Det er helt urealistisk at tro, at vi kan undgå overophedning bare ved at lave strukturreformer. Der må regulære offentlige besparelser til, eller højere skatter – eller sagt med to ord: finanspolitiske stramninger.
Det fastslår de tre økonomiske vismænd, økonomiprofessorerne Peter Birch Sørensen, Jan Rose Skaksen og Michael Rosholm, i dag i en kronik i Berlingske Tidende.
»Hvis der ikke skal føres stram finanspolitik i den nuværende situation med historisk lav ledighed og udtalt mangel på arbejdskraft, hvornår skal der så?«, spørger de tre retorisk i kronikken.
Deres kronik er reelt et svar til dem, der de seneste dage har underspillet betydningen af de advarsler, som fagøkonomer fra mange kanter kommer med i øjeblikket.
Økonomerne ser de danske lønninger stige kraftigt, fordi der mangler arbejdskraft. I den situation synes de ikke, det er ret fornuftigt at føre en finanspolitik, som skaber endnu mere mangel på arbejdskraft.
Men mange politikere håber, at man kan afbøde problemerne ved at øge arbejdstyrken.
Regeringen har det som forudsætning i deres langtidsplan, 2015-planen, og så sent som i lørdagens Berlingske Tidende mente for eksempel Ny Alliances finansordfører, Anders Samuelsen, at man kunne klare problemet med en skattereform og jobkortordninger.
Men den holdning stempler vismændene som uansvarlig.
»Konkret vurderer vi, at der er behov for tiltag, der hurtigt vil kunne øge arbejdsudbuddet med 50.000 personer. Realistisk set er dette næppe en mulighed, og det eneste ansvarlige på kort sigt er derfor at stramme finanspolitikken«, hedder det nemlig i kronikken.
Det kan hurtigt gå galt
Vismændene peger på, at Danmark bør lære af skrækeksemplet Holland.
Op til årtusindskiftet havde Holland oplevet nogle rigtig gode år med høj vækst, faldende arbejdsløshed og lav inflation – altså noget der kunne ligne dagens Danmark. Pengene fossede ind i statskassen, og de burde ud til borgerne igen, mente de hollandske politikere, og derfor gav de i år 2000 nogle ufinansierede skattelettelser. Det pustede til lønstigningerne netop samtidig med, at verdensøkonomien bremsede op oven på dotcom-bølgen og 11. september. Resultatet var, at hollænderne stod med faldende eksport og stort offentligt underskud, så man var nødt til at stramme finanspolitikken på et tidspunkt, hvor økonomien i virkeligheden tålte behandlingen ret dårligt. Det gav en langvarig nedtur med høj arbejdsløshed og relativ høj inflation, og på kun to år var Holland forvandlet fra en succeshistorie til et skrækeksempel.
»Erfaringerne fra Holland viser, at der kan være en stor regning at betale, hvis finanspolitikken lempes på toppen af en højkonjunktur«, skriver vismændene i kronikken og opstiller altså valget for Danmark: Enten en lille stramning nu, som ikke vil gøre ret ondt. Eller risikoen for en større stramning senere hen, som kan ende med at gøre meget mere ondt, end man har tænkt sig – ligesom den danske Kartoffelkur fra 1986.
