Eldrevet og lynhurtig ministerbil

To tons tung og fem meter lang limousine rykker til 100 på 6,3 sekund alligevel går Lexus 600 hybrid over 10 km på en liter.

Yes mister minister: Lexus' el- og benzindrevne bud på en ministerbil med alt i udstyr. Noget for miljøminister Connie Hedegaard?<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med en pris på over to millioner kroner bliver Lexus nye el- og benzindrevne flagskib aldrig nogen bestseller, men nyheden beviser, at selv majestætiske 8-cylindrede limousiner kan fremføres med et anstændigt brændstofforbrug.

Den ny Lexus LS 600 har en modelbetegnelse, der minder om Mercedes-Benz gamle topmodeller, men tallet 600 refererer hverken til motorstørrelse eller cylindertal: Kraftværket i LS 600 er en 5-liters 8-cylindret benzinmotor med lige ved 400 hestekræfter. En sådan maskine har man set før men aldrig med en indbygget el-motor, der dels fungerer som en turbo ved acceleration og topfart, dels gør det muligt at komme frem i trafikkøer med benzinmotoren slukket.

Den statelige hybrid-limousine bidrager både til renere luft i gaderne og et reduceret CO2-udslip, fordi den i blandet kørsel klarer 10,8 km/l (EUs målenorm). Uden en elmotor som medspiller ville en 8-cylindret limou næppe komme op på 10 km/l og i bytrafik måske kun præstere 5-6 km/l., fordi en konventionel bil har motoren gående i tomgang, når den holder for rødt eller sidder fast i en kø.

Grundprincippet er, at el-motoren klarer fremdrift ved lav fart, mens benzin-motoren går i arbejde, når bilen er oppe i hastighed. Når det sker, begynder el-motoren at genoplade de batterier, som giver el-motoren energi.

I praksis ville de færreste ane, at de snart kører på el, snart på benzin, hvis de skulle være chauffør på en Lexus 600h (h for hybrid). Skiftet mellem benzin- og eldrift kan hverken høres eller mærkes; der er kun omdrejningstælleren at skæve til. Det skyldes dog også, at den 8-cylindrede hovedmotor går helt vibrationsfrit og leverer sin kraft gennem en automatgearkasse med hverken fem eller seks, men hele otte trin!

Lexus 600h, der både findes i en normal og i en lang version, har ganske enkelt alt i udstyr og sikkerhed. Der er tale om en kompromisløs direktør- eller ministerbil, hvor der er taget højde for alt. Også en sovestol som i fly sikret med en ekstra airbag, så VIPen i bagsædet også fastholdes, selv om han eller hun ligger ned.

Chaufføren har elektronisk styring, hvor servo-hjælpen er afpasset til hastigheden, radarøjne til værn mod harmonikasammenstød, små elmotorer, der lukker døre, tag og bagklap, luftaffjedring med valgfri dæmpning, drejelige xenon-forlygter, regnsensor, eldrev på sæder og gardiner, forsæder med massage, bagsæder med DVD-skærme, navigation i bedste klasse samt nøglefrie døre en brik i lommen sørger for ID.

I Danmark sidder BMW, Audi og Mercedes-Benz solidt på flåden af (afgiftsfrie) ministerbiler. Lexus vil så gerne ind i det fine selskab og overbyder faktisk i udstyr og kraft til prisen.

En LS 600h koster i runde penge 2,3 million og 5.000 kr. i årlig ejerafgift.

Så mange penge ligner den ikke, når man ser den i trafikken, men en vis understating er en del af Lexus koncept; mange VIPere foretrækker faktisk at kunne glide ubemærket gennem byen. Det kan de i en Lexus, der hverken har stjerner, olympiske ringe eller bayriske nyrer i forsølvede logoer kun et diskret L.

Hver tredje bil, Lexus sælger, er nu med hybridmotor, og man behøver ikke give 2,3 million for en.

Toyota (som ejer Lexus) lancerer efter sommer model Prius med hybridmotor og på gule plader til 243.000 kr. - cirka en tiendedel. Så kan alle køre hybrid.