Ekspert: Flekslån er farlige for økonomien

To ud af tre boligejere er afhængige af rentens op- og nedture, og det smitter af på samfundsøkonomien, advarer lektor. Rentestigning på vej.

Hele Danmark bør holde vejret, når talen falder på rentens op- og nedture. For renten har fået endnu større betydning for hele samfundets økonomi, efter boligejerne for alvor har taget de rentefølsomme flekslån til sig.

Sådan lyder advarslen fra lektor i boligøkonomi Morten Skak fra Syddansk Universitet.

- Hvis renten stiger, vil mange familier få et lavere rådighedsbeløb. Rentebevægelserne har fået endnu større påvirkning på det private forbrug og dermed efterspørgslen i samfundet, siger han.

Faren er, at den lave rente og dermed lave ydelse på flekslånet har fået mange boligejere til at sætte sig for dyrt. Når renten stiger, vil det i værste fald betyde flere tvangsauktioner, siger Morten Skak.

Nye tal fra realkredittens brancheforeninger viser, at to ud af tre danske boligejere nu har et lån, der følger renten op og ned. For bare for et år siden var det blot hver anden boligejer.

Læs også: To ud af tre har flekslån

Den massive interesse for flekslån skyldes, at renten lige nu er historisk lav. Men det bliver den ikke ved med at være, siger Morten Skak.

- Vi forventer, at renten vil stige. Man kan forestille sig, at den vil stige et procentpoint næste år, siger Morten Skak.

Dermed kan to ud af tre boligejere forvente en højere månedlig ydelse. Så må man bare håbe, at boligejernes økonomi kan klare presset. Rådet fra lektor Morten Skak lyder, at man som boligejer aldrig skal sætte for dyrt.

- Når man køber hus, skal man være opmærksom på, at boligafgiften ikke nødvendigvis holder ret længe. Man skal have luft i økonomien til at kunne leve med en højere rente, ellers skal man købe en mindre bolig, siger han.  /ritzau/

Læs også: Uden flekslån falder boligpriserne 18 år tilbage