19. oktober landede en længe ventet rapport bestilt af Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. 

En rapport til godt 700.000 kroner, som er blevet udarbejdet af Center for Digital Pædagogik om »manosfæren«, der i ekstrem grad delte vandene.

På baggrund af rapportens resultater konkluderede den ene lejr, at manosfæren i den grad var i vækst og at kvindehadet blandt unge danske drenge vokser.

Andre påpegede rapportens manglende beviser og mener, at manosfæren har langt mindre fat i unge, danske drenge end først antaget.

Spørgsmålet, der står tilbage – og som rapporten ikke kunne konkludere – er, hvor meget manosfæren faktisk fylder for unge drenge og mænd i Danmark, og i hvilket omfang de faktisk bliver mere kvindehadske af indholdet, som de eksponeres for.

Spørger man næstformanden for Danske Skoleelever, 16-årige Samson Paepke, er manosfæren »selvfølgelig« noget han både kender til og er blevet eksponeret for på sociale medier og i den danske folkeskole. 

Han taler her ud fra sine egne oplevelser. 

En af hovedfortællingerne i manosfæren er, at ikke-attraktive mænd bliver fravalgt af kvinder på datingmarkedet. Det har skabt stramme idealer for, hvordan en mand bør se ud. Foto: Chris Delmas/AFP/Ritzau Scanpix

Samson Paepke oplever i nogen grad, at manosfæren har en mærkbar effekt på enkelte drenge:

»Jeg synes, der er visse grupper af drenge, hvor man kan høre, at de taler om kvinder på en undertrykkende måde. Det er mere udbredt, mener jeg.«

»Det er ikke et direkte had til kvinder, men af og til en form for antifeminisme, som kommer til udtryk. Det er ikke, fordi det er alle, der er antifeminister, men nogle drenge har en holdning af, at det måske også ville være okay, hvis ikke vi havde ligestilling. Det synes jeg er ærgerligt,« tilføjer han.

Blandt udtryk, han har hørt, går »tilbage til køkkenet« igen.

Selvom Samson Paepke oplever, at manosfærens indhold til dels har en effekt på enkelte af hans jævnaldrene, understreger han, at det langt fra er alle. Foto: Søren Bidstrup

Så du oplever, at der er enkelte drenge, der i dag faktisk mener, at det ville være fint, hvis vi ikke havde ligestilling?

»Ja, altså jeg vil sige, at ud af en klasse på 25 elever, så er der måske to-tre drenge, der har den holdning.«

Så din oplevelse er, at det er et fåtal, der tager indholdet fra manosfæren til sig?

»Ja. Jeg tror, at langt de fleste ser det på sociale medier, men det er selvfølgelig ikke alle, der tager det til sig.«

Hvordan synes du, at det kommer til udtryk?

»Det kommer ofte i form af gammeldags og sexistiske jokes over for pigerne. Af og til finder drengene på en dårlig sexistisk joke, men jeg oplever også, at enkelte af dem efterfølgende tager det tilbage og undskylder, fordi de godt kan høre, at det var lidt for meget. Jeg tror, at nogle af dem bare gentager det, de hører på sociale medier.«

»Men det er noget, som der bliver snakket om blandt drenge.«

En hårdere tone mellem kønnene

Også på landets gymnasier kan manosfærens tilstedeværelse på sociale medier mærkes.

Forperson for Danske Gymnasier og rektor på Frederiksberg Gymnasium, Maja Bødtcher-Hansen, fortæller til Berlingske, at flere rektorer under en rundspørge har kunnet nikke genkendende til, at manosfærens virtuelle indhold af og til bevæger sig ud i virkeligheden og direkte ind i klasselokalet.

Maja Bødtcher-Hansen er rektor på Frederiksberg Gymnasium. Hun oplever, at der er kommet en hårdere tone mod pigerne fra drengene, fortæller hun Berlingske. Foto: Søren Bidstrup/Berlingske

»Jeg skal ikke kunne udtale mig om hvorvidt manosfæren findes i Danmark eller ej. Men selvfølgelig fylder det, som de unge ser på deres feed, og det præger dem selvfølgelig også,« siger Maja Bødtcher-Hansen og tilføjer:

»Og på gymnasierne kan vi genkende, at der er noget på spil her.«

Flere rektorer fortæller over for Maja Bødtcher-Hansen, at indhold og holdninger fra manosfæren er noget, der bliver snakket om på de danske gymnasier. Det er undervisernes og rektorernes opfattelse, at det bliver gjort uden for undervisningen:

»Vi ved, at de ser det her indhold, som både er misogynt og sexistisk,« siger Maja Bødtcher-Hansen, der tilføjer, at nogle gymnasier oplever, at der også er kommet en hårdere tone mellem kønnene – primært fra drengene:

»Jeg har i nogen grad oplevet det på mit eget gymnasium, og det er noget, som jeg er begyndt at bemærke inden for de seneste par år. Det er min oplevelse, at nogle drenge taler mere seksualiserende og i en hårdere tone. Det er som om, at det er ved at blive en anelse normaliseret,« siger hun.

Maja Bødtcher-Hansen efterspørger forskning på området, da det er svært at forholde sig til tendensen uden reelle tal og data. Foto: Søren Bidstrup/Berlingske

Maja Bødtcher-Hansen så gerne, at der kom mere forskning på, hvor meget de danske drenge og unge reelt tager manosfærens indhold til sig. 

Men, siger Maja Bødtcher-Hansen, det betyder ikke, at vi ikke skal kunne snakke om det. Det betyder heller ikke, at det ikke ses og høres på enkelte gymnasier rundt om i landet:

»Vi er nødt til at være nysgerrige på, hvilken tilgang drengene har til det her. Er det noget, de griner af, eller forholder de sig til det på en eller anden måde? At de ser nogle ekstreme ting, betyder ikke nødvendigvis, at de overtager de holdninger.«

Maja Bødtcher-Hansen understreger:

»Jeg synes, man skylder at kunne påbegynde nogle reelle undersøgelser, der har til formål at spørge eleverne, hvordan de er i kontakt med det her indhold, og om det i nogen grad påvirker deres syn på kønnene og relationen mellem mand og kvinde.«