Han løj sig rigere og mere kendt og til et spændende sexliv. Hassan Preisler var panisk angst for at være kedelig

Penge. Kendthed. Kvinder.

Hassan Preisler har løjet sig bedre inden for alle kategorier.

Han har løjet sig rigere, end han er.

Han har løjet sig mere kendt, end han er.

Han har løjet sit bodycount højere, end det er.

Og for dem, for hvem bodycount er ren volapyk, så henviser det til hans sexpartnere gennem livet.

Det handler om skam. Ikke en hverdagsskam, fortæller den 57-årige forfatter, dramatiker og radiovært, men en slags mandeskam og generationsskam.

»Den enkleste måde at vise, at man har gjort det godt nok i sit liv, er gennem kendthed, penge og kvinder. Det er jo tre åbenlyse markører,« siger Hassan Preisler.

Ud over at puste sit bodycount og sin formue op har han også løjet om at have fået et tilbud om at medvirke i et af landets største underholdningsprogrammer. 

»Da folk, som selv var blevet inviteret med i »Vild med dans«, spurgte, om jeg også var, så kunne det føles skamfuldt at sige nej. Det var, som om jeg på forhånd kunne se skuffelsen i deres øjne,« siger Preisler.

Netop derfor er det også ved at drive ham til vanvid, at jeg under interviewet har mørke solbriller på. For da han endelig tager mod til sig og afslører sit sande bodycount, må han desperat spejde efter min reaktion bag glassene.

Tallet er 30. Deromkring i hvert fald, men langt fra de oppustede tal, han tidligere har slynget ud.

Bag det reelle tal gemmer sig en livslang frygt for at skuffe og en usikkerhed, der har gjort Hassan Preislers forhold til sex anstrengt. Det er nogle følelser, der har forfulgt ham, siden puberteten ramte i slutningen af 9. klasse. 

Fetich

Som ung i 1980erne fik Hassan Preisler ofte at vide, at han var ret pæn. 

Han havde hår til langt ned ad ryggen, og folk sagde, han lignede en indianer – en form for »eksotisk fetich«, fortæller han. 

Ikke desto mindre kunne han mærke pigerne kigge, når han gik i byen i København.

»Jeg opfattede mig kun lige så interessant, som jeg så ud. Så jeg fik bygget en identitet op omkring at være distanceret og uopnåelig. Jeg holdt mig på afstand af pigerne, for hvis de kom tættere på og hørte mig åbne munden, ville de opdage, hvor uinteressant jeg var, og vende sig om,« siger Hassan Preisler.

Derfor ville han egentlig hellere gå hjem alene end risikere hele butikken ved at have indledt en samtale med en pige, som så syntes, at han var kedelig.

Den seksuelle debut som 14-årig i en kahyt efter for mange piña coladas blev en katastrofe.

Det sluttede alt for hurtigt, pigen smed ham ud, og han hørte aldrig fra hende igen. Der gik tre år, før den næste intime oplevelse – denne gang foran et diskotek – og i mellemtiden havde han en kæreste i to år, som han aldrig turde have sex med, fordi hun en enkelt gang havde bedt om at vente.

For at overleve i det, han kalder »rædselsregimet«, udviklede han nogle helt særlige strategier. 

Fuld er bedst

Hassan Preisler sørgede for altid at være halvfuld inden sex for ikke at få udløsning for tidligt. Han mødte kvinder med arrogance og en enorm spydighed. Han kunne eksempelvis finde på at prikke en kvinde på skulderen, og når hun vendte sig om, sige: 

»Ej, hvor skuffende. Jeg troede, du var smukkere, da jeg så dig bagfra.«

Han opdagede, at nogle kvinder blev meget energiske af at blive afvist. 

»Men det er jo et virkelig bøvlet udgangspunkt for en relation, for den dynamik bliver til en mærkelig magtkamp, man ikke bare kan slippe,« siger Hassan Preisler.

Selv da han blev ældre og fik succes, fortsatte spillet. 

Han slog for alvor igennem professionelt i 2013 – som 44-årig – med bogen »Brun mands byrde«. I 2017 modtog han en radiopris for mandemagasinet »Min lille Hassan« på det hedengangne Radio24syv. I dag er han »dansken« i det pannordiske radiomagasin, »Norsken, svensken og dansken«, der sendes på NRK, SR, DR og Yle.

Hvis en kvinde skrev, at hun var forelsket, kunne han godt finde på at vente et døgn med at svare. Og måske kun noget i stil med, at hun da også var meget dejlig.

I Hassan Preislers optik var kærlighed og sex ikke noget, man bare fik. Det var noget, man gjorde sig fortjent til.

