Kolonihaveforening anset som erhvervsdrivende i entreprisesag

Voldgiftsretten har i en ny kendelse slået fast, at en kolonihaveforening ikke altid er en forbruger, selvom de enkelte haveejere er privatpersoner.

Kolonihaver er næsten symbol på alt, hvad der er jævnt og almindeligt i Danmark. Men hvis kolonihaveforenin-gen agerer professionelt, bliver den ikke desto mindre betragtet som en professionel part, hvis den kommer i retstvist. Det samme gælder lignende foreninger, f.eks. grundejer- eller andelsforeninger. Foto: Sarah Christine Nørgaard, Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tvister skal som udgangspunkt afgøres ved domstolene. Parterne kan vælge at fravige dette udgangspunkt ved at aftale, at en tvist skal afgøres ved voldgift. Sådanne aftaler ses ofte i entrepriser, og voldgiftsklausuler er endda indarbejdet i AB-dokumenterne.

En aftale om at afgøre en tvist ved voldgift er bindende, medmindre aftalen er indgået med en forbruger før tvi-stens opståen. Konsekvensen heraf er, at en forbruger – uanset en forudgående aftale om voldgift – kan kræve, at en tvist skal behandles ved domstolene.

Voldgiftsloven tager ikke stilling til, hvornår en aktør er forbruger, men der kan tages udgangspunkt i definitionen i forbrugeraftaleloven. Det følger heraf, at der er tale om en forbrugeraftale, hvis en aftale er indgået med en erhvervsdrivende som led i dennes erhverv, når den an-den part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.

En privatperson, som får lavet en entreprise i sin egen bolig, er således forbruger. Men også juridiske personer kan falde under forbrugerbegrebet. For eksempel er det almindeligvis antaget, at almene boligorganisationer, andelsbolig-, grundejer-, ejerlejligheds- og kolonihave-foreninger falder under forbrugerbegrebet, når medlem-merne er privatpersoner.

I en nyere kendelse fandt voldgiftsretten dog, at koloni-haveforeningen i sagen var erhvervsdrivende.

Sagen for voldgiftsretten

Sagen vedrørte en kolonihaveforening, som var bygherre i et projekt for kloak, dræn og vand i haveforeningen. Kolonihaveforeningen havde sammen med sin professionelle rådgiver udbudt arbejdet gennem et prækvalifikations- og udbudsforløb, hvorefter kolonihaveforeningen på grundlag af nogle kriterier udvalgte en række entreprenører, der herefter afgav tilbud på arbejdet. Kolonihaveforeningen valgte at antage en hovedentreprenør, som havde afgivet et tilbud med en samlet sum på 13,8 mio. kr.

»Som EU-domstolen tidligere har anført, skal det også holdes in mente, at en og samme aktør kan anses som forbruger i en relation og erhvervsdrivende i en anden.«


Der opstod efterfølgende en tvist mellem kolonihavefor-eningen og hovedentreprenøren. Parterne havde vedtaget AB 92 og dermed, at eventuelle tvister skulle afgøres ved voldgift. Hovedentreprenøren ønskede sagen be-handlet ved en voldgiftsret, mens kolonihaveforeningen modsatte sig dette, idet foreningen efter deres opfattelse var forbruger.

Voldgiftsretten kom frem til, at kolonihaveforeningen ikke kunne anses for at være en forbruger. Voldgiftsret-ten lagde i den forbindelse navnlig vægt på fem forhold.

Voldgiftsretten lagde for det første vægt på, at kolonihaveforeningen i samarbejde med en rådgiver havde ud-arbejdet udbudsmaterialet, og at aftalen med hoveden-treprenøren blev indgået efter et prækvalifikations- og udbudsforløb, hvilket er atypisk for en forbruger.

Voldgiftsretten lagde for det andet vægt på, at der var tale om en tvist mellem en bygherre og en hovedentreprenør.
For det tredje lagde voldgiftsretten vægt på, at tvisten vedrørte en større entreprise til et tocifret millionbeløb, som indeholdte en række tekniske og juridiske problemstillinger, som almindeligvis ville blive behandlet efter reglerne i AB 92.

For det fjerde lagde voldgiftsretten vægt på kolonihaveforeningens størrelse, navnlig at foreningen modtog betydelige lejeindtægter.

Afslutningsvist og for det femte lagde voldgiftsretten vægt på, at kolonihaveforeningen under hele forløbet havde handlet professionelt og havde været bistået af en ekstern rådgiver, og at foreningens bestyrelse var afløn-net.

Sagens rækkevidde

Afgørende for voldgiftsrettens afgørelse har været den konkrete kolonihaveforenings organisation og ageren i sagen, navnlig de fem ovennævnte forhold.

Selvom vurderingen skal tages med afsæt i de konkrete forhold, yder voldgiftssagen således god vejledning for, hvilke forhold der indgår i vurdering af, hvorvidt en kolonihaveforening – og andre foreninger – skal anses som erhvervsdrivende eller som forbruger i byggeprojekter. Ingen af de i kendelsen nævnte forhold kan dog indivi-duelt siges at være tilstrækkelig til med sikkerhed at konkludere, at en forening er forbruger eller erhvervs-drivende.

Som EU-domstolen tidligere har anført, skal det også holdes in mente, at en og samme aktør kan anses som forbruger i en relation og erhvervsdrivende i en anden.