Klaus Bondam har et særligt minde fra Københavns Rådhus: »Vi havde en flaske champagne med, og betjentene havde sat stearinlys op. Det var så smukt«

Mit København: Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam har haft sine mest lykkelige og mest ulykkelige stunder på Københavns Rådhus. Og så mener han, at københavnerne kan blive mere venlige over for hinanden: »Den der indestængte forurettethed har jeg det svært med.«

 
Hør Klaus Bondam fortælle om Dronning Louises Bro, som han har et helt særligt forhold til. Produktion: Vera Rosenbeck Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad tænker du om København under coronakrisen?
»Byen er en skygge af sig selv. Det er smertefuldt at se de små kvalitetsbutikker, hvor der ikke er et øje, eller stadeholderne i Torvehallerne, der også kæmper. Det er mennesker af kød og blod, som har lagt deres hjerteblod i supergode produkter. Mit råd er, at hvis du har fået feriepenge tilbage, så brug pengene i København og Danmark. Drop fladskærmen fra Japan og støt en lokal restaurant, en kunsthåndværker, en håndværker, en kulturoplevelse. Giv sådan nogle ting i gaver. Intet andet.«

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?
»Da jeg flyttede hertil i 1982, var København slidt, møgbeskidt og lukket både fysisk og mentalt. Jeg kan huske de alenlange påskedage, hvor det eneste, der holdt åbent, var et overpriced supermarked på Hovedbanegården. Men efterhånden skete der noget. Pludselig sagde folk: »Gud! Man kan også sætte stolene udenfor på en café«. Vi opdagede, at det ikke er en livsstil forbeholdt italienerne. Vi kan også sidde ude. På sin vis har det været den største oplevelse i forandringen af København – at vi er blevet millioner gange bedre til at bruge byens rum.«

Københavnerne kunne med fordel lære at være mere venlige, mener Klaus Bondam. »Tal, smil, vær overbærende. Det der mig-mig-mig kan jeg slet ikke tage mere,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvilket sted i København holder du særligt af?
»Dronning Louises Bro ved starten af Nørrebrogade er ét af dem. Den minder mig om, at man nogle gange skal stå fast politisk og tage nogle kæmpeøretæver, for at sige det mildt. Det gjorde vi, da vi besluttede at lukke Nørrebrogade for gennemkørende biltrafik. Det var en smertefuld proces – også rent personligt – men jeg mener, at det var den rette beslutning. I sidste uge sad jeg på bænken og spiste frokost med en veninde, og selv på en januardag sidder folk på broen. Spørgsmålet er, om vi helst vil have en bro, hvor der kører tonsvis af biler over, og hvor det larmer ad helvede til – husk på, folk sad der ikke før – eller om vi hellere vil have et sted, hvor man virkelig ser byen folde sig ud med tårne, sø og vand. For mig er valget nemt.«

Hvad mangler København for at blive verdens bedste by?
»Vi mangler at blive bedre til at være venlige, til at smile og sige goddag og farvel og vinke til hinanden. Noget af det værste, jeg ved, er, når danskere bliver forurettede over, at der lige er nogen, der står i døråbningen, når man skal forbi. Sig det. »Undskyld, må jeg lige komme forbi?«. Den der indestængte forurettethed har jeg det svært med. Tal, smil, vær overbærende. Det der mig-mig-mig kan jeg slet ikke tage mere.«

En af de største forandringer, der har været i København, er, at vi er blevet langt bedre til at bruge byens rum, mener Klaus Bondam, som her indtager sin frokost på Dronning Louises Bro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvad synes du om Københavns serviceniveau?
»Hvis du handler i byens kvalitetsbutikker, får du virkelig god betjening. Ikke servil, men vidende og kompetent. I julen gik jeg i Noorbohandelen i Torvehallerne og sagde, at jeg havde lyst til en dejlig krydret rom, som smagte lidt af jul. Jeg gik derfra med en vidunderlig rom. I sommer gik jeg i Den sidste dråbe i Jægersborggade. Dejlig spiritushandel med rigtig god betjening. Jeg blev fuldstændig vild med deres sammensætning af Nigroni, som er klasser over den almindelige, som man laver med det, man kan finde i et supermarked. Der findes virkelig mange små perler med yderst kompetent betjening. Det lyder, som om jeg drikker virkelig meget – det gør jeg faktisk ikke. Men i den her tid er der behov for noget særligt.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?
Det var »Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman« på Teater Grob. Den nåede jeg at se, inden det hele lukkede ned igen. Det er en monolog med Ellen Hillingsø, bygget op over et langt digtepos af Ursula Andkjær Olsen. Det var helt vildt godt. Det bekræftede mig i, at de levende oplevelser virkelig kan noget.«

Hvor går du ud i København, når du skal spise?
»Jeg er meget stor fan af smørrebrød. Jeg er forbandet over, at det var stegt flæsk med persillesauce, Dan Jørgensen kom til at vælge som danskernes nationalret, da han var fødevareminister. Ret beset er det jo smørrebrødet. Jeg har kontor på Israels Plads, og det er nok Hallernes Smørrebrød, jeg frekventerer oftest. Så kan jeg finde på at gå over på Selma eller Aamanns, hvis det skal være rigtig fint. Det vellavede stykke smørrebrød har et stykke ekvilibrisme i sig, som jeg aldrig vil kunne matche, hvis jeg smører mig en leverpostejmad derhjemme.«

