Da Henrik Hvenegaard Mikkelsen for nogle år siden blev far, blev han samtidig fuldbyrdet medlem af en kult.
Men efter noget tid gik det op for ham, at den kult ikke var god for hverken ham eller de øvrige medlemmer.
»Børnekulten«, som han kalder den, er opstået over de seneste årtier. Den cirkulerer omkring børn, alle deres gerninger og alt deres væsen. Problemet er bare, at børnekulten har udviklet sig på en måde, der har gjort forældrerollen til en drænende, ubehagelig og uløselig opgave.
»Over de seneste årtier er forældreskabet blevet intensiveret. Børnene er i fokus for alle aktiviteter uden for arbejdet,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der er antropolog og derfor har beskæftiget sig indgående med menneskets kultur og sociale liv.
Antropologien blev derfor også indgangen til at beskæftige sig videnskabeligt med den forældrerolle, han med fødslen af sit første barn oplevede på sin egen krop.
I hjemmet på Holmen i København er forældrerollen ikke skubbet i baggrunden. Virkelighedstro Schleich-dyr står i sættekasse i køkkenet, og et sted ovenpå gemmer to børneværelser sig. Men den forståelse af forældrerollen, vi i nutiden bliver præsenteret for som »den rigtige«, ser Henrik Hvenegaard Mikkelsen som problematisk.
»Der er sket det paradoksale, at hvor det tidligere var arbejdet, der var sat i faste rammer, så er familielivet i dag også blevet det. Alt er lagt ind i stramme tidsregimer, hvor der er fodbold, legeaftaler og gymnastik på bestemte tidspunkter. Det bærer præg af gammeldags industri,« siger han.
Hans bog »Børnevælde – Antropologens håndsrækning til maste forældre« rammer boghandlerne 3. april. Allerede nu ved han, at der er en god chance for, at den vil skabe røre. Han forventer harme og høvl. Dirrende pegefingre og kommentarspor fyldt med bandeord. For man tager ikke ustraffet kampen op mod børnekulten. Men måske munder udgivelsen også ud i noget andet.
»Jeg har skrevet den bog, jeg ville ønske, at jeg havde fået, da jeg blev far – i stedet for »Vidunderlige uger« og »Politikens børneleksikon«.«
Myten om barnets første tre år
Henrik Hvenegaard Mikkelsen startede med en mavefornemmelse af, at noget havde ændret sig radikalt i forældreskabet. Det førte til et opslag på Facebook, hvor han spurgte, om folk anonymt ville sende eksempler på deres møde med forældreskabet. Og endelig satte han sig for at dykke ned i forskningen i et forsøg på at skille skæg fra snot – sådan rent videnskabeligt.
Her stødte han på myten om, at et barns skæbne besegles i løbet af de første tre år af dets liv.
»I forbindelse med mit opslag på Facebook fik jeg en mail fra en mor, der skrev, at hun havde været nede til et oplæg i børnehaven. Her fortalte en konsulent, at der var et window of opportunity inden for de første 1.000 dage af et barns liv,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
I mailen til Henrik Hvenegaard Mikkelsen fortalte moren, at konsulenten havde understreget, at det var meget vigtigt, at barnet i de første 1.000 dage af sit liv spiste varieret, og at forældrene læste højt for det – ellers ville det nærmest være fortabt, når det begyndte i folkeskolen.
Moren, der havde tre børn, blev ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen fortvivlet og fyldt med dårlig samvittighed. For i det øjeblik gik det op for hende, at hun slet ikke havde læst nok højt for sine to ældste børn. Den yngste kunne hun måske stadig lige nå at redde. Og maden? Det var næsten det værste. Hun havde bare ladet dem spise det, de kunne lide.
»Konsekvensen blev, at middagsmåltidet, der tidligere havde været hyggeligt, blev en konfliktzone,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Der er en central pointe med hans historie.
For i dag er forældreskabet blevet en regelfyldt affære, hvor noget bliver fremlagt som »det rigtige« at gøre, mens andet er »det forkerte«.
»Mange eksperter byder ind og siger, at der er en korrekt vej gennem forældreskabet. Og når der er det her store pres på forældrene, så får de brug for hjælp og råd. Den får de ikke som tidligere fra bedsteforældrene eller netværket. I stedet tyer de til selvhjælpslitteraturen, og det er ikke altid en god idé,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Selvhjælpsbøgernes dystre sider
Han mener, at selvhjælpsbøgerne skaber en myte om, at forældreskabet skal følge en bestemt sti. Gør det ikke det, risikerer vi, at børnene ikke får gode og produktive liv.
