Ejendomsmæglere på andelskursus

Ejendomsmæglere ruster sig til for alvor at træde ind på andelsboligmarkedet med kurser i at sælge andelsboliger. Uddannelse er tiltrængt, mener andelshavere.

Foto: Scanpix

Flere af landets ejendomsmæglere har indset, at andelsboliger er kommet for at blive på salgslisterne i deres butikker. Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) har travlt med at undervise mæglerne i, hvordan man sælger en andelsbolig, siger Thomas Torp, vicedirektør i DE.

"Vi kan se en langt større søgning til de kurser om salg af andelsboliger, vi udbyder. Vi afholder tre gange så mange kurser som for få år siden, og tre gange så mange kursister kommer igennem forløbet. Det er selvfølgelig, fordi mæglerne oplever en øget efterspørgsel," siger Thomas Torp.

For bare et år siden havde mæglerne 1766 andelsboliger til salg på boligsiden.dk. Nu nærmer tallet sig 2700 andelsboliger.

Og det er ikke uden problemer, mener Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF), for ifølge Jan Hansen, direktør i ABF, behandler mange af ejendomsmæglerne andelsboliger, som om det var ejerboliger.

"Men det går ikke. Det er nogle helt andre procedurer, der gælder ved andelsboliger. Vi får mange henvendelser fra vores andelsforeningernes bestyrelser, som ikke kan forstå, at mæglerne ikke er bedre til at formidle salg af andelsboliger. Derfor hilser vi det selvfølgelig også velkommen, at man styrker uddannelsen af mæglerne," siger Jan Hansen.

/ritzau/