørgsmål, forskningen i reglen ikke kan give noget entydigt svar på. Det følger af kravene til god forskning. Den viden og de forskervurderinger, der er størst efterspørgsel efter på medierne, er en viden, som kun i begrænset omfang kan bygge på solid forskning. Der er næsten altid konkrete omstændigheder, som ikke er undersøgt, og facetter af en problemstilling, som ikke er afdækket i forskningen.

Men forskeren kan med sin særlige indsigt på et område godt udtale sig til medierne, uanset at der måske ikke i snæver forstand er tale om forskningsformidling. Vedkommende kan komme med en ekspertvurdering. Eller lade være – der er ikke udtaletvang.

Ekspertvurderingen er i sagens natur mere usikker, og den vil også (let?) kunne blive præget af forskerens holdninger. Men hvis vi som forskere med vore ekspertvurderinger kan være med til at kvalificere den offentlige debat, hvorfor så nedgøre dem, hvis job det er at sikre, at debatten finder sted? Lad os i stedet komme i konstruktiv dialog med journalisterne om vilkårene for et fornuftigt samarbejde.