Eksperter: Ny Øresundstunnel nødvendig

Allerede nu øjner eksperter behovet for en ny øresundsforbindelse. Årsagen er et stort trafikpres på Øresundsbroen.

Foto: Ulrik Jantzen
Øresundsbroen er allerede på nuværende tidspunkt så hårdt belastet af tog-trafik, at det inden for en årrække bliver nødvendigt at bygge endnu en fast forbindelse over Øresund, skriver dagbladet Børsen fredag.

Det mener to trafik-eksperter. De peger på, at en tunnel fra Helsingør til Helsingborg - som en svensk rapport for nyligt har foreslået - vil være det mest oplagte.

»Der vil i løbet af nogle år opstå et behov for en forbindelse mere på tværs af Øresund. Her vil det være mest oplagt med en tunnel-forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Jeg tror, at spørgsmålet om en ekstra forbindelse for alvor vil komme op, når Femernbroen står færdig,« siger Alex Landex, trafikforsker ved DTU Transport til Børsen.

Femern-broen skal efter planen stå færdig i 2018. Alex Landex tror på, at en ny Øresundstunnel meget vel kan komme på tegnebrættet umiddelbart derefter og være en realitet om 20 år - hvilket - set med de store infrastrukturelle briller - faktisk er ret kort tid.

Ifølge Alex Landex har den nuværende Øresundsbro hurtigt vist sig at være for lille til at dække behovet, skriver Børsen.

Kilde: Børsen