Elendig generalprøve for regeringen og Dansk Folkeparti

Finanslovsforhandlingerne skulle have demonstreret, at vi kan stole på regeringen og Dansk Folkeparti til at løse vores problemer. Men sådan gik det ikke...

Indtil for få dage siden var det holdningen i VKO-lejren, at forhandlingerne om finansloven for 2010 skulle bruges til at demonstrere over for befolkningen, at regeringen og Dansk Folkeparti var i stand til at finde gode løsninger på borgernes nære og konkrete problemer.

Derfor har der været en grundlæggende enighed om f.eks. at styrke indsatsen mod bandekriminaliteten, øge optaget af elever til politiskolen, luge ud i overflødige regler i den offentlige sektor, fastsætte et prisloft for udbringning af mad til ældre og indføre en ny ordning, som betyder, at utilpassede indvandrere kan få en check på 100.000 kroner for at rejse tilbage til hjemlandet.

Alt kørte efter planen. Indtil balladen om supersygehuset i Gødstrup brød ud og effektivt fjernede opmærksomheden fra de vindersager, som finansminister Claus Hjort Frederiksen, økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og DF-toppen med Pia Kjærsgaard i spidsen møjsommeligt havde fået forhandlet på plads.

Indtil da kunne især DF-delegationen glæde sig over at kunne forlade forhandlingslokalet hver aften midt i den bedste sendetid for at kunne gå ud foran de snurrende tv-kameraer og informere befolkningen om nye initiativer på vigtige borgernære områder.

Dette nærmest perfekt koreograferede show løb fint over scenen aften efter aften, indtil uenigheden om placeringen af det midtjyske supersygehus slog ud i lys lue og satte rækken af delaftaler i skyggen.

Det paradoksale slutfacit for både regeringen og Danske Folkeparti er derfor, at de er endt med at forspilde en unik mulighed for at fremstå som en driftsikker og stabil alliance, der kan levere masser af håndgribelige resultater til danskerne. Alt i alt er den stilsikre forestilling endt i et rodet forløb, som ingen af parterne er stolte af.

Når slutforløbet gør ondt på både regeringstoppen og DF-ledelsen, skyldes det flere forhold:

  • Dels er kravet til fælles fodslag i VKO-lejren øget betragteligt i takt med, at det er lykkedes for Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt at smede SF og S tæt sammen. Regeringspartierne og DF kan ikke længere hånligt tale om den usammenhængende og splittede opposition. Tværtimod står VKO-partierne i tiltagende grad over for en mere helstøbt opposition – selv om de Radikale fortsat har store reservationer over for den økonomiske strategi og den udlændingepolitik, som S og SF vil forfølge.

  • Dels har der i VKO-partierne været en klar forventning om, at forhandlingerne om finansloven skulle have været en gnidningsfri generalprøve forud for årsskiftet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen vil gøre alt for at bringe regeringen i offensiven ved at fastsætte tydelige politiske pejlemærker og udnævne et mere vitalt ministerhold.

Ledelsen i Dansk Folkeparti har længe været ved at sprænges af utålmodighed efter at nå frem til netop dette punkt, og det har været den uudtalte plan, at VK-regeringen og Dansk Folkeparti skulle spille tæt sammen i denne offensiv.

Men i stedet for at se de tre partier bevæge sig frem mod dette fælles fikspunkt i et tæt og tillidsfuldt samarbejde vil mange vælgere sidde tilbage med et indtryk af et uskønt og rodet slagsmål om placeringen af et sygehus i Midtjylland.

Nederlaget på denne front bliver ekstra katastrofalt, fordi parterne end ikke har formået at lukke sagen trods mange og intense forhandlinger i de sene nattetimer. Denne udgang på forløbet vil vælgerne - særligt i det midtjyske - næppe stå i kø for at belønne partierne for, når de om få dage rykker ind bag forhænget for at afgive deres stemmer til kommunalvalget den  17. november.

Eneste trøst for VKO-partierne er, at det er en kendt sag, at miserable generalprøver til tider kan resultere i fremragende premierer. Det håb må Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard klynge sig til frem til årsskiftet, hvor de på ny får chancen for at sætte den politiske dagsorden og fremstå mere overbevisende, end det er sket i slutspillet om finansloven for 2010.