Hjerteknuser i virkeligheden

En skuespiller som Jude Law lider af det samme problem som hans kollega Brad Pitt har klaget over.

De er begge dygtige skuespillere, de arbejder dybt professionelt med deres roller, og stort set alle deres kvindelige fans bliver så distraherede over deres åbenlyse ydre kvaliteter, at det er svært at råbe dem op med mere alvorlige budskaber. Såsom skuespillerpræstationer eller politiske retninger.

I hotelværelset i det indre London bliver det klart hvorfor.

Jude Law står i modlys fra vintersolskin og de blåøjne fanger blikket, så man et kort øjeblik må snappe efter vejret. Selv uden hjælp fra en flere meter høj biografskærm ligner han den ægte vare. Den intellektuelle engelske gentleman i løstsiddende nålestribet jakkesæt og uglet hår og iført et næsten sky smil, så man dårligt ved, om man skal lave ham en kop te eller sætte sig ved hans fødder og lytte, mens der kommer ord ud af den Michelangelo-agtige mund.

Jude Laws rolle som London-arkitekten Will, der på overfladen er lykkelig, men i virkeligheden føler sig fanget i sit eget liv, er et forsøg på en slags kunstnerisk og personligt comeback efter et par nærmest katastrofale år.

I 2004 floppede filmen »Alfie« med Law i hovedrollen og tjente ikke engang nok til at dække halvdelen af filmens budget. Det var et kunstnerisk slag for en mand, der tidligere er blevet nomineret til Oscars for sine roller i henholdsvis »The Talented Mr Ripley« og »Cold Mountain«.

I stedet var det privatlivet og ikke de kunstneriske præstationer, der trak overskrifter. Først var der skilsmissen fra Sadie Frost, som han har tre børn sammen med, og skandalerne om konebytteri, der blev udførligt beskrevet i den britiske sladderpresse. Så forlovelsen med skuespiller Sienna Miller, der blev opløst, da Jude Law blev snuppet i at have en affære med barnepigen. Mens han ydmygede sig ved at undskylde offentligt, havde Sienna i mellemtiden fundet trøst hos James Bond-stjernen Daniel Craig.

Det er ikke et langt hop til rollen i Anthony Minghellas film »Breaking and Entering«, hvor Will er fanget i et forhold til en tilsyneladende iskold blondine og i stedet søger trøst hos en kvinde, der er hendes diametrale modsætning.

Den rå virkelighed

På spørgsmålet om, hvor svært det var at finde de aspekter af sig selv, trækker Jude Law på skuldrene og giver sit skæve smil.

»Det er en virkelig film, fordi den viser, at rigtige mennesker nogen gange laver forfærdeligt rod i deres liv, og at vi er komplicerede skabninger. Virkeligheden er nogen gange rå, og forhold er virkelig hårdt arbejde det meste af tiden,« siger han.

Hele tiden skøjter vi en smule rundt om det privatliv, der fylder så meget af hans karriere, og overraskende nok er der ikke den store bitterhed over den meget omfattende pressedækning af først det ene og så det andet brud i Jude Laws privatliv.

»Det er en livsstil, jeg stadig har svært ved at vænne mig til, at der er den interesse omkring mit privatliv, og at der bliver skrevet så meget om det. Men det nytter ikke noget at rase imod det, det ville jeg ganske enkelt ikke opnå noget som helst ved. Der er ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og tage det. Men jeg kan tit blive ked af, at børnene bliver udsat for det, for de har jo intet med det at gøre,« siger han og vender tilbage til rollen som Will.

»Jeg kan da sagtens genkende den dér længsel efter at bryde ud og gøre noget fuldkomment vanvittigt. Det er temaer, de fleste af os kan se i os selv.«

Efter en lille tænkepause kommer smilet igen.

»Jeg fortryder ikke noget af det, jeg ikke har gjort,« griner han.

Det er lykken

I Minghella-filmen er der plads til fortrydelse, efter at Will bryder ud og gør bekendtskab med, hvordan andre mennesker lever uden for hans beskyttede overklasseboble.

»Han er en mand med mange lag, som jeg ser ham. Han søger en form for frihed fra det derhjemme, men måske er han ikke klar over, at der altid er en pris at betale for ting, og at selv om han er den, der i begyndelsen er blevet bestjålet, ender han med at stjæle følelser fra andre mennesker.«

Når Jude Law selv leder efter sjælefred, er det især børnene og hjemmelivet, der trækker.

»Når jeg føler mig allermest afslappet og fri fra denne verdens stress, er det fordi jeg er sammen med børnene og laver helt almindelige dagligdags ting. Laver aftensmad og spiser den, putter børnene og læser godnathistorier for dem. For mig er det definitionen på lykke.«