Dovenskabens filosofi

I juli behandler vi de syv dødssynder i syv kronikker. Claes Kastholm Hansen introducerede kardinalsynderne søndag 1. juli og i løbet af måneden retter en række skribenter lyset mod synderne én efter én. I dag skriver den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen om dovenskaben, der måske snarere er en dyd. Det er ikke arbejdet, men fritiden, som slider os ned, mener kronikøren.

Dovenskaben har næppe nogensinde haft dårligere kår end i dag, fordi vor ubændige virkelyst simpelthen ikke giver den nævneværdigt rum. Den er under pres fra flere kanter; arbejdet tager selvfølgelig meget tid, som ellers kunne være viet dovenskaben, men en større trussel mod dovenskaben i dag er paradoksalt nok fritiden.

Dovenskab er faktisk ikke en af de syv dødssynder. Denne synds latinske navn er acedia, som snarere betegner sløvhed, kedsomhed eller depression. At det ikke gik så godt med dem, der forfaldt til acedia, ser vi i syvende sang af Dantes Guddommelige komedie, hvor disse accidiosi er henvist til et dybt søle, hvor de gurgler en slags sang om, at de er straffet for det dårlige humør, de hengav sig til, fremfor at glæde sig over solskinnet. Synden her er altså ikke manglende aktivitet, men derimod en sindstilstand, nærmere bestemt en mangel på glæde over livet og kærlighed til Gud. Denne synd blev så gradvist omfortolket i retning af dovenskab.

Den protestantiske arbejdsmoral har imidlertid været en betydelig mere alvorlig trussel mod dovenskaben end den katolske teologi. I antikken og middelalderen blev arbejdet stort set betragtet som en forbandelse. For Aristoteles var arbejdet noget, som stod i vejen for menneskets sande bestemmelse. I modsætning til dette udviklede den protestantiske reformation et syn på arbejde som noget positivt for alle mennesker. Luther indførte den tanke om arbejdet som et kald, ifølge hvilken mennesket skulle tjene Gud gennem sit arbejde. Calvin videreførte Luthers tanker og hævdede, at alle måtte arbejde, også de rige, fordi det var Guds vilje.

Efterhånden som samfundet blev mere og mere sekulariseret, forsvandt den teologiske begrundelse, men den protestantiske arbejdsmoral forblev. Hos Immanuel Kant er den blevet en integreret del af selve menneskets natur.

»Mennesket er det eneste dyr, som må arbejde,« skrev han. Nødvendigheden af at arbejde er her ikke så meget en pragmatisk som en eksistentiel størrelse, idet vi ville kede os ihjel uden arbejdet. Arbejdet bliver i direkte modsætning til den aristoteliske opfattelse det sande udtryk for, at man er et civiliseret menneske. Som Henry Ford senere udtrykte det: »Der findes ingen plads i civilisationen for den dovne«.

Denne arbejdsmoral har givet os en enorm materiel velstand, og velstanden øges stadig. I mange vestlige lande har vi fordoblet produktiviteten i løbet af de seneste 50 år. Det indebærer i princippet, at vi kunne have arbejdet halvt så meget, som vi gjorde for 50 år siden og alligevel have beholdt den samme levestandard. Det har vi imidlertid ikke gjort. I stedet har vi valgt at hente denne produktivitetsstigning ud i form af materielle goder. Hvis man kunne slå sig til tåls med at have en gennemsnitlig dansk levestandard anno 1950, ville man have oceaner af tid til rådighed til dovenskab. Hvis man derimod vil have en gennemsnitlig dansk levestandard anno 2007, bliver der mindre tid til dovenskab, men man vil alligevel have lejlighed til at dyrke denne »last«.

En udbredt myte vil vide, at vi i dag arbejder så forfærdelig meget mere end tidligere. Det stemmer ganske enkelt ikke: vi arbejder faktisk ikke mere, end at der burde være rigelig med tid til at give sig hen til dovenskab. Det officielle danske arbejdsår er på 1.776 timer, selv om det reelle tal nok er en del lavere. Et helt år indeholder 8.760 timer. Hvis vi trækker 8 timers søvn i døgnet fra 2.920 timer har man immervæk stadig 4.064 timer tilbage til dovenskab. Det er næsten 80 timer om ugen. Ganske vist bruger man tid på madlavning, vask osv., men man behøver ikke overdrive. Lidt snavs i krogene er dog til at leve med. Desuden er vi i arbejde en stadig mindre del af livet, og sociologen Manuel Castells anslår, at vi i Vesteuropa og Nordamerika snart vil være nede på et gennemsnit på 30 arbejdsår i et liv, som varer 75-80 år. Vi er således i arbejde i mindre end halvdelen af livet. Ser man sit liv som en helhed, har man, når alt kommer til alt, potentielt mere tid til at dyrke dovenskaben end til noget andet. Man kan være et produktivt, arbejdende medlem af det danske fællesskab og alligevel gøre dovenskaben til sin hovedgerning i livet.

