Hvem har du senest tilgivet?

»Jeg synes faktisk, at det er sjældent, jeg kommer ud i situationer, hvor jeg har skullet tilgive nogen. For noget tid siden var jeg ude for en konflikt på et arbejde, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at tilgive. »Tilgivelse« er også et meget stort ord og et lidt fremmed ord for mig. For betyder det så, at man glemmer, at det overhovedet er sket, eller betyder det, at man kommer videre? Jeg har ikke svært ved at komme videre, fordi jeg som regel godt kan forstå, hvorfor folk gør noget, men jeg har meget svært ved at glemme.«