»Det er en myte i den vestlige verden, at vores skæbne besegles i barndommen,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Den myte er med til at presse i forvejen maste forældre, som forsøger at leve op til kravet om meget højt engagement i alle aspekter af barnets liv og udvikling.
Krav og pres ser ud til at have negative konsekvenser for forældres liv. Ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen bliver der forsket i tendensen, og der tegner sig et overordnet billede af faldende trivsel blandt nutidens forældre.
Men mens forældre gerne taler om, hvor forkert det føles at lade andre passe deres lille barn, så ser det anderledes ud med fortællingen om, at forældreskabet er for krævende.
»Forældre har meget svært ved at tale om den dårlige trivsel, fordi de er spundet ind i en moralsk historie om, at børnene er det vigtigste i livet.«
Holder den fortælling, så sidder landets fædre og mødre ude i hjemmene og læser højt fra udviklingsstimulerende børnebøger, leger udviklingsoptimerende lege og holder korrekt øjenkontakt, mens de bider sig i tungen og smiler anstrengt.
Men hvad, hvis det er sandt, at der sker noget afgørende for barnets liv i løbet af de første tre leveår. Er det så ikke vigtigt, at forældre er opmærksomme på det?
»Hvis det var sandt, var der mange ting, vi ikke ville kunne forklare. Børn oplever traumatiske ting i de tidlige år og kommer tilbage på rette kurs. Og ved tvillingestudier, hvor tvillinger er opfostret af to forskellige familier, kan man se, at forældrenes tilgang til opdragelse stort set ingen betydning har for, hvordan børnene udvikler sig. Det er ikke, fordi der ikke sker noget vigtigt i de første tre år. Men vi har overdrevet betydningen af de ting, og det lægger et meget stort pres på forældrene,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen og tilføjer:
»Der er ikke noget, der er dét rigtige, når det kommer til at opfostre et barn. Børns hjerner er meget plastiske. Vi har en idé om, at der sker noget fundamentalt i barnets første tre år. Men det enestående ved mennesket er, at det bliver ved med at udvikle sig. Vi er helt vildt dygtige til at erhverve os nye evner. Vi kan lære sprog hele livet. Og selvfølgelig er vi ikke fastlåste efter tre år.«
Du må ikke sige ikke
Myterne om forældreskabet er omtrent lige så talrige som vira og bakterier i daginstitutioner – og lige så nemme at pådrage sig.
For nylig stødte Henrik Hvenegaard Mikkelsen på noget nyt. En myte om, at man ikke må sige »ikke« til børn. Teorien er, at en forælder ikke må sige til lille William, at han ikke må spise jord. For William hører kun alle de andre ord rundt om »ikke« og føler det nærmest som en opfordring til at spise jord. I stedet skal den gode forælder komme med et forslag til en alternativ handling: »Hov, William, her har du en dejlig figenstang. Den må du gerne spise.«
»Problemet er bare, at der aldrig er lavet et studie, der viser, at børn ikke kan forstå »ikke«. Det stammer fra selvhjælpsbøger, som gerne vil hjælpe os. Men det bliver enormt stressende for forældre, at forældreskabet bliver serveret som noget, der skal se ud på én måde. Den idé vil jeg gerne udfordre.«
Han peger også på problemerne ved den kolossale bestseller »Vidunderlige uger«, som i mere end 30 år via både bog og app har fortalt forældre, hvordan deres babyer opfører sig på bestemte tidspunkter. Forældre får at vide, at deres børn på bestemte tidspunkter vil gennemgå såkaldte »tigerspring« i deres udvikling og i særlige perioder være mere eller mindre pylrede. Det holder bare ikke stik – og det kan skabe bekymring hos forældrene.
Bag »Vidunderlige uger« står to hollandske børneforskere, ægteparret Hetty van de Ritj og Frans Plooij. I Holland vakte det en del opsigt, da en af Frans Plooijs ph.d.-studerende ikke kunne finde nogen beviser for tigerspringene. Ikke mindst da det viste sig, at Frans Plooij havde forsøgt at hindre udgivelsen af den ph.d.-studerendes resultater. Sagen resulterede i, at Frans Plooij blev fyret fra sin forskerstilling på universitetet.
Kernefamiliens kortvarige storhed
Hvis vi løfter blikket fra selvhjælpslitteraturen og i stedet kigger på samfundsudviklingen, så er den ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen stærkt bidragende til, at forældrene tyer til selvhjælpslitteraturens råd.
