Hvis man gerne vil have god tid til at nyde sin bridgeklub og sine børnebørn, så skal man måske droppe slankekuren.
En amerikansk analyse, der for nylig blev publiceret i The Journals of Gerontology, viser nemlig, at de kvinder i studiet, der blev over 90 år gamle, har noget tilfælles:
En stabil kropsvægt.
Studiet, der blev indledt i 1990erne er baseret på data fra 54.437 kvinder, der alle blev født 19. februar 1932 eller tidligere.
I 2022 fulgte forskerne op på de af kvinderne, der endnu var i live, og fandt, at hvis kvindernes kropsvægt var stabil over årene, havde de større chance for at leve, til de var mere end 90 år gamle.
»Det viser sig, at vægtstabilitet tilsyneladende er vigtigere, end at man har et bestemt bmi (Body Mass Index, red.),« siger Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor ved Steno Diabetes Center Aarhus, til Berlingske.
Studiet så på, om kvinderne havde en stabil vægt over henholdsvis en periode på tre år og ti år.
Dem, der havde haft et vægttab på fem procent eller mere over tre år, havde 33 procent lavere chance for at leve til de blev 90, 35 procent lavere chance for at blive 95 år og 38 procent lavere chance for at blive 100 år gamle.
Studiet finder nemlig, at den stabile vægt var væsentlig, fordi selv kvinder, der faldt i bmi-kategorien »svært overvægtig«, havde en større chance for at leve længere, hvis deres vægt var stabil.
Dygtige til at overleve
Studiet viser også, at når kvinderne har haft et uplanlagt vægttab, så faldt sandsynligheden for at blive over 90 år. Der er mange faktorer, der spiller ind i det fund, men det kan blandt andet skyldes, at der er mange sygdomme, som fører til vægttab, forklarer Jens Meldgaard Bruun.
»Det nye studies fund svarer til viden, vi har haft fra tidligere studier. Tidligere har man fundet, at dem, der lever længere, senere i livet har en bmi på omkring 27-29, som ellers definitorisk er i overvægtsområdet. Vægtstabilitet har også tidligere vist sig at være en faktor, der kan sige noget for chancen – eller risikoen – for et langt liv.«
Men selvom det altså tilsyneladende er godt at have en stabil vægt, så har de 90-årige og endnu ældre formentlig også noget andet tilfælles.
For selv en stabil vægt kan ikke redde alle fra sygdomme og andre skavanker, ligesom en stabil vægt ikke i sig selv kan sige noget om, hvor længe man kommer til at leve, hvilket forskerne bag studiet også har pointeret i deres videnskabelige artikel.
Dem, der lever rigtig længe, er ifølge Jens Meldgaard Bruun simpelthen gode til at overleve.
»Det er de blandt andet, fordi de ikke er arveligt disponeret for sygdomme som eksempelvis diabetes. Populært sagt, har dem, der når til 90 år, oftest gode gener,« siger Jens Meldgaard Bruun.
Forskningen kan derfor i stedet bruges som grundlag for, at ældre kvinder med et højt bmi ikke altid skal anbefales at tabe sig. Til gengæld kan et moderat vægttab særligt for stærkt overvægtige kvinder godt føre til positive ændringer for helbredet, skriver forskerne i artiklen.




