Poker - lektion 16

Vejen til succes ved pokerbordene kræver disciplin, disciplin og endnu mere disciplin. Lektion 16 er den sidste lektion i Pokerskolen.

DEN VIGTIGSTE REGEL i poker er at undgå at gå bankerot, og det gør du heller ikke, hvis du ellers kan overholde en række simple regler for god forvaltningsskik af din pokerformue - også kaldet bankroll management.

Det, der kendetegner de fleste tabende pokerspillere er lige netop, at de satser hele butikken, hver gang de går til bordet. Vinder de, satser de bare endnu mere, indtil korthuset ramler sammen. Og korthuset ramler altid sammen.

Med den rette bankroll management vinder den gode pokerspiller endnu mere, den middelgode spiller en smule mere og den dårlige spiller begrænser sine tab eller vinder måske endda i det lange løb.

Regel nummer ét i poker er derfor klokkeklar. Det er simpelthen ikke muligt at undgå at tabe i poker lige meget, hvor sikkert du spiller, hvor dygtig du er, eller hvor gode kort, du får på hånden. En gang imellem går alt bare galt.

Det har ikke noget med lykkens gudinde eller sort uheld at gøre. Statistisk set kan man bare ikke vinde hver gang, selv om man har den bedste hånd. Det er derfor, vindende pokerspillere aldrig kunne drømme om at satse hele deres bankroll, når de spiller poker.

Det gyldne råd lyder derfor på aldrig at spille for mere end fem procent af de penge, man har sat af til at spille poker for. Uanset, hvor dårlig modstanderen foran dig end måtte være.

I bestræbelserne på at ende som en succesfuld og vindende pokerspiller er der derfor en række simple regler, der skal overholdes. Hvad enten du spiller med faste takster (Fixed Limit) eller uden loft (No Limit), er princippet det samme. Sats aldrig alt på ét bræt, for det er som bekendt ikke altid, at lykken står den kække bi.

I Fixed Limit anbefaler de legendariske pokerguruer David Sklansky og Mason Malmuth, at man altid har en bankroll svarende til 300 gange Big Bets. Og husk, at Big Bets - forkortet BB - ikke er det samme som Big Blind. Ved et $2-$4 Fixed Limit Texas Holdem-bord er Small og Big Blind henholdsvis en og to dollar mens BB er fire dollars. Det vil sige, at den korrekte bankroll management for Fixed Limit-spilleren foreskriver, at han skal have minimum 300x4 dollars - det vil sige 1.200 dollars på kontoen for at spille på dette niveau.

DET ER SELVFØLGELIG ikke kun et spørgsmål om størrelsen på ens tegnebog. Rige mennesker taber ofte store summer i poker, og det er simpelthen fordi, de ikke er gode nok. Så hvis du vil undgå at lave samme fejl, må du erkende din reelle styrke som pokerspiller og kun spille på det niveau, som dine evner rækker til.

Det burde være indlysende, men mange pokerspillere har en forbløffende evne til at tro, at de er omvandrende pokergenier, som bare har været en anelse uheldige på det sidste. Derfor er der en overvejende sandsynlighed for, at du slet ikke er så god, som du prøver at bilde dig selv og gutterne ind, og jo før du når den erkendelse, jo bedre er det for din pengepung.UDSVINGENE ER MERE ekstreme i No Limit, og derfor er der endnu mere grund til at systematisere sin bankroll management, hvis denne variant er ens foretrukne spil.

Først og fremmest skal man nøje overveje, hvor mange penge man bør medbringe til bordet, men i virkeligheden er det et simpelt spørgsmål. Du skal altid sætte dig med det maksimale beløb, ellers kan du lige så godt lade være med at spille. Og taber du en stor pulje, skal du prompte reloade din pengebeholdning ved bordet.

Kun på denne måde kan man få det maksimale udbytte af sit spil. Det vil sige, at du altid skal have $100 ved bordet når du spiller ved $100 No Limit-bord. Men da alle penge i No Limit principielt altid er i farezonen, må man selvfølgelig ikke sætte sig ved bordet, hvis man kun har $100 tilbage på kontoen. Det betyder, at den seriøse No Limit-spiller til hver en tid skal kunne mønstre 20xMax buy in - jævnfør de 5% vi talte om tidligere.

Problemet er selvfølgelig at vide, hvornår man er god nok til at spille på et givent niveau. Den eneste måde, man kan finde ud af det på, er ved at prøve sig frem. God bankroll management kræver således, at du først rykker op til et dyrere niveau, når du er sikker vinder på niveauet lige under.

Som tommelfingerregel skal du altså først have vundet mindst 300 gange BB i Fixed Limit, før du er klar til at tage kampen op med de skrappere spillere på det næste niveau. Det vil sige, at du først er klar til at spille med $2-$4, når du har et samlet overskud på $600 fra $1-$2-bordene - og er du No Limit-spiller, så vent med at lege med de store drenge, til du har skrabet 20xMax buy in sammen, hvilket vil sige $1.000 på $50 No Limit-bordene.

Men det er endnu vigtigere, at man tager konsekvensen, når spillet ikke længere flasker sig. Det tager lang tid at bygge en fed bankroll op, men den forsvinder forbløffende hurtigt, hvis du spiller for høje spil. Derfor er det tid at gå ned i niveau, når du har tabt, hvad der svarer til 100 gange BB i Fixed eller 10 gange buy in i No Limit. Overholder du disse regler til punkt og prikke, så vil de røde tal på kontoudskriften hurtigt få en mere sund og sort kulør.

Pokerskolen er lavet af Martin Wendt, professionel pokerspiller, i samarbejde med pokermagasinet Ace.