Optrin på Orange Scene vækker opsigt internationalt: »Gud velsigne Danmark«

En video fra onsdagens optrin på Roskilde Festival, hvor propalæstinensiske aktivister og deres budskab fik scenetid på Orange Scene, spreder sig lige nu på sociale medier.

Det er ikke gået ubemærket hen, at det irske band Fontaines D.C. onsdag aften inviterede en propalæstinensisk aktivistgruppe op på Orange Scene, der gjaldede slagråb så som »from the river to the sea« og »free Palestine« ud over Roskilde Festivals folkemasser.

Tværtimod har en video fra koncerten spredt sig som en steppebrand på de sociale medier og er på kort tid blevet set et hav af gange.

Senest har den amerikanske influencer og politiske kommentator Jackson Hinkle delt en video af optrinet, som er filmet fra Orange Scene, med sine 3,5 millioner følgere på X.

Videoen viser det palæstinensiske flag vaje fra scenekanten og ligeledes blandt publikum, som opfordres til at synge – og at dømme efter lyden i høj grad også sang – »free, free Palestine«.

Også flere propalæstinensiske nyhedssites og organisationer har delt videoer fra aktivisternes indtog på Orange Scene på deres kanaler.

Modtagelsen er blandet.

Der er dem, der synes, at indslaget bør aftvinge »respekt«, og at det er »vidunderligt«, at budskabet fik scenetid. »Gud velsigne Danmark«, skriver en bruger tilmed, mens andre mener, at det ikke hører nogen steder hjemme, og slet ikke på en festival.

Også flere internationale medier har skrevet om Fontaines D.C.s aktion, blandt andet musikmagasinet NME.

Bandet selv har torsdag eftermiddag lagt et billede ud fra koncerten på deres Instagram-profil. På billedet vajer en række palæstinensiske flag foran Orange Scene, og bandet har desuden tagget den svenske klima- og Gaza-aktivist Greta Thunberg. Opslaget og aktionen møder stor støtte i kommentarfeltet.

Det er ikke første gang, at Fontaines D.C. gør sit politiske ståsted klart. Da bandet sidste år modtog en pris til Rolling Stone Music Award, benyttede det sig ligeledes af muligheden for at bedyre »free Palestine«, »fuck Netanyahu« og »fuck zionisme« i deres takketale.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på youtube

Bandet har ligeledes ved flere lejligheder skrevet på storskærmen ved dets koncerter, at Israel begår folkemord, nøjagtig som det også skete på Roskilde Festival onsdag.

Roskilde Festival var gjort bekendt med, at der kunne indfinde sig aktivister på scenen, oplyste festivalen torsdag til Berlingske, ligesom den i sit e-mailsvar tilkendegav, at intet af det, der foregik på scenen onsdag aften, overskred festivalens regelsæt.

»Vi forholder os nøgternt til politiske udtryk fra scenen og med respekt for kunstnerisk ytringsfrihed,« skrev festivalen således til Berlingske:

»Fontaines D.C. lagde scene til et aktivistisk indslag, som rummede stærke politiske budskaber, men ikke overskred vores grænser for, hvad der kan siges fra scenen,« skriver Roskilde Festival.

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der er mangeårig Roskilde-gænger, hører til dem, der mener, at Roskilde Festival med optrinet blev fanget i en politisk radikalisering.

»I aften døde Roskilde igen som samlende begivenhed,« skrev han efter koncerten:

»‘From the river to the sea’ blev der udskreget fra Orange Scene under Fontaines D.C.-koncerten, og så blev publikum opildnet til at råbe, at Grønland og Palæstina er det samme. Så gik jeg. Men hvor går Roskilde hen nu, fanget i og af denne politiske radikalisering?«

Brugen af sloganet »from the river to the sea, Palestine will be free« er kontroversielt, fordi Hamas bruger det i sin propaganda om at udradere Israel totalt.

Propalæstinensiske grupperinger har argumenteret for, at sloganet handler om Palæstinas frihed, mens mange israelere og jøder opfatter det som en opfordring til at destruere staten Israel.