»Min klare fornemmelse var, at jeg kun kunne elskes, hvis jeg havde succes. Kærligheden eksisterede ikke i sig selv som et fænomen. Den var alene en godbid, man fik, hvis man havde haft høje lyttertal eller fået gode karakterer. Både kærlighed og sex var resultatet af en bedrift.«

Han blev (heldigvis) klogere. Men der var et stykke vej derhen.

Nutidens Hassan

De mange manøvrer og strategier hører for langt størstedelens vedkommende fortiden til.

I dag bor Hassan Preisler på Nørrebro med sin 16 år yngre kone, Sarah, som han har været sammen med i otte år. Tilsammen har de tre børn. Sonia på 16, Mogens på fem og Bertel på to. 

Ungdommens rædselsregime er skiftet ud med en tryg tilværelse. Alligevel har alderen ikke fjernet usikkerheden fuldstændigt. 

Selvom han er blevet 57 år, kan intimiteten stadig slå sprækker.

»Sex og følelser rummer fortsat en skrøbelighed og en nervøsitet, som jeg egentlig synes hører ungdommen til. Jeg føler, at jeg burde være mere voksen på det punkt – faktisk på alle punkter – men lige netop her bliver det bare enormt tydeligt, at jeg stadig kæmper med den sårbarhed, der ligger i seksualiteten,« siger forfatteren og tilføjer:

»Som teenager og langt ind i 20erne var jeg konstant ramt af angst, generthed og en dyb følelse af utilstrækkelighed. Jeg havde en klar forestilling om, at de følelser automatisk ville forsvinde med alderen. Men det er de bare ikke rigtigt.«

Men mødet med Sarah, hans hustru, har forandret meget.

Hvad er sex egentlig?

Hun er antitesen til de kvinder, han gik efter som ung, og til alt det, der dengang pustede til hans egne usikkerheder.

Hvor fortidens forhold var præget af drama, magtkamp og spydigheder, er Sarah udramatisk og ubesværlig.

»Jeg mødte Sarah, da jeg var et godt stykke op i årene, 49, og vores relation er fuldstændig anderledes end noget, jeg nogensinde har oplevet. Først troede jeg, det bare skyldtes min alder, men jeg ser jo også unge mennesker i dag gå ind i parforhold med tårnhøje niveauer af tillid, kærlighed og mod helt tidligt i livet,« siger han. 

Og det er det, Sarah har lært ham.

»Jeg har lidt under frygten i årevis, men jeg er endelig kommet den til livs. Det er sket i takt med, at jeg har indset, at sex og kærlighed ikke er en præstation, der skal kontrolleres, men en genvej til den dybe samhørighed, jeg har savnet hele mit liv.«

Sex er ikke længere en »klods om benet«, som han trækker sig fra for ikke at blotte sine fejl, men en måde at være tæt på andre mennesker og deres utilstrækkeligheder. Deres dårlige ånde, mulige impotens og alt derimellem. 

Datidens Hassan

Hvis han kunne tale til den yngre Hassan, ham med det lange, flagrende hår, ville han give ham ét råd: 

Drop spillet.

»Jeg ville fortælle mig selv, at det er fuldstændig ligemeget med alt det, du lærer af de mænd, du beundrer. Det, der tæller, er, at man så tidligt som muligt finder en, der er villig til at lave de der spring over til hinanden. Hvor har jeg spildt mange år på at tro, at jeg kunne tilrettelægge et kærlighedsliv ud fra et princip om distance og præstation,« siger han.

»Det var virkelig idiotisk.«

Han frygter nogle gange alderen. 

At sexlivet, der for alvor først blev forløst og slog igennem, da han var på den anden side af 40 år, allerede har en udløbsdato nu, hvor han nærmer sig de 60. Men han finder håb i sin egen familiehistorie.

Da hans morfar, Mogens, var 78 år og hans mormor lå dement på et plejehjem, mødte Mogens Birthe. De blev stormende forelskede og fik fem fantastiske år sammen.

»Min morfar inviterede mig ud at spise på Flyvefisken. Jeg gik på teaterskolen og var i 20erne. Pludselig spurgte han mig helt alvorligt: Kan du ikke forklare mig – jeg har simpelthen glemt det – hvordan er det, man kysser med tungen?,« siger Preisler.

Historien om morfaren lærte den unge Hassan Preisler, at det aldrig er for sent at smide strategierne og lade sig rive med af kærligheden.

Det er den samme ligefremme tilgang til intimitet, han i dag håber at kunne give videre til næste generation – også selvom spillereglerne for nutidens unge mænd ser helt anderledes ud, end de gjorde i 1980erne.

»Jeg håber, mine to sønner ikke kommer til at føle en urskam over deres køn, så de nærmest skal gøre sig til kvinder for ikke at føle sig upassende eller til besvær.«

Men spillene vil altid ændre sig fra generation til generation.

Sådan er det bare, konstaterer han.