Esben Dalgaard har talt om at have kræft og at modtage en dødsdom. Nu er der noget andet, der er vigtigt at tale om

Skuespiller Esben Dalgaard er ved at lære at leve med det. At han på den ene side er glad og arbejder fuldtid trods en hård kræftdiagnose, han fik for et halvt år siden. Og at han på den anden side er bange for at forlade sin familie med døden.

»Til at starte med havde jeg en idé om, at nu skulle livet fandeme nydes. Jeg skulle spise, hvad jeg ville, på ferie med familie, drikke bajere med vennerne. Men så vågnede jeg op dagen efter og var i pisse dårligt humør. Den forestilling omkring virkeligheden, hvordan livet skal leves, og den faktuelle tilstand kunne slet ikke mødes,« siger skuespiller Esben Dalgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Esben Dalgaards skæg er lige nu hullet, med bakkenbarter, og med et overskæg, man kan sno.

Det er til en rolle, han er ved at spille. Som skuespiller er han vant til at ændre skæg, farve hår, tabe sig, tage på, alt sammen for en rolle.

Men skægget gemmer også på en barsk sandhed.

Fra naturens side er det fyldigt og mørkt, men ikke for tiden. For tiden er det farvet mørkt, for som den lille, hvide udgroning afslører, er skægget blevet hvidt som følge af den immunterapi, han modtager. Den skal dæmpe og bekæmpe hans tilbagevendte modermærkekræft, der har spredt sig til flere steder i kroppen.

Skånet for stort set alle fysiske bivirkninger, selv når man tæller skægget med, er han kommet tættere på der, hvor det bliver tydeligt, at selvom han er positiv og arbejder fuldtid, så var og er tanken om døden tæt på. Tæt på ham selv. På hans kone, hans børn, familie, venner.

»Det er et chok, som udvikler sig hen over tid. Nu er hverdagen ved at blive normaliseret. Bare det ikke lige pludselig stagnerer eller går op igen, det er selvfølgelig det værste. Lige nu går det stille og roligt nedad, og det er godt. Men det ligger stadigvæk og ulmer, og det er nærmest sværere for mig nu, end det var tidligere i processen,« siger han.

Kræften overvåges med en scanning hver tredje måned, mens immunterapien står på. »Det er pisse ubehageligt at få den viden hver tredje måned. Jeg bildte mig ind til at starte med, at jeg ville få et godt eller dårligt svar. Men de er tit ret lunkne. Noget går godt, noget skal vi holde øje med, og så kan du vente tre måneder igen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Behandlingen virker, ser det ud til. Derfor har Esben Dalgaard udsigt til flere dage, end da han fik diagnosen i sommer. I mellemtiden har han taget sig meget af sine omgivelser, men glemt sig selv lidt.

»Når det hele falder mere eller mindre på plads, begynder man at tænke over, hvor tæt på det egentlig var. Det er den proces, der er i gang. Der ligger en tristesse, som jeg lige skal finde plads til. Jeg vil bare gerne have, at alt er normalt igen, at vi kan holde jul, være glade. Der må jeg acceptere, at det tager længere tid, for det er trods alt kun et halvt år siden, jeg fik det af vide.«

Det er nærliggende, medgiver han, at tro, at det hænger sammen med, at det er vinter – at det er december, og det er tæt på julen, som man med ro i sindet kan sige er en højtid, som familien Dalgaard går meget op i.

For hvordan holder man egentlig jul, når året har budt på sådan en besked? Hvordan elsker man nok, hygger sig nok, nyder tiden nok?

Det er ikke sådan, det hænger sammen, siger han.

Du ved ligeså lidt

Du har måske set Esben Dalgaard i Netflix-hittet »Kastanjemanden«, DRs »1864« og »Bedrag« eller Viaplays »Hånd i hånd«, men han elsker også jul og at lave børneunderholdning, og det er blevet til tre julekalenderne. Først »Juleønsket«, så »Tinkas Juleeventyr« og »Tinka og Kongespillet«, og der er mere »Tinka« på vej.

I huset et stykke væk fra cafeen på Amager bor han sammen med sin kone, Charlotte, og døtrene på 16 og 9 år, der også elsker julen. Der pyntes op i sådan en grad, at der ikke kommer sollys ind, fordi vinduerne er plastret til, og at både Se & Hør og Billed-Bladet har været på besøg for at rapportere.

