Baronesse flytter hjem til tomt slot

Når Louise Iuel Albinus og Nikolaj Albinus flytter hjem til Valdemars Slot, så følger inventaret ikke med. Det står nemlig i Caroline Flemings søns navn.

Det er lykkedes for Louise Iuel Albinus og hendes mand, Nikolaj Albinus, at købe Valdemars Slot, som hun indtil nu ejede halvdelen af. Men når hun og  Nikolaj Albinus flytter hjem til slottet, følger inventaret ikke med.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lykkedes for Louise Iuel Albinus og hendes mand, Nikolaj Albinus, at købe Valdemars Slot, som hun indtil nu ejede halvdelen af. Udbudsprisen lød på 165 millioner kroner, og hun har altså skullet betale halvdelen af det endelige beløb. Hvad det løb op i, er ikke oplyst.

Førhen så det ud til, at hun måtte sælge til en anden køber, fordi pengene manglede. Men nu er det altså lykkedes at finde midlerne.

»Både Nikolaj og jeg har nogle penge selv, og så har vi fået hjælp,« siger Louise Iuel Albinus til Berlingske.

Hun uddyber ikke, hvor stor en andel, de selv er kommet med, ligesom hun heller ikke fortæller, hvor hjælpen kommer fra.

Lån i egen bolig

Valdemars Slot har af flere omgange optaget lån, både privat og i Nykredit. I den seneste årsopgørelse fra 2020 fremgår det, at der var lån for knap 97 millioner kroner.

Flere af Nikolaj Albinus’ virksomheder har underskud, og i GFP Ejendomme, hvor han ejer 33 procent, er der et underskud på knap 3,5 millioner kroner.

I januar optog parret et realkreditpantebrev hos Totalkredit i deres nuværende bolig i Charlottenlund på 8,7 millioner. Det fremgår ikke, om de penge er blevet brugt til at finansiere købet.

Inventaret rykker ud

De overtager slottet 15. maj, men flytter ikke ind med det samme.

»Der er stadigvæk en masse praktisk, så det bliver ikke lige her og nu, men når tiden er der,« siger Louise Iuel Albinus.

Og når de rykker ind, så er en stor del af det prangende inventar ikke med. Louise Iuel Albinus oplyser selv, at det ikke følger med i købet, da det står i Caroline Flemings søn, Alexander William Flemings, navn.

Da søstrenes far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, døde, stod Alexander William Fleming, som dengang kun var 12 år gammel, som arvtager.

Men fordi slottet igennem længere tid har været tynget af underskud, valgte Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus at overtage slottet i 2021.

Slottet har tidligere drevet museum og udlejet lokaler til private arrangementer. Louise Iuel Albinus siger, at hun ikke må udtale sig om, hvorvidt det stadig bliver en realitet i fremtiden.

Kæmpe begejstring

Trods det er optimismen hos Louise Iuel Albinus ikke til at tage fejl af.

»Vi er overoverlykkelige, og vi har fået kæmpe opbakning. Der har været en masse lykønskninger fra familie og ansatte. De har virkelig givet os troen på, at det lykkedes.«

Hun nævner, at de har nogle »rigtig gode planer« for slottet i fremtiden. De ønsker, at der skal være en bedre dialog med de lokale. Hun siger også, at de har planer om at bruge slottet på en »hensigtsmæssig måde«.

»Vi synes selv, vi har nogle rigtig gode planer, og efterhånden som de realiseres, så fortæller vi om dem.«

Hun fortæller, at de er i gang med at istandsætte de udlejede boliger, de tilbyder til private og erhverv.

Og hun virker klar til at gøre noget ved det underskud, som slottet længe har haft.

»Vi fokuserer på en masse nye aktiviteter, der kan bidrage til en bedre økonomi på slottet, og så fortsætter vi, hvor vi slap.«

Forholdet til Caroline

Striden opstod sidste år, hvor Caroline Fleming, som ejede den ene halvdel, ikke ville godkende regnskabet for 2021. Efter flere omgange førte det i sidste ende til, at slottet blev sat på tvangsauktion.

»Jeg ved ikke, hvad Caroline siger om det her, men jeg håber, at Caroline glæder sig over, at vi nu kan bevare slottet i familien.«

Hun siger ikke, hvorvidt de to er i kontakt på nuværende tidspunkt.

En del af Caroline Flemings indsigelse handlede om, at regnskabet viste et overskud for første gang i mange år. Det viste sig ikke at være rigtigt, og i stedet var der et underskud på 270.000 kroner.

Efter købet blev offentliggjort, udtalte Louise Iuel Albinus til Fyns Amts Avis, at »da vi var der, gik tallene fra at være røde til at være sorte.«

Hun har ikke nogle kommentarer til regnskabet eller den udtalelse.

Caroline Fleming har ikke nogen kommentar til købet.