Cykelstierne er det første, Klaus Bondam ville vise en turist i København – og det er ikke kun, fordi han er direktør i Cyklistforbundet, understreger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvad ville du vise en turist?
»Cykelstierne. Man kan blive ved med at opdage nye ting på cykel i København. Det er ikke kun, fordi jeg har det job, jeg har, at jeg siger det, men jeg synes, at det er helt utroligt, at man så hurtigt kan komme fra den ene ende af byen til den anden. Man kan køre 117 smutveje og opleve en masse undervejs. Lige nu er der mange, der er oppe at køre over Arminoen (24 kilometer lang vandrerute gennem Naturpark Amager, red.). Jeg ville til hver en tid tage den på cykel – også med gæster.«

Hvad synes du er en skamplet på København?
»Jeg kan ikke udpege en skamplet, men der er flere steder, hvor man kan sige, at havde de vidst, hvad vi ved i dag, havde de nok gjort noget andet. Man bliver nødt til at elske sig selv for at kunne gøre noget optimalt. Det gjorde København ikke før i tiden. Byen var blevet sådan en undskyldning for sig selv, så da der kom nogle, der ville bygge på Kalvebod Brygge – en strækning, der er udskældt i dag – klappede man i hænderne og tænkte: »Gud ske tak og lov. Så sker der noget.« Personligt kan jeg nu godt lide turen langs vandet.«

»Da jeg var borgmester, tænkte jeg også tit på, at på det selvsamme kontor havde der siddet nogen i 1960erne, som mente, at det var en fed idé at etablere en motorvej ind over søerne. Heldigvis blev det ikke til noget. Tag Bispeengbuen. Det syntes man var en fantastisk løsning for 50 år siden. Det synes vi ikke i dag. Vi har heldigvis evnen til hele tiden at evaluere og reflektere og gøre noget bedre i morgen end i dag.«

Klaus Bondam på Dronning Louises Bro, som er et af hans yndlingssteder i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var overborgmester, ville jeg ….
»Tage det meget store livtag, der skal tages med den private biltrafik i København og med den måde, varer og ydelser bliver distribueret på. Vi har meget tung trafik, som er med til at skabe dårlig luft og usikre trafiksituationer – blandt andet fordi vi har en stor intensitet af supermarkeder. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får omlastet noget af den tunge trafik, så den ikke kommer ind i byen. Kunne man tømme den store lastbil uden for byen og køre det ind i mindre biler? Jeg er godt klar over, at alt ikke kan klares på cykel, men hvordan kan vi få mindre varebiler, som kører på el? Den slags ville jeg kigge på.«

Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest – og aldrig?
»Min far arbejdede på den anden side af Østre Anlæg. Jeg var nogle gange med ham på kontoret, og når jeg kedede mig, gik jeg over på Statens Museum for Kunst. Så siden jeg var 8-9 år, har jeg gået rundt og kigget på malerierne. De år, hvor jeg gik til optagelsesprøve på teaterskolen, gik jeg også rundt derinde og lærte tekster udenad. Det har sikkert virket helt vildt krukket og skørt, men det virkede. Så det er et sted, hvor jeg dykker ned i minderne, og som jeg tit finder tilbage til. Jeg elsker den menneskerigdom, der er på guldaldermalerierne, hvor København også er portrætteret flere steder.«

»Jeg er flov over at sige det, men jeg har til gengæld aldrig besøgt Davids samling. Det er en fejl. Undskyld.«

Klaus Bondams lykkeligste stund i København fandt sted en novemberaften i 2005, hvor han blev gift med Jacob i bryllupssalen på Københavns Rådhus, som han opfordrer alle til at lære at kende indefra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvor i byen har du haft dit lykkeligste øjeblik?
»I bryllupssalen på Københavns Rådhus, da jeg blev gift med Jacob. Det var en novemberaften i 2005, og det var en kollega fra Borgerrepræsentationen, der viede os. Vi var kun Jacob, mig, hende og to vidner. Vi havde en flaske champagne med, og betjentene havde sat stearinlys op, det var så smukt. Hvis ikke du har været i bryllupssalen, så vil jeg sige: Skynd dig derop og bliv gift, eller gå med til nogle andres bryllup. Eller lær rådhuset at kende. Det er et sindssygt smukt hus. Da Martin Nyrop tegnede det, besluttede han sig for at skide på budgettet, som løb fuldstændig løbsk. Han helmede ikke som arkitekt, men sagde: »Det bliver sådan«. Det er vi jo glade for i dag. Jeg har selv viet mange i bryllupssalen. Midt i alt det lort, man af og til får i hovedet som politiker, er der noget helt fantastisk ved at stå med to mennesker, der siger ja til hinanden. Jeg plejer at sige, at jeg har haft mine mest lykkelige og mest ulykkelige stunder på Københavns Rådhus.«

LÆS MERE