Mejdahl forlader Folketinget

Folketingets formand stopper efter næste valg. Han vil have mere tid til familien (opdateret).

Christian Mejdahl genopstiller ikke til Folketinget, der dermed skal have ny formand efter næste valg. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Venstre i Himmerland skal kigge sig om efter en ny folketingskandidat.

Christian Mejdahl, Folketingets formand og MF for Venstre, forlader Folketinget efter næste valg, oplyser han i en pressemeddelelse.

Mejdahl har været folkevalgt i 37 år. Fra 1970 til 1988 i Løgstør kommunalbestyrelse, heraf 13½ år som borgmester, og siden 1987 som medlem af Folketinget.

I 2003 overtog han osten som formand for Folketinget efter Ivar Hansens pludselige død 11. marts 2003.

- Jeg har haft mange opgaver og det har i alle årene været en spændende udfordring. Det er det stadig. Men efter næste folketingsvalg vil jeg gerne se mere til min familie end jeg har gjort gennem mange år. Derfor føler jeg, at det allerede nu i forbindelse med kredsomstruktureringen er mest rigtigt at sige fra, siger Chr. Mejdahl.

Christian Mejdahl er født i 1939 på Færøerne. Han bor i Nordjylland, hvor han også har været opstillet.

Venstre i Aarskredsen har taget Chr. Mejdahls beslutning til efterretning. Den nye kandidatbestyrelse vil nu finde en ny Venstrekandidat til Himmerlandskredsen, som kan nå at blive fortrolig med kredsen inden næste valg.