Der er ikke noget som at stå på et skibsdæk og kigge ind på en øde ø midt ude i Stillehavet uden at være i stand til at gå i land på den.
I hvert fald ikke hvis man er draget af øde øer. Man bliver tungsindig og forbander skæbnen og den kollega, som i forvirringen bemægtigede sig den sidste presseplads i gummibåden, en plads vi burde have trukket lod om. O.K., det er spildt mælk i oceanet nu, og jeg må trøste mig med den første isflage og et skype-opkald til en terapeut. Men de gamle sælfangerøer, Antipode-øerne, vil fremover for mig altid være symbol på det uopnåelige, en samling grønne bjergtoppe midt i oceanet, beboet af søelefanter, pingviner, parakitter, albatrosser og altså mine egne bristede drømme om at gå i land. Den italienske essayist Pietro Citati skrev om øer, at de er dobbelttydige indretninger.
»Vi kender deres bredde- og længegrad, vi kommer til dem med skib, og med skibe forlader vi dem. En ø optager altså et virkeligt rum. Og alligevel - så snart vi kan skimte dens tinder og klipper og hører mågernes øredøvende skrig, træder vi ud af det virkelige rum og ind i samme verden, som Odysseus befandt sig i hos Kalypso, Robinson på sin ukendte jord og Jim Hawkins på øen, hvor kaptajn Flint havde gemt skatten. Øen giver os en afgrænsning af vores rum, og vi giver til gengæld øen hele vor eksistens.«
Hele eksistensen, ja. Men når man ikke kan gå i land, fordi kaptajnen kun vil have én gummibåd i vandet på grund af den truende tåge, føler man sig som den gamle sømand i det romantiske 1700talsdigt »The ancient Mariner«. En for evigt forbandet.
Stemningen af sur røv
Tilfældigvis har jeg Chris Jordans komposition til Odense Musikteater over digtet liggende på den bærbare, og de melankolske skibsklokkeklemt passer glimrende til stemningen af sur røv, nu hvor vi glider videre ud gennem de dovne dønninger, og man spørger sig selv, om dette er en rigtig opdagelsesrejse eller bare et S-tog, der frem for alt skal køre til tiden, og således glider Galathea 3 på den 154. dag hen over datolinjen, så der er en lørdag mere i bonus, men intet at bruge den til, ikke engang en dobbelt Saturday Night Fever.
Andre gik i land. Andre må fortælle om øen. Min makker, fotograf Erik Refner er som sædvanlig pragmatiker: »Det var en ø, fint, der har ikke været særlig mange mennesker på den. Men jeg kan ikke hidse mig op på grund af et par pingviner.«
Biolog Jørn Madsen, som er udsendt af Undervisningsministeriet og var blandt de heldige, er romantiker: »Det var for fedt, et kæmpe kryds i bogen. Jeg har aldrig været et sted, der var så fantastisk, og jeg ved, at jeg aldrig vil komme her igen.«
Han sidder i et sofahjørne i officersmessen og fortæller om alle de sælsomme skabninger på øerne og de gigantiske sældrab i 1800tallet, som næsten udryddede sælbestanden og er nået til den særlige Antipode-parakitter, der opfører sig mere som rotter end fugle, da skibslægen udbryder:
»Har du aldrig været i Zoo? Der kan du finde papegøjer i flere farver«. Og til sidst må Jørn Madsen fortrække til sit lukaf og fortsætte med at snakke med sig selv om det fantastiske, han har oplevet. Særlige dyrearter 360 grader rundt, linet op som til et afdansningsbal. Og en sømand, som sprang i vandet for at skræve over pelssælerne for at nå hen til et vandfald og hente cognacfarvede ferskvandsprøver.
Han sover godt i nat, Jørn Madsen, når han har skrevet sin weblog på Undervisningsministeriets hjemmeside, mens andre må vende sig uden at finde hvile. Læs den selv på http://blog.emu.dk/blog/galathea3/
I lukaf 1C-2 giver jeg op og sætter min lid til den første isflage, det første tegn på det store frosne kontinent, vi nu bevæger os imod ned gennem en passage af blikstille mellem to områder af høj sø, helt alene i det store ingenting så langt øje og radar rækker.
