Fire sigtet for journalist-mord

Den russiske anklagemyndighed har rejst tiltale mod mindst fire af de ti personer der sidder fængslet for mordet på den Putin-kritiske journalist Anna Politskovskaya.

- Jeg kan bekræfte, at fire indsatte er blevet sigtet, siger forsvarsadvokaten Murad Musayev, til det russiske telegrambureau, Itar-Tass. Fra officiel myndighedsside er der endnu ingen kommentarer .

Anna Politskovskaya blev skudt ned og dræbt i elevatoren udenfor sin lejlighed 7. oktober sidste år og siden er myndighederne fra såvel ind- som udland blevet kritiseret for manglende vilje til at opklare mordet. Således udtrykte den tyske kansler Angela Merkel klart udtrykt sin bekymring overfor Vladimir Putin under deres møde tidligere på året.

Morderen som var delvist maskeret med en kasket blev filmet på et overvågningskamera da han ankