Dørene låses på Frygtens Kollegium

Kvindemorderen på Amager har sat gang i frygten bag de lukkede og låste døre på Amagerkollegiet, hvor serieforbryderen voldtog en pige i 2005.

Frygten er ikke til at tage fejl af på Amagerkollegiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

”Oh shit, not you again”

Sådan bliver vi budt velkommen af dørmåtten foran en af de små kollegielejligheder på Amagerkollegiet.

Frygten har lagt sig som et tæppe om kollegiets beboere, siden de hørte om den mand, der huserer i området, og har mindst to voldtægter og et mord på samvittigheden. En af voldtægterne er begået på selve kollegiet, og i sidste måned slog han til igen og voldtog en ung kvinde på kollegiets nabogrund.

- Vi er skide bange, låser vores døre og tør ikke gå alene ud om aftenen, lyder det fra kollegiets kvindelige beboere, der også har fået tilsendt en mail fra bestyrelsen, som opfordrer dem til at passe på sig selv og tage deres forholdsregler.

Også politiet opfordrer piger til at være påpasselige.

- Tænk jer om, og sørg for at følges med nogen hjem, når I er alene, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

Der er ikke noget at sige til, at frygten er flyttet ind på Amagerkollegiet.

- Det er selvsagt vanskeligt ikke at blive påvirket af nyheden om, at der formentlig er en voldtægtsmand og muligvis morder løs i ens lokalmiljø, så det er både naturligt og menneskeligt, at det opskræmmer mange mennesker og gør dem utrygge ved at færdes udendørs, siger Michael Hviid Jacobsen, der er professor på Aalborg Universitet og har forsket i frygt.

Alle er påvirket

Han forklarer, at frygten på den ene side kan få os til at trække os væk fra det offentlige rum af frygt for, at vi selv skal blive ofre, men på den anden side kan den også få os til at søge fællesskab med andre og skabe en 'der-må-gøres-noget-mentalitet'.

Og det er lige netop sådan, beboerne på Amagerkollegiet har reageret. Dørene er blevet låst og sammenholdet blevet stærkere, og det er især de unge kvinder på kollegiet, der kræver beskyttelse.

Fire piger fortæller: Jeg er skide bange

- Det er klart, at dem, der umiddelbart befinder sig i 'risikogruppen' - i dette tilfælde formentlig fortrinsvis yngre kvinder - naturligt vil føle sig mere sårbare end eksempelvis mænd, der næppe er en del af voldtægtsmandens almindelige 'målgruppe'. Men der er næppe nogen, der er helt uberørte af det, som i disse dage sker i deres lokalmiljø, siger Michael Hviid Jacobsen.

Selv om voldtægtsmanden stadig er på fri fod, og beboerne i området skal tage sine forholdsregler, så håber politikommissær, Steffen Thaaning Steffensen, at beboerne ikke bliver alt for bange.

- Der er ingen grund til at gå i panik, for det er ikke farligere i dag end i går at færdes ude, siger han.