Statens ejendomsselskab sælger kendt københavnerplads på Nørrebro til ejendomsudvikler

Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme har solgt Nuuks Plads på Nørrebro til et nystiftet ejendomsudviklingsselskab med rødder i 2L Holding. Ifølge både gamle og nye ejere rummer området stort potentiale.

headder
De forhenværende og nuværende ejere på Nuuks Plads på Nørrebro. Fra venstre ses Mathias Busck, Line Thorup Schultz, Karen Mosbech (administrerende direktør i Freja Ejendomme) samt Lars-Erik Houmann Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kontraframe

Det blev kun til seks år, hvor Freja Ejendomme sad som ejere af Nuuks Plads på Nørrebro. Fremadrettet er det i stedet virksomheden 2L Projektudvikling A/S – med rødder i 2L Holding A/S – der kan kalde sig indehaver af området, som grænser op til Jagtvej.

Salget af Nuuks Plads offenttligøres i dag, men den formelle overdragelse sker på mandag, 23. september.

»Vi har valgt at sælge Nuuks Plads nu, fordi vi tror, at 2L er den rette køber. Det er vores indtryk, at de har den rette plan for, hvordan de vil finde og udvikle områdets potentiale, så det bliver en integreret del af bybilledet,« siger Carsten Rasmussen, der er direktør i Freja Ejendomme.

Berlingske har talt med både de nuværende og tidligere ejere om salget.

Lars-Erik Houmann Christensen, 2L Projektudvikling

»Nuuks Plads har en fantastisk placering, og der er mange gode muligheder for at skabe noget helt særligt lige der.«


Historien gør område interessant

Områdets historie har spillet en afgørende faktor i forhold til, at skødet nu har skiftet hænder. Pladsen huser en arkivbygning tegnet af Martin Nyrop tilbage i 1894. Han har sat sit præg flere steder i Hovedstaden og har også designet Københavns Rådhus. Derudover rummer Nuuks Plads også Nils Koppels magasinbygning fra 1963.

»Nuuks Plads har en fantastisk placering, og der er mange gode muligheder for at skabe noget helt særligt. Vi har i 2L tradition for at arbejde med projekter, der er komplicerede. Vi kan godt lide at transformere historiske bygninger, så de får et nyt formål,« siger Lars-Erik Houmann Christensen, der er partner i 2L Holding A/S og en af de fire partnere i  2L Projektudvikling.

Udover ham består det nystiftede ejendomsudviklingsselskab også af Lau Kristensen, også partner i 2L Holding, samt Line Thorup Schultz og Mathias Seidenfaden Busck.

Lokalplan blev afvist

Freja Ejendomme har været indehaver af området siden 2013, og i løbet af de seks år har statens ejendomsselskab forsøgt at udvikle pladsen – uden held.

Det oprindelige projekt involverede et 75 meter højt højhus, der skulle huse almene ungdomsboliger, familieboliger og butikker. Derudover skulle pladsen også have et grønt område til gavn for beboerne og de mange københavnere, der hver dag ville komme forbi, når den nye metro åbner.

Carsten Rasmussen, Freja Ejendomme

»Det skal ikke være et sted, der kun forbindes med en metro-opgang, men i stedet være en destination, som folk husker for dens attraktion.«


Planen faldt dog til jorden i efteråret 2018, da et flertal i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg nedstemte forslaget til en ny lokalplan. Herefter gik man hos Freja Ejendomme i gang med en ny plan, men den kommer altså heller ikke til at se dagens lys.

»Vi har hos Freja Ejendomme tidligere udviklet et projekt, som vi synes var interessant for Nuuks Plads. Men det vigtigste for os er ikke, hvem der laver det, så længe det ender ud i et slutresultat, hvor Nuuks Plads får en særlig betydning. Det skal ikke være et sted, der kun forbindes med en metroopgang, men i stedet være en destination, som folk husker for dens attraktion,« siger Carsten Rasmussen fra Freja Ejendomme.

Den samme tanke deler områdets nye ejere, og købet er da heller ikke en pludselig indskydelse fra deres side af. Ifølge Lars-Erik Houmann Christensen har man nemlig holdt øje med området længe.

Interessen skyldes ikke blot den føromtalte placering blandt historiske bygninger og en kommende metro, men derimod også den spændende udvikling, som Nørrebro har været igennem den seneste årrække. Bydelen er ifølge ham nemlig et sted »med en masse positiv energi«.

Muligt at forme området

Det er endnu for tidligt at sige, hvad de nye ejeres planer for området er, for man er nemlig stadig i gang med at se på de mange muligheder. På trods af dette kan Lars-Erik Houmann Christensen dog garantere, at man ikke kommer til at søge 75 meter op i luften, som Freja Ejendomme ellers ønskede i første omgang.

Han kan dog derimod ikke garantere, at Nils Koppels bygning bliver stående – den gamle bygning har nemlig en konstruktion, som gør den uegnet til meget andet end det, som den oprindeligt var bygget til – arkivering. Omvendt er der ingen tvivl om, at Martin Nyrops bevaringsværdige bygning skal inkorporeres i det endelige byggeri.

Hverken køber eller sælger ønsker at tale om, hvor meget områdets nye ejere har måttet punge ud for skødet. Dog lyder det fra begge parter, at man er »meget tilfreds« med handlen.

»Enhver ved, at det ikke er billigt at købe i København, men potentialet er også stort. Det er vigtigt at huske på, at vi nu har købt en bygning, som ikke har en lokalplan. Det vil sige, at vi i samarbejde med Københavns Kommune nu skal finde ud af, hvad der skal ske. Vi har dermed mulighed for at være med til at forme tingene – og det kan vi godt lide,« siger Lars-Erik Houmann Christensen.