Men selvom alt omkring ham lige nu er jul, er Esben er ikke mere ramt af den grund. Han regner ikke med, at det her bliver hans sidste jul, så når han sidder på vej hjem i bilen og hører »Driving Home For Christmas« græder han ikke. I hvert fald ikke mere, end han plejer.

»Julen er en anledning til at fortsætte med den proces, vi er i gang med i familien – at få det rart igen, at få en mere normal hverdag, at rykke tættere sammen i bussen,« siger han.

Det er det arbejde, der er i gang. At forstå, synke og måske acceptere, at han har fået et dunk i hovedet.

Det er ikke det skæg, Esben Dalgaard selv havde valgt. Det er til en tv-serie, han endnu ikke kan sige meget om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

At han på den ene side må leve med, at han er ramt af angsten for at forlade sin familie ufrivilligt og langt før tid, og at han samtidig er tilfreds med livet. At han faktisk er glad, håbefuld og i øvrigt sikker på, at alt nok skal gå. De to ting kan godt smelte sammen, siger han, men det tager tid.

»Jeg er ikke bange for selv at dø. Men dem, jeg elsker og holder af, og som elsker og holder af mig, de bliver efterladt med et kæmpe savn og tomrum.«

»Når jeg får de negative tanker, får jeg billeder af julehistorien om Scrooge, hvor man bladrer fortiden, nutiden og fremtiden igennem og ser, dem man savner. Jeg får flashes af mine unger, der skal holde jul, uden at jeg er der. Charlotte, der står og skal løfte hele familieopgaven selv. Det gør ondt. Det er sindssygt ubehageligt.«

Der er også den overførte betydning, tilføjer han. Tænk, hvis det er vores sidste jul sammen. Tænk, hvis det er sidste gang, at familien skal til børnegudstjeneste juleaften, spille pakkespil, spise and, steg og den »politisk ukorrekte« medisterpølse, som han selv insisterer på.

»Der er ikke en reel frygt for, at det er vores sidste jul. Alligevel kan jeg godt blive ramt, hvis jeg for eksempel har et åndssvagt skænderi med Charlotte. Hvis det nu er vores sidste jul sammen, er det så den rigtige måde at bruge tiden på? Det er normalt at skændes, ja, og så er det spild af tid.«

»Men det er jo også spild af tid for dig,« siger han til mig.

»Det kunne jo også være din sidste jul. Du ved ligeså lidt om, hvornår du dør,« siger han til mig.

Et nyt ritual

Hans bemærkning falder prompte af flere grunde, lader det til.

Mest af alt, fordi det jo er rigtigt, at ingen af os ved, hvornår vi dør, og derfor har Esben Dalgaard måske bare fået det dunk i hovedet, som vi andre på nogen måder også godt kunne bruge. Det dunk, der minder os om, hvad tid er.

»Overordnet set ville jeg jo helst sige, at jeg kunne have levet livet ligeså fuldt, som jeg føler, jeg kan gøre nu, uden at have fået det vink med en vognstang.«

Men det er nu engang noget, der sætter tankerne i gang. Derfor har han øvet sig på især to ting:

»Jeg øver mig i at fastholde, at jeg gerne vil have mest muligt ud af livet. At være til stede. At huske, at det simpelthen er spild af tid at have de samme diskussioner igen og igen. Det er det for alle, det kan alle øve sig på. Det er det ikke mere for mig, fordi jeg er syg,« siger han.

»Og så har vi ikke den stærkeste tradition for at tale om døden. I andre lande og kulturer er døden noget, der fejres og mindes en gang om året, og hvor ugelange ritualer fortsætter efter begravelsen, hvor man bærer sorgen synligt. Når man så får en sygdom, er man tvunget til at tænke over det, og vi øver os derhjemme i at tale om det.«

Det bliver tydeligt, hvad tid er, når du er syg, siger Esben Dalgaard. Havde behandlingen ikke virket, var prognosen et år. Nu er der gået et halvt.

Samtidig med at Esben Dalgaard er blevet mere bevidst om tid, er han blevet mere bevidst om prioriteter. »Man kan godt vælge, når man har ti dårlige stykker chokolade og ét godt, at man fravælger de ti og vælger det gode til. Det er også en måde at bruge tiden på i overført betydning.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Han elsker sit arbejde og lever efter eget udsagn et liv, hvor han er heldig, at privatliv og arbejdsliv er smeltet sammen, som det er. Når han taler om tid, er det ikke, fordi han vil arbejde mindre. Men når han kører på motorvejen klokken 6.30, og vejen allerede er fyldt med røde baglygter, kan han godt stoppe op og spørge, hvad fanden vi egentlig laver.

»Vi pakker os jo ind i arbejde, stress og jag. Der er en glemt værdidiskussion om, hvad det er, vi gerne vil leve for.«

Esben Dalgaard vil frem for alt gerne leve for sine børn. Og sin kone selvfølgelig, sin familie og sine venner. Sygdommen betegnes derhjemme som en bjørn, der er gået i hi, men de fortæller det barske, det ærlige – at en bjørn er farlig, og at den kan slå far ihjel.

»Som voksen må man gerne tage fat i det, der gør naller. Man må gerne hjælpe børnene til at få sat ord på det. Også selvom det åbner for noget, der giver dårlig stemning,« er han blevet rådgivet til.

Helt egoistisk ville han hellere drikke sig fuld med sin kone i Paris og lade børnene være hos farmor og farfar. Men som mange andre forældre går han op i julen, fordi de er en familie. Og der skal også snakkes om døden i den tid, hvis der er behov for det.

Det er det ritual, de bærer med sig, i julen og alle andre dage.

»Hvis du har valget, skal du«

I baggrunden lyder titelsangen fra julekalenderen »Absalons Hemmelighed«, »Jeg drømte mig en drøm«, fra cafeens højttaler, som var det aftalt til anledningen:

»Der sker ting, som ikke skulle ske, men er det sket, så er det det. Er der noget du ikke fik gjort? Så gør det nu, livet er så kort,« synger Dicte.

»Er det sket, så er det det.« At det her skulle ske for Esben Dalgaard, fortæller ham, at det hele er tilfældigt. Han er ikke religiøs, og han tror ikke på nogen skæbne.

»Jeg har aldrig røget, jeg har aldrig rigtig dyrket sol. Det er tilfældigt, at jeg får det. Du kan få modermærkekræft indvendigt i tarmen, hvor solen ikke skinner. Det er noget skidehamrende lort, at det har ramt mig, og det kunne ligeså godt have ramt min nabo.«

Til gengæld ved han godt, hvad han vil gøre.

En af grundene til, at Esben Dalgaard elsker at lave julekalender, er, at man i hans optik skal gøre sig ekstra umage, når der er tale om børneunderholdning. »Fordi børnene er jo den næste generation, og de skal opdrages til noget, der er godt. Om 20 år er de de forbrugere, der skal vurdere, hvad der er god smag og kunst, hvis man må være så højttravende.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

For når det er sagt, at det hele er noget lort, at det er tilfældigt, kan man vende tingene til noget positivt, siger han. At han nu koncentrerer sig mere, når han taler med sin datter, og ikke har det halve øje på Facebook eller Instragram imens. At han er blevet bedre til at bruge sin tid.

»Jeg tror på, at hvis du i øvrigt har en sund psyke med de udfordringer, man normalt har – her taler vi ikke om mennesker, der er udfordret eller depressive – så tror jeg godt, man kan vælge mere eller mindre positive tanker og tilgange. Man kan godt generere det i sig selv, så det er den måde, man mere og mere tænker livet på.«

Men skal alt vendes til noget positivt?

»Ja. Det synes jeg. For der er jo nok negativt, det ligger til overflod. Men hvis du har mulighed for det, så vælg da for helvede det positive. Hvorfor ikke? Hvis du har valget, så skal du.«

Hvad Esben Dalgaard kan lære af det her forløb, hvis man overhovedet kan lære noget af det tilfældige og uretfærdige, er kommet med tiden. Det begyndte med at være en smule clickbait, når det kom til hans diagnose, siger han. Flere steder stod det kort og kontant, at han havde fået en »dødsdom«.

»Og det er jo i og for sig rigtig nok. Det, jeg synes, der er vigtigt nu, er håbet. Den måde, man kan leve livet med valg, der kan være positive. At der findes fantastisk immunterapi, at andre hører historien og tjekker sine modermærker.«

»Så er det ikke bare »Kastanjemanden«, som er fed underholdning på Netflix. Så er det pludselig virkeligt, og der betaler det sig at have sat røven i klaskehøjde.«

Så er det meningsfuld tid at bruge, siger han.

»Det er det, man bør øve sig på hver eneste dag.«