»Grundstrukturen med kernefamilien er fuldstændig indgroet i vores forståelse af verden. Det er sådan, vi forestiller os, at en familie skal være. Men kernefamilien som en skarpt afgrænset enhed er ret ny. Den opstod i 1950erne. Før var der en langt højere grad af kontakt til den udvidede familie i hverdagen. Og kontakten er kun blevet mindre op til i dag, hvor kernefamilien nærmest har lukket sig helt om sig selv,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
I langt, langt det meste af menneskets udviklingshistorie er børn vokset op i omsorgsgrupper med i omegnen af 20 omsorgspersoner. Og ideen om, at kernefamilien historisk set er den optimale familiestruktur, er en myte.
»I jæger-samler-samfund siger forældre ikke mit barn. Det ville være helt sort for dem, for barnet skal indgå i en gruppe med mange voksne, der tager sig af det,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Heller ikke i landbrugssamfundet boede man ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen i enklaver med mor og far og børn. Forældrene skulle ud og arbejde. Her var der altså også andre, der måtte tage sig af børnene. Som regel bedsteforældrene.
»I vores forståelse af kernefamilien refererer vi til en kort periode efter Anden Verdenskrig, hvor moren kunne blive hjemme. Men kort tid derefter kunne vi ikke længere klare os med én indkomst. Så opstod institutionerne og med dem det store traume. Vi får at vide, at børnene skal være hos os hele tiden, men så skal vi give dem fra os. Det ironiske er bare, at det aldrig har været forældrenes opgave at passe børnene alene.«
Vi er jo ikke aber, vel?
Den dårlige samvittighed over at sende børnene i armene på pædagoger, ikke at lave nok sammen med dem, ikke lege nok med dem, ikke være nok for dem, er bundet op på en myte om, at børnene har akut behov for lige præcis deres forældre – og kun forældrene.
Men ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen er den forestilling værd at kaste et kritisk blik på.
For at forstå os selv skal vi kaste et blik på, hvad vi ikke er. Og selvom vi er tæt på aberne, så har vi trods alt taget et par genetiske og udviklingsmæssige spring væk fra dem.
»En gorillamor vil for eksempel aldrig give sit barn fra sig. Hun ser verden som et farligt sted. Med mennesket er det anderledes. Idet vi blev opretstående og fik store kranier, blev vores unger født tidligere og svagere. Det gav moren nogle udfordringer,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Menneskemorens udfordringer med det meget svage og krævende afkom kom til at passe godt samme med en anden evolutionær udvikling, mennesket har gennemgået. Det faktum, at menneskehunner – i modsætning til, hvordan det er hos de fleste andre arter – bliver ved med at leve længe efter, at de er holdt op med at kunne få børn.
»Det gav i sidste ende en evolutionær fordel. For de hunner, der var færdige med selv at få unger, kunne nu passe andre hunners børn. Det blev en trædesten til mere komplekse samfundsstrukturer. Helt grundlæggende kan man sige, at vi blev mennesker i det øjeblik, moren gav babyen fra sig,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Udviklingen til et samfund, hvor mødrene gav babyen fra sig, skete sandsynligvis med Homo erectus for to millioner år siden.
»Mine børn har min kone og mig, og i dagens samfund ser vi pædagogerne som et nødvendigt onde. Vi er med andre ord på vej tilbage til gorillastadiet, hvor vi igen tror, at børnene kun skal passes af moren,« siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen og tilføjer:
»Vi hungrer efter bedsteforældrenes hjælp. Men de har mistet ejerskabet over børnebørnene. De vil ikke gå ind og blande sig i kernefamilien.«
Men er det ikke en mulighed, at den nuværende fortælling om, at det er bedst for børnene med altopofrende forældre og voldsomt engagement, er sand?
»Det er ikke sandt. De studier, der er lavet af de mest primitive samfund, hvor forældre spiller en meget mindre rolle i den daglige opdragelse af børnene, og man trækker et kæmpenetværk af andre ind, viser en stor trivsel blandt børnene. Samtidig kan man se, at børnenes og forældrenes trivsel falder i de samfund, hvor forældreskabet intensiveres, og det hele samles omkring forældrene.«
Henrik Hvenegaard Mikkelsen peger på, at der kan være en sammenhæng mellem forældreskabets udvikling, og at et stigende antal børn og unge i dag mistrives og føler sig ensomme.
Henrik Hvenegaard Mikkelsens dyk ned i myterne omkring »børnekulten« har givet ham viden. Men træde helt ud af kulten har han ikke kunnet. Til det er samfundsstrukturerne alligevel for komplekse.
Om ikke andet håber han, at hans ord kan hjælpe forældre til at forstå, hvad de er en del af. Dét er hans håndsrækning til tidens maste forældre.