Mange klager i dag over, hvor udslidte de er blevet af arbejdet. Min hypotese er, at det ikke er arbejdet, som slider os op, men snarere fritiden. Den protestantiske moral synes at have forfulgt os fra arbejdet og videre ind i fritiden. Vi ser ud til at have ophøjet Benjamin Franklins udsagn: »Time is money«, til også at være fritidens første bud. Ikke et sekund må gå til spilde. Man bør til enhver tid udvikle sig mest muligt, have rejst til så mange steder som muligt, træne for at holde kroppen på højde med de gældende skønhedsidealer, købe de rigtige genstande, som kan vise, at man er et vellykket menneske osv. Man skulle tro, at fritiden er en konkurrence, hvor den, der til sidst har presset flest aktiviteter ind på kortest mulig tid, løber af med sejren. Denne effektivitetskult er direkte ødelæggende for fritiden, og den berøver dovenskaben dens retmæssige plads i menneskenes liv.

Den store trussel mod dovenskaben i dag er altså ikke arbejdet, men derimod vores hyperaktive fritid, hvor vi har gjort kompromisløs selvrealisering og personlig udvikling til en pligt, der er så lige så streng som den protestantiske arbejdsmoral.

De af os, der har fået den protestantiske moral banket ind i rygraden, plages kronisk af en vag skyld­følelse, fordi vi ikke får udrettet tilstrækkelig meget, og dette fordærver utvivlsomt tilværelsen. Der findes kun én redning fra skyldfølelsen, og det er sygdom. En gang imellem gerne midt om vinteren vågner man en morgen og mærker, at en influenza eller svær forkølelse har meldt sig med en sådan kraft, at det ikke er aktuelt at gå på arbejde. Selvfølgelig føler man sig temmelig dårligt tilpas, men der er også en følelse af tilfredsstillelse, fordi sygdommen giver en moralsk berettigelse til at blive i sengen og skulke fra arbejdet.

Man bliver liggende i sengen, døser af og til, ser lidt fjernsyn, læser lidt og drikker varm kakao. Det slår én, at man faktisk burde være syg lidt oftere, da denne kompromisløse lediggang uden så meget som et anstrøg af skyldfølelse er vidunderlig. Det er en tilstand, som adskiller sig fra såvel arbejde som den sædvanlige fritid, idet man faktisk ikke skal gøre noget som helst produktivt.

Hvor fritiden bliver mere og mere hektisk og ødelagt af virkelyst, nærmer man sig den rent vegeterende tilstand, Friedrich Schlegel fremholder som et ideal i romanen Lucinde (1799): »Man skulle virkelig ikke så skammeligt forsømme studiet af lediggangen, men gøre det til kunst og videnskab, ja til religion! For at sammenfatte alt dette: jo mere guddommelig et menneske eller et menneskeskabt værk er, desto mere lig planten bliver det; blandt alle naturens former er planten den mest moralske og dertil den smukkeste. Det højeste og mest fuldendte liv ville altså ikke være andet end ren vegeteren«.

Det hele er så idyllisk, men så begynder idyllen at sprække efter nogle dage. Rastløsheden sætter ind, og man længes efter, at sygdommen igen skal slippe taget, så man igen bliver i stand til at udrette noget. Den vegetative tilstand bliver kedelig. Baudelaire havde nok en pointe, da han sagde, at arbejde alt taget i betragtning er mindre kedelig end lediggang. Sagen er nok den, at vi har behov for begge dele: arbejdet og lediggangen.

Det ser et stort flertal af danskerne da også ud til at have forstået. Institut for Fremtidsforskning spurgte i 1996 et stort antal danskere om, hvad der var det mest tilfredsstillende: arbejde eller fritid. 10 procent svarede, at arbejdet var det mest tilfredsstillende, 13 procent mente fritiden, mens hele 77 procent svarede, at arbejde og fritid var lige vigtige. De 77 procent har antagelig ret. Men i så fald er det afgørende, at fritiden også får lejlighed til at være en fri tid en tid, hvor man er fri fra kravet om at være så forbandet aktiv og i stedet kan give sig hen til dovenskaben.