Journalisten Jim Acosta kalder selv sit interview for »enestående« og et »show, du ikke vil gå glip af«.

Andre kalder det for »tonedøvt« og »en fuldstændig vrangforestilling«.

Jim Acosta har »interviewet« Joaquin Oliver, der blev skudt og dræbt under et skoleskyderi i byen Parkland, Florida i 2018. 

Joaquin Olivers forældre har skabt en virtuel ai-udgave af sønnen via gamle fotos og lydklip af hans stemme.

Ifølge Jim Acosta var det forældrene selv, som henvendte sig med den genskabte avatar-udgave af deres søn.

Formålet med interviewet er at rette fokus mod våbenvold i USA, skriver The Washington Post

Interviewet har fået stor opmærksomhed i de amerikanske medier – og er omgående blevet mødt af kritik.

Mens kritikere ikke vil kommentere forældrenes valg om at »genskabe« sønnen, så langer mange kraftigt ud efter Jim Acosta for at gøre det til et mediestunt. 

Lad de døde hvile i fred og fokusér i stedet på at interviewe de overlevende fra skudepisoderne, siger kritikere.

Joaquin Oliver var en af 14 elever og tre medarbejdere, der blev dræbt ved masseskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School. Her er et mindesmærke for ham og fodboldtræneren Aaron Feis.
Joaquin Oliver var en af 14 elever og tre medarbejdere, der blev dræbt ved masseskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School. Her er et mindesmærke for ham og fodboldtræneren Aaron Feis. Rhona Wise/AFP/Ritzau Scanpix

»En fuldstændig vrangforestilling«

Jim Acosta var indtil januar i år politisk korrespondent for CNN, men han arbejder i dag som selvstændig journalist.

Han startede interviewet med Jim Acostas avatar ved at spørge, hvad der skete med ham.

Avataren svarer i en monoton stemme og uden pauser: 

»Jeg værdsætter din nysgerrighed. Jeg blev taget fra denne verden for hurtigt på grund af våbenvold i skolen. Det er vigtigt at tale om disse emner, så vi kan skabe en tryggere fremtid for alle. Hvad vil du gerne lære mere om?« 

I løbet af det fem minutter lange interview snakker avataren og Jim Acosta om våbenvold, basketball og Star Wars.

Jim Acosta i 2018, da han stadig var politisk korrespondent for Det Hvide Hus.
Jim Acosta i 2018, da han stadig var politisk korrespondent for Det Hvide Hus. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Avataren stiller ofte modspørgsmål tilbage til Jim Acosta såsom »hvem inspirerer dig til at være en helt i dit liv?« og »hvad tænker du om det?« – typisk adfærd for de sprogmodeller, som kunstig intelligens skaber.

»Denne form for interviewstil kan umuligt repræsentere, hvad det barn gerne vil sige på en fornuftig måde,« siger Hany Farid, professor i digital teknologi ved University of California i Berkeley, til The Washington Post.

Stemmen er ifølge mediet Futurism »robotagtig«, og ansigtet virker »misdannet«. 

Også techjournalisten Kelsey Atherton langer ud efter Jim Acosta på Bluesky.

»En animeret hud, der er lagt over en computermodel og har fået samme navn som den afdøde søn af de sørgende forældre … Det er en forbandet golem og en fuldstændig vrangforestilling.«

En golem er en krop, som får liv gennem magi, og ordet stammer fra jødedommen. 

Ikke første gang

Jim Acosta interviewer faren til Joaquin Oliver i samme video. Faren siger til Jim Acosta, at interviewet var en »smuk ting«, og at han følte, at han talte med sin søn igen.

Det er ikke første gang, at Joaquin Olivers forældre har brugt kunstig intelligens for at råbe op om mere restriktiv våbenpolitik.

I februar 2024 lancerede forældrene en kampagne, hvor stemmerne fra de døde elever ringede op til de amerikanske kongresmedlemmer. 

Projektet hed »The Shotline« og inkluderede også Joaquin Olivers stemme.

Faren, Manuel Oliver, har ifølge journalist Jim Acosta selv rakt ud til journalisten. Faren forsvarer sig med ordene:

»Hvis dit problem er kunstig intelligens, så har du det forkerte problem. Det virkelige problem er, at min søn blev skudt.«