Klarhed omkring byggeriets tidsplaner er afgørende

Gennemførelsen af et rettidigt byggeri beror på de tidsplaner, bygherren, entreprenøren og rådgiveren skal udarbejde. Begrebsforvirring og løbende revidering af tidsplaner kan føre til tvivl og tvister om planernes rækkevidde og gyldighed.

Byggerier sker efter en plan, som forpligter parterne. Men i de nye betingelser – AB 18 – er der sket en ændring, så det er entreprenøren alene, og ikke entreprenøren og bygherren i samarbejde, der lægger planen. Foto: Henning Bagger, Scanpix Fold sammen
Læs mere

Indenfor byggeriet findes adskillige typer tidsplaner. Flere af dem har mere end én praktisk betegnelse. Det kan give anledning til forvirring, hvis parterne ikke enes om tidsplanernes betydning og gyldighed.

Den overordnede tidsplan for byggeprocessen kaldes en hovedtidsplan. Efter de »Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed – AB 18« skal hovedtidsplanen udarbejdes af bygherren, og den udgør en del af udbudsmaterialet.

Den skal blandt andet indeholde et start- og sluttidspunkt for byggeriet, eventuelle mellemfrister, antallet af indregnede spilddage og andre forhold, der har indvirkning på tidsforbruget. Efter kontraktindgåelse benyttes begrebet den aftalte hovedtidsplan.

De tidligere standardvilkår – AB 92 – danner stadig grundlag for et stort antal entrepriseaftaler, og her anvendes blot betegnelsen tidsplan. I praksis anvendes under AB 92 begrebet udbudstidsplan om den tidsplan, der fremgår af udbudsmaterialet, og begrebet kontraktstidsplanen om den vedtagne tidsplan.

Udover hovedtidsplanen findes også en arbejdsplan. Arbejdsplanen angiver rækkefølgen for de enkelte dele af entreprenørens arbejde og er med til at give bygherren en forventning om opfyldelsestidspunkter for det aftalte arbejde.

Nye regler i AB 18

Efter AB 92 udarbejdes arbejdsplanen i samarbejde mellem entreprenøren og bygherren, men efter AB 18 udarbejdes den af entreprenøren alene. Hvis bygherren har antaget flere entreprenører, skal bygherren i samarbejde med disse udarbejde en samlet arbejdsplan (en detailtidsplan), inden arbejderne påbegyndes. Detailtidsplanen, som kun fremgår af AB 18, koordinerer entreprenørernes arbejder indbyrdes.

Det er omtvistet, om arbejdsplaner er kontraktuelt bindende og dermed sanktionsbærende for entreprenøren, hvis den ikke overholdes. Retspraksis viser, at hvis den manglende overholdelse påvirker kritisk vej i byggeriet, kan en overskridelse være sanktionsbærende. Det vil sige, at hændelsen rent faktisk skal føre til forsinkelse i forhold til en aftalt frist.

Det er sædvanligt i større entrepriser, at bygherren forpligter entreprenøren til at fremsende opdaterede arbejdsplaner på f.eks. månedlig basis.

I forhold til byggeriets rådgivende parter udarbejdes en ydelsesplan, som skal overholde fristerne i den aftalte hovedtidsplan. Både i forhold til rådgivere og eventuelt den projekterende entreprenør anvendes af og til »projekteringstidsplan,« som dækker over en tidsplan for, hvornår projekteringsarbejder skal være færdiggjorte.

»Det er vigtigt, at betegnelserne så vidt muligt følger de officielle i de nugældende standardvilkår – AB 18. Vigtigst er det dog, at begreberne anvendes entydigt og konsekvent igennem aftalegrundlaget, så i hvert fald parterne selv er enige om deres betydning.«


Man kan altså støde på en bred vifte af betegnelser og tidsplaner i forskellige sammenhænge. Det er vigtigt, at betegnelserne så vidt muligt følger de officielle i de nugældende standardvilkår – AB 18. Vigtigst er det dog, at begreberne anvendes entydigt og konsekvent igennem aftalegrundlaget, så i hvert fald parterne selv er enige om deres betydning.

De problematiske tidsplaner

Retspraksis på området har vist, at det er afgørende for vurderingen af forsinkelsen, at der – uanset tidsplanens navn – er aftalt en bindende tidsplan med klare og forpligtende frister. Der lægges vægt på aftaleforholdets tidsplan, herunder hvad parterne konkret henholder sig til. Det gælder også i forhold til deres udviste adfærd.

Udover manglende tidsstyring kan uklar begrebsanvendelse og især en manglende klarhed omkring tidsplaners vedtagelse føre til tab af rettigheder. Det gælder særligt for den bygherre, som mener sig berettiget til at opkræve dagbod eller gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende overfor sin forsinkede entreprenør.