Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der bliver stadig færre boliger at vælge imellem for køberne. Boligsiden har netop offentliggjort nye tal, der viser, at husudbuddet er på det laveste niveau, siden Boligsiden begyndte at måle det i 2010. Hårdest ramt er Region Hovedstaden med et boligudbud, der er faldet med 24 procent siden sidste år.
Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre peger på den høje handelsaktivitet, der steg med næsten 60 procent i maj og juni i forhold til marts og april, som primær årsag til faldet i udbuddet af boliger i hovedstaden.
»Markedet var præget af nedlukning og smittefrygt i marts og april, men Region Hovedstaden er ikke desto mindre den region, som med længder har accelereret kraftigst efter nedlukningen,« siger han.
Boligudbuddet begyndte allerede at falde i andet halvår af 2019, hvilket ifølge Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit, skyldes det ret markante rentefald på boliglån sidste sommer.
»Rentefaldet gjorde det billigere at betale ydelsen og nemmere at blive kreditgodkendt, og det lokkede mange købere frem. Derfor begyndte boligudbuddet at falde, og det er fortsat lige siden,« siger hun.
Der blev altså solgt flere boliger, end der kom nye på markedet.
Kan ikke følge med
Udvalget af huse i Region Hovedstaden er faldet med en fjerdedel siden sidste år, så der nu kun er godt 4.000 huse til salg i og omkring København. Normalt stiger antallet af sælgere ved forårets begyndelse, men det er ikke sket i år.
»Vores vurdering er, at sælgerne i første omgang holdt igen af frygt for, om deres bolig ville ende som en hyldevare som følge af coronavirussens forventede betydning for boligmarkedet,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Normalt betyder længere liggetider større afslag i salgsprisen.
Og selv om flere har villet sælge deres bolig i maj og juni, er antallet af boliger til salg fortsat med at falde.
»Nye boliger til salg har kort og godt ikke kunnet følge med appetitten på boligkøbene,« siger Jeppe Juul Borre.