Efterspørgslen efter københavnske lejligheder stiger igen: »Køberne vil selvfølgelig gerne forsøge at forhandle om prisen«

Fremvisningsindekset for maj fra Danske Bank og Home viser en fremgang på 25 procent i interessen for at komme på fremvisning. Navnlig København er på vej fremad igen.

Lejlighedsefterspørgslen er på vej op igen efter nogle sløje måneder. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Nu ser det ud til, at interessen for ejerlejligheder vender tilbage efter flere hårde måneder under coronakrisen, hvor efterspørgslen har været i bund.

Både sommerhuse, villaer og rækkehuse er ombejlede, og nu ser det også ud til, at lejlighederne er på samme vej, fremgår det af en pressemeddelelse fra Home.

»Køberne er mere optimistiske. Holdningen er, at det »nok skal gå, det hele«. Vores byer ligner sig selv igen, og det påvirker lysten til at se på lejlighed,« siger Michael Dalsager, der er seniorkommunikationskonsulent i Home, i meddelelsen.

Således viser fremvisningsindekset for maj fra Danske Bank og Home, at interessen for at komme på fremvisning steg med omkring 25 procent fra april til maj. Også nye handler er kommet i stand, og tal fra Boligsiden viser ifølge meddelelsen, at der de seneste fire uger er solgt 12 procent flere lejligheder end i samme periode sidste år.

Hovedstaden klarer sig godt

Navnlig i hovedstaden går lejlighedssalget godt, selv om markedet i de største byer ellers har været under størst pres i begyndelsen af coronakrisen.

»De kunder, der er i markedet, er meget mere afklarede, end de har været tidligere. Vi havde et dyk, lige da Danmark lukkede ned, men allerede måneden efter var vi oppe på fuld styrke igen. Køberne vil selvfølgelig gerne forsøge at forhandle om prisen på grund af den usikkerhed for økonomien fremadrettet, som coronakrisen har skabt, men priserne holder ganske godt lige p.t.,« lyder det fra medindehaver Michael Hammerbak fra Home Vesterbro og Home Christianshavn, der i øvrigt har sat salgsrekord i sine forretninger i maj.

Det fremhæves dog, at den positive udvikling kan blive påvirket, hvis økonomien, arbejdsløsheden eller sygdomsudviklingen ændrer sig markant.

Samtidig påpeges det, at der er færre lejligheder til salg, end der plejer.