Mathias Hammer har længe båret på en hemmelighed. Nu siger han den højt: »Det føles som en forbrydelse«

DR-vært og pianist Mathias Hammer er indimellem nødt til at lukke mørket ind i sit liv. En skilsmisse har betydet, at han kæmper med en følelse af at have svigtet. Og så er han skamfuld over sine egne evner som ven. Berlingske har sat ham i »Skriftestolen«.

Søren Bidstrup

Hvordan sørger du for at få reflekteret over dit liv?

»Det er jeg relativt dårlig til, må jeg indrømme. Jeg lever meget i overhalingsbanen og har aldrig haft en karriereplan eller en strategi for, hvor jeg skal hen. Jeg er gået med flowet og har taget imod de tilbud, der er kommet, og med tiden er det blevet mere og mere tidskrævende. Så på det personlige plan er jeg superærgerlig over, at jeg ikke under mig selv tid til netop at reflektere over, om jeg er det rette sted, og om mit liv er, som jeg gerne vil have det. Det lykkes ikke, fordi jeg er utroligt dårlig til at sige nej. Jeg har en iboende angst for, at hvis jeg står af ræset, vil andre overtage opgaverne. Så jeg siger ja og får ikke reflekteret, og det kan i perioder være en ret stor hæmsko for min private lykke.«