Dræbertræ fra Fælledparken havde svamp

Det var svamp i det træ i Fælledparken, som væltede ud på vejen og dræbte en bilist. Og parken er altid farlig, når det blæser.

Foto: Christian Fisker
- En forfærdelig og tragisk ulykke.

Sådan betegner John Pape, chef for Center for Park og Natur, Københavns Kommune, ulykken i Fælledparken. Ved middagstid blev en mand dræbt, da et bøgetræ væltede ned på en bil, der kørte forbi på Øster Alle. Hele Fælledparken blev straks efter afspærret af frygt for, at flere træer kan vælte i blæsevejret.

Ifølge John Pape er en svamp i træet - kæmpe-knippeporesvamp - formentlig årsag til, at træet væltede.

- Når vi ser på rodkagen, mener vi, at træet er væltet, fordi det er angrebet af svamp, men der skal nu yderligere undersøgelser til, før vi kan sige det helt sikkert, siger John Pape.

Besværlig svamp
Problemer med kæmpe-knippeporesvamp er, at man kun kan konstatere, om et træ er angrebet om efteråret, hvor svampen udsender synlige sporer omkring træet. Over jorden er der intet at se på træet. De sidste 10-12 år har Park og Natur fældet træer i Fælledparken på grund af svampeangreb.

- Siden 2005 har vi haft kik på alle træer i parken. Og for tre uger siden har vi fældet træer i nærheden af de to træer, der er væltet. Men netop de to træer var ikke i søgelyset, siger John Pape.

I forbindelse med renoveringen af Fælledparken vil en stor del af de gamle træer og buske blive udskiftet, men der vil stadig være gamle træer i parken.

Natur og Park overvejer nu, om der skal sætte advarselsskilte op i Fælledparken, men John Pape understreger, at der altid er fare forbundet med at færdes i parker og skove i blæsevejr.

Det er uvist, hvornår Fælledparken åbner igen.

Web-tv