Den gamle døende mand i sengen på Fredriks Hospital bad hospitalspræsten træde nærmere. Frygtelig var den synd, den døende Christian Meisling ville bekende, en skændselsgerning begået 18 år tidligere i 1798, da han havde været overgraver på Assistens Kirkegård i København.
Sådan lyder starten på en af de tusinder af historier om skindøde og begravelser af endnu levende mennesker, der har været i omløb fra oldtiden til nu. En ny bog med titlen »Buried Alive - The Terrifying History of Our Most Primal Fear« af den engelsk lægeforfatter Jan Bondesen går i dybden med de historiske fakta bag et af menneskehedens værste mareridt.
Den indledende gyser fra Assistens Kirkegård er blot en af flere historier i det makabre værk med forbindelse til danskere og Danmark.
Giertrud Birgitte Bodenhoff var en af Europas rigeste kvinder, enke efter tømmerkongen Andreas Bodenhoff. Som 19-årig blev hun ramt af en ondsindet infektion som efter seks dage endte med at tage hendes unge liv. Giertrud blev jordfæstet i familiens gravsted på Assistens Kirkegård i København. Graveren Christian Meisling kunne ikke undgå at lægge mærke til de kostbare guldsmykker, som pigen fik med sig i graven.
En mørk nat kort tid efter åbner omtalte overgraver det bodenhoffske gravsted, men da Meisling og hans medsammensvorne forsøger at fjerne øre og fingerringe fra Giertrud, slår den forvirrede kvinde øjnene op. Da det går op for hende, hvor hun er, og hvad der er ved at ske, beder hun skrækslagent for sit liv. Men røverne er så hårdhudede, at de kvæler den stakkels kvinde og dækker graven til igen.
Først mange år senere tilstår Christian Meisling forbrydelsen på sit dødsleje over for hospitalspræsten, der selv senere bryder sin tavshedsløfte og fortæller historien videre.
I stort set alle egne af Europa har der eksisteret vandrehistorier om fejlbegravelser af skindøde. Faktisk findes der så mange, at Jan Bondesen i sin bog kan inddele dem i fire hovedkategorier. Den bodenhoffske historie passer punkt til prikke ind i urban legend-skabelonen, der kaldes »Adelsdamen med Ringen«, der genfindes i talrige versioner, tidligst i en udgave fra Köln i 1400-tallet. I alle versioner knytter de an til rige og berømte familier.
Takket være folketingspolitikeren Viggo Starcke, som i 1952 fik genåbnet gravmælet på Assistens Kirkegård, er den bodenhoffske historie en af de få af vandrehistorierne, der er blevet seriøst efterforsket. Den kontroversielle undersøgelse af Giertrudes skelet gav dog ikke noget endegyldigt bevis på, at hun vitterligt var blevet levende begravet. Journalisten Gunni Busck, der arbejder på Assistens Kirkegårds Formidlingscenter, mener, at der muligvis er en anden årsag til historien.
»I slutningen af 1700-tallet blev gravergerningen anset som det laveste arbejde, man kunne påtage sig i samfundet. Graverne på kirkegården var derfor en værre omgang gavtyve og hjemmebrændere. Det er et faktum, at mange blev afskedigede på grund af gravplyndring, blandt andre Meisling. Det syndige rod har givet fået historierne til at florere,« siger Gunni Busck.
Historierne om gengangere og levende døde tog for alvor fart, da rygterne om gravskænderierne fik en række velstående familier til at undersøge afdøde familiemedlemmers grave. I nogle af dem fandt man kroppe der stammede fra andre grave. I et enkelt mausolæum fandt man hele fem fremmede kroppe. Her havde røverne for en nemheds skyld valgt at dumpe kroppene efter plyndringerne.
Særlig skandale vakte det, da en skomager opdagede liget af sin søn liggende mellem buskene på kirkegården. Gravrøverne, som muligvis havde været berusede, havde end ikke gidet at begrave liget igen.
I historisk tid er en epidemisk frygt for at blive levende begravet med jævne mellemrum dukket op. Det skyldes blandt andet, at det ikke før 1900-tallet blev endeligt klart for lægevidenskaben, hvornår en person med sikkerhed kunne erklæres for død.
Den danske anatom Jacob Winsløv, født 1669, var indirekte årsag til en af de mest sejlivede frygtbølger. I slutningen af 1600-tallet rejste han til Paris for at fortsætte sine studier i anatomi, hvilket lykkedes så godt, at han endte med at blive anerkendt professor på det stedlige medicinske fakultet.
Som barn havde Winsløv to gange været så syg, at hans familie havde troet, at han var død og klar til begravelse. Dette var måske grunden til at Winsløw (der i øvrigt døde som 89-årig), på et tidspunkt forfattede et lille videnskabeligt værk med titlen »Morte Incertae Signa«. I bogen postulerede Winsløw, at de af lægerne anvendte dødstegn var så usikre, at alle nulevende mennesker stod i fare for at blive levende begravet.
Samtidig beskrev han et par sager, hvor »lig« angiveligt havde rejst sig lyslevende fra kister. Kun egentlig forrådnelse var tegn på, at man var klar til at komme i jorden, mente den danske anatom.
Winsløws bog var forfattet på latin og var ikke kendt uden for videnskabelige kredse. Jean-Jacques Bruhier, en samtidig franskmand, øjnede imidlertid en sensation. Han fik Winsløws tilladelse til at oversætte bogen, hvilket han gjorde, samtidig med at han udstyrede bogen med en række fantastiske historier om skrig fra sarkofager og opgravede lig, der så skrækkeligt forpinte ud.
I bogen, der blev en stor salgssucces, kom Bruhier med en følelsesladet appel for oprettelsen af statslige lighuse, hvor døde skulle opbevares i mindst tre dage under nøje observation af særligt uddannede læger. Den franske Kong Louis XV støttede ideen om kæmpemæssige morgues, indtil han blev gjort opmærksom på de betragtelige indhug i statskassen, det ville medføre.
I Tyskland blev der faktisk oprettet flere såkaldte Leichenhäuser, hvor de Scheintode kunne vente i et passende tidsrum, før de kom i jorden på kristen vis. Til kadavernes fingre bandt man snore, der førte til en centralt placeret klokke, hvis ildevarslende kimen kunne advare vægterne på stedet om, at et eller andet var helt galt.
I flere lande blev der dannet selskaber, der talte de skindødes sag og som kæmpede for oprettelsen af overvågningsanstalter for de døde. Også i Danmark fulgte man interesseret den bizarre debat i udlandet. På det Kongelige Bibliotek kan man finde en opfordring fra 1814 til offentligheden om at blive medlemmer af et selskab til forebyggelse af skindødhed.
»Faktisk var det den hysteriske frygt for at blive levende begravet, der lå til grund for at Danmark i 1829 indførte egentlige dødsattester,« siger historikeren Anna Løkke fra Københavns Universitet.
Nogen tid efter den omtalte Bodenhoff-sag byggede man på Assistens Kirkegård en lokal udgave af et tysk Leichenhaus.I en særlig ligstue skulle de døde gøre et sidste ophold på rejsen mod graven. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal, og ifølge Jan Bondesen skulle graveren tilmed jævnligt blæse på trompet ind i øret på den stakkels afdøde, for at sikre at vedkommende virkelig var død.
Trods trompetmusikken blev ligstuen aldrig en succes. Det skyldtes dog først og fremmest at arkitekten Bang, der havde tegnet bygningen, havde udstyret indgangen med nogle kæmpemæssige søjler, som stod så tæt, at det var umuligt at bære en kiste ind i huset på værdig vis. De imposante søjler foran det relativt beskedne graverhus står der den dag i dag. Ligstuen bliver brugt som redskabsrum.
H.C. Andersen er selvfølgelig også med i Jan Bondesens bog sammen med den papirlap, som eventyrforfatteren anbragte på sengebordet, når han var på rejse.
»Jeg er skindød!« stod der på lappen, for alle tilfældes skyld. H.C. Andersens ofte latterliggjorte frygt for at blive levende begravet virker knap så hysterisk, når man betænker, at han levede, da skindødsfrygten var på sit højeste.
Helt ejendommelig er dog den samtidige, men ret ukendte forfatter Niels Nielsen. Han mente, at alle mennesker skulle »begraves« i deres egne huse komplet med mad og drikke, hvorefter et nyt hus til den efterladte familie skulle bygges ved siden af det gamle tilskodede »gravmæle«. Kun sådan kunne en eventuel skindød vågne i trygge omgivelser.
I slutningen af 1800-tallet lagde frygten sig atter, hvilket blandt andet skyldtes, at etableringen af de omtalte lighuse ikke havde ført til et eneste tilfælde af, at man havde reddet en skindød fra en dyster død under mulde.
Hvorvidt mennesker virkelig er blevet fejlagtigt begravet levende er i sagens natur meget svært at dokumentere. Ganske vist er der mange sandfærdige beskrivelser af skeletter, der fundet i forvredne stillinger antyder, at den begravede er død under grusomme kvaler. Men som regel kan det forklares med, at kisten har været vendt eller er blevet skubbet under opgravningen.
På den anden side har der været vitterlige tilfælde af, at mennesker, der er blevet erklæret døde, har vist livstegn, og som efter genoplivningsforsøg er vendt tilbage til livet.
Danskeren Preben Geertinger beskriver i sin underholdende bog »Af en retsmediciners bekendelser« flere tilfælde af skindødhed, også et »fremskredent« tilfælde, hvor en levende kvinde i sidste øjeblik undgik at komme i køleskabet på Retsmedicinsk Institut.
Jan Bondesen slutter selv sin bog med en håndfuld veldokumenterede tilfælde af folk, som mirakuløst er blevet reddet fra gravens trange hus, hvilket ganske vist ikke er ret mange i forhold til de millioner af skrigende stakler, som 1800-tallets skindødsbekæmpere forestillede sig røg i jorden.
På Bispebjerg Krematorium bruger man endnu visse ritualer, som har rod i skindødsfrygten. I det såkaldte kistemodtagelserum banker man således tre gange på kistelåget, inden kisten føres ind til krematorieovnene.
Engang, fortælles det, havde portørerne netop banket på kisten, som traditionen bød. I kisten lå en ældre kvinde, hvis enkemand netop havde sagt det sidste farvel ved indgangen til krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede de ved en fejl kisten hårdt mod dørkarmen. Da blev der »opstandelse« i kisten. Med rystende hænder fik de chokerede portører skruet kistelåget af, og dèr lå den endnu levende kvinde.
Enkemanden var da ikke enkemand længere, men fik endnu nogle måneder sammen med sin kone. Alt var dog tilsyneladende idel fryd og gammen, for da konen »igen« døde og blev trillet ind i krematoriet, udbrød hendes hårdtprøvede ægtefælle spontant: »Dørkarmen! Pas for Guds skyld på Dørkarmen!«.
Historien blev fortalt til undertegnede af kirkegårdsvejleder Jens Møller Andersen, der ikke lagde skjul på, at det var en god historie af en højst tvivlsom autenticitet. Og ganske rigtigt: Vandrehistorien »Den bumpede kiste« findes ifølge Jan Bondesens bog i talrige europæiske udgaver.
