Dronningen i bogbussen

Julebog: En kongelig læser Dronning Elizabeth bliver vild med at læse, og hoffet går i kriseberedskab. Alan Bennett har skrevet en fin, lun miniroman om læsningens glæder.

Alan Bennett, født 1934, er både forfatter og skuespiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Den engelske dronning vidste ikke, at der holdt en nedslidt bogbus bag ved Buckingham Palace, men da hendes gøende hunde løb derhen, gik hun ind for at sige undskyld. Chaufføren og den enlige låner kunne fortælle hende, at bussen kom hver onsdag, og for at være høflig spurgte dronningen, om hun også kunne låne en bog. Før havde Elizabeth II aldrig interesseret sig for at læse. At læse bøger var en hobby, og »det lå i sagens og bestillingens natur«, at dronningen ikke havde nogen hobby. »Hobbyer betød, at man havde præferencer, og præferencer skulle undgås; præferencer udelukkede folk. Man havde ingen præferencer. Hendes job bestod i at vise interesser, ikke i selv at være interesseret.«

Alt det ved den unge låner i bussen ikke noget om. Han har et ydmygt job i paladsets køkken, men han er vild med at læse, og han finder de rigtige bøger til den ældre monark, som skal begynde helt forfra. Takket være ham opdager dronningen en ny og vidunderlig verden. Bøgerne hjælper hende til at finde ud af, hvad mennesker er, og nok har hun hilst på mange mennesker, men hun har ikke været inde i deres liv. Dronningen begynder at smugle bøger med i guldkareten, og hun lægger sig syg, hvis hun ikke kan holde op midt i en god roman. Hoffet bliver bekymret, fordi monarken forandrer sig. Hun bliver selvstændig, hun tager litterære samtaleemner op, hun synes sågar, at embedsmændene skulle læse bøger. Usch, tænker de og sætter kriseberedskabet i gang.

Med spids pen
Ingen kunne skrive den historie finere end Alan Bennett, som hele sit liv har skrevet muntre, humoristiske, rørende portrætter med spids pen. I »En kongelig læser« kommer man til at holde meget af dronningen, som har lært at sige »man« om sig selv og lade pligten gå frem for alt. Først læser hun bøger af pligt, men så bliver hun klar over, at bøgerne er ligeglade med, hvem der læser dem. Alle læsere er lige, og læsningen er fælles.

Alan Bennetts mange bøger er ikke oversat, men burde blive det. Man skulle begynde med »Four Stories«, som bl.a. har hans fuldstændig vidunderlige beretning fra det virkelige liv – hans eget – om den gale miss Shepherd, som boede i en forfalden varevogn på gaden i Camden Town. Hun blev chikaneret, og for sin sjælefreds skyld lod Alan Bennett hende flytte vognen ind i hans egen forhave. Der boede miss Shepherd i 15 år!

Han har skrevet kærligt om sin barndom i Leeds i et beskedent hjem i 30erne og 40erne. Om at være en anderledes dreng, der stod og skrubbede forældrenes proteser rene, når de var faldet i søvn. Om sine år i hæren og i Cambridge, hvor han kom ind i teaterverdenen. Hans lange stribe af TV-monologer »Talking heads« med de bedste engelske skuespillere er ikke overgået. Dem kan man se på video, igen og igen. Bare DR ville sende dem.