Entreprenørens besparelser i byggeriet

Entreprenørers besparelser, som ”påtvinges” bygherren, skal som hovedregel godskrives bygherren. Efter en nyere voldgiftskendelse gælder dette også, hvis besparelsen skyldes fejl hos bygherrens rådgiver.

Hvis en ændring af byggeplanerne undervejs medfører en besparelse, tilfalder denne bygherren – også selv om ændringen sker mod dennes ønske. Foto: Sofie Mathias-sen, Scanpix Fold sammen
Læs mere

Entreprenører udfører som regel arbejder på baggrund af projektmateriale fra bygherren eller dennes rådgiver – et ”hovedprojekt”. Hovedprojektet danner grundlag for bygherrens udbud og entreprenørens tilbud.

Selvom entreprenøren har afgivet tilbud og bundet sig til sin afgivne pris, kan der være behov for ændringer i udformning, materialevalg eller noget tredje. Ændringer kan både vedrøre tilføjelse af noget ekstra eller fjernelse til noget mindre.

Det er en grundlæggende regel efter både AB92 og det nye AB18, at entreprenøren har krav på ekstrabetaling ved merarbejder samt pligt til at godskrive bygherren sine besparelser, hvis der udføres mindre arbejde. Efter AB18 behandles dette i § 24.

AB18 § 24 beskriver reelt situationer, hvor bygherren aktivt beslutter, at arbejderne skal formindskes eller udvides. I praksis sker det dog, at en formindskelse eller en reel forringelse af arbejderne forårsages af andre forhold end bygherrens aktive valg.

En forringelse af arbejderne kan skyldes fejl hos rådgiveren. I disse tilfælde opstår spørgsmålet, om entrepre-nøren stadig skal godskrive bygherren besparelsen, og hvilket ansvar rådgiver eventuelt kan påføre sig. Der er taget stilling hertil i en nyere voldgiftskendelse.

Nej tak til besparelse

Kendelsen omhandlede modernisering af en boligfor-ening. Boligforeningen havde antaget en rådgiver til at udarbejde hovedprojekt, der derefter lå til grund for udbud af moderniseringen.

Efter flere rettelser blev det fastsat, at der skulle anven-des trelagsruder til moderniseringen af vinduer. Ved ud-bud af opgaven blev det drøftet, om der kunne anvendes tolagsruder for at opnå en besparelse. En bydende entreprenør sendte et alternativt tilbud, der viste besparelsen ved skift af ruder. Entreprenøren havde også afgivet et tilbud omfattende trelagsruder.

Under kontraktdrøftelser takkede boligforeningen nej til besparelsen. Der blev herefter indgået kontrakt mellem den bydende entreprenør og boligforeningen.

Boligforeningens rådgiver opdaterede senere arbejdsbe-skrivelsen for vinduer, men glemte at angive at der skulle anvendes trelagsruder som drøftet. Entreprenøren anvendte den mangelfulde arbejdsbeskrivelse og bestilte alene tolagsruder hos sin leverandør. Boligforeningens rådgiver var vidende herom, men reagerede ikke før der allerede var installeret tolagsruder i næsten tre ud af seks boligblokke. I de resterende tre blokke blev der installeret trelagsruder.

Boligforeningen krævede, at entreprenøren skulle erstatte omkostningerne til udskiftning til trelagsruder i de første tre blokke. Entreprenøren krævede, at der ikke skulle ske en udskiftning, og at installationen af trelagsruder i de sidste tre blokke var ekstraarbejder, som berettigede til ekstra betaling.

Rådgiveren var ansvarlig

Voldgiftsretten fandt, at entreprenørens tilbud omfattede trelagsruder i samtlige blokke. Voldgiftsretten fandt også, at grundet hændelsesforløbet med udsendelse af forkert arbejdsbeskrivelse og rådgivers manglende reaktion på leveringen af tolagsruder, kunne entreprenøren ikke pålægges at erstatte omkostningerne til udskiftning.

»Entreprenøren havde ved at installere tolagsruder i stedet for trelagsruder ”påtvunget” boligforeningen en bespa-relse, som entreprenøren skulle fralægge sig og godskrive bygherren.«


Entreprenøren havde dog ”påtvunget” boligforeningen en besparelse ved at installere tolagsruder. Denne besparelse skulle entreprenøren fralægge sig og godskrive bygherren.

Boligforeningens rådgiver var ansvarlig for anvendelse en forkert type rude i de første tre boligblokke og skulle erstatte omkostningerne til udskiftning. I omkostninger-ne blev fratrukket den godskrivelse, bygherren havde fået fra entreprenøren.

Endelig fandt voldgiftsretten, at entreprenøren ikke hav-de krav på ekstra betaling for installationen af trelagsruder i de sidste tre blokke. Dette var begrundet med, at entreprenøren reelt blot leverede i henhold til sit oprindelige tilbud, hvorfor der ikke kunne være tale om ekstraarbejder.

Kendelsen er udtryk for, at princippet om entreprenørens godskrivelse af besparelser reelt også gælder i tilfælde, hvor besparelsen ikke er krævet af bygherren.

Det er dog væsentligt, at besparelsen blev set i sammenhæng med, hvad der var aftalt. Havde entreprenøren haft et frit valg af ruder, ville en opnået besparelse som ho-vedregel ikke skulle godskrives. Besparelser, som entre-prenøren eventuelt opnår ved et godt tilbud hos sin leverandør, kan også beholdes af entreprenøren.