Flådens ege på vej til søs

Efter tabet af den danske flåde til englænderne i 1807 blev der plantet egeskove, der 150 år ud i fremtiden kunne bruges til nye skibe. I går blev de første af 24 flådeege, der skal bruges til genopbygning af en amerikansk yacht, fældet i Nordsjælland.

Der gik et sus gennem skoven i går formiddags, da det 209 år gamle og næsten 40 meter høje egetræ langsomt og majestætisk segnede omkuld og ramte skovbunden med et dumpt drøn.

Alle til stede i Ryget Skov ved Hareskoven i Nordsjælland holdt vejret, da den ranke stamme passerede tæt mellem et ege- og et bøgetræ, næsten uden at knække et kvist på de to andre træer, som første etape på en rejse, der skal give egetræet vind i sejlene og vand under boven.

Egen er sammen med 23 andre 200 år gamle artsfæller solgt til restaureringen af en historisk amerikansk yacht, og træerne indbringer Skov- og Naturstyrelsen 15.000-20.000 kr. stykket.

Egetræet blev plantet i 1793 og var altså 14 år gammelt, da den engelske flåde efter at have sønderbombet København sejlede afsted med hele den danske flåde på 162 skibe i oktober 1807 som straf for at Danmark havde holdt på den forkerte hest i Napoleonskrigene.

Dengang var kun tre procent af Danmark dækket af skov, og samme år besluttede Admiralitetet, som søværnet hed dengang, at frede alle egetræer i landet og plante egeskove, der kunne levere tømmer til nye flådeskibe 150 år ude i fremtiden, når de blev høstmodne.

»Dengang havde man ikke fantasi til at forestille sig, at fremtidens skibe skulle bygges af jern og stål og ikke af egeplanker,« siger direktør Hans Henrik Christensen, Skov- og Naturstyrelsen, der råder over 15.000-16.000 høstmodne flådetræer i de nordsjællandske skove.

»I dag er søværnet ikke interesseret i at bruge egene, og selv om vi nødigt fælder de gamle ege, er vi utroligt glade over at kunne levere træ til totalrenovering af en af USAs nationale klenodier, den tomastede 70 meter lange yacht »Coronet« fra 1885. Så 24 af flådeegene kommer alligevel ud at sejle,« siger Hans Henrik Christensen stolt.

`

Selv om vi nødigt fælder de gamle ege, er vi utroligt glade over at kunne levere træ til totalrenovering af en af USAs nationale klenodier, den tomastede 70 meter lange yacht »Coronet« fra 1885. Så 24 af flådeegene kommer alligevel ud at sejle

,

Hans Henrik Christensen

dir. i Skov- og Naturstyrelsen

Arbejdet med at restaurere »Coronet«, som var den første amerikanske yacht, der rundede Kap Horn, ledes af den dansk-amerikanske skibsbygger Hermann Hinrichsen, der selv har været i Danmark for at håndplukke de 24 egetræer, hvoraf de fire er vokset op i Ryget Skov.

»Vi passer meget på ikke at fælde for mange træer i ét skovområde, så vi har sagt nej, når amerikanerne ønskede to træer, der stod ved siden af hinanden,« siger skovrider Kim Søderlund, Københavns Statsskovdistrikt.

Efter restaureringen, der foregår på International Yacht Restoration School i Newport, skal »Coronet« sejle som museumsskib. Det vil koste omkring otte mio. dollar at bringe yachten tilbage til sit oprindelige udseende, og arbejdet sponseres bl.a. af amerikanske historiske selskaber.

Det var skovarbejder Henrik Jørgensen, der fik æren af at fælde gårsdagens eg, der havde en diameter på 130 cm hvor saven gik ind. Inden Henrik Jørgensen gik i gang med motorsaven, var træplejer Rasmus Fauerschou Madsen klatret op under kronen for at topkappe træet - det vil sige save de store grene af, så de ikke flækkede stammen, når træet faldt.

I de næste to-tre uger skæres de 24 flådeege op på Hans Larsens savværk ved Ølstykke. Derefter skal de til Århus og gasses, så insekter og eventuelle skadedyr slås ihjel inden de fragtes over Atlanten. Af de 130 kubikmeter træ, der skal fældes, vil ca. 55 kubikmeter indgå i selve restaureringen.

Skov- og Naturstyrelsen har tidligere leveret flådeege til restuarering af Fregatten Jylland og til gamle vindmøller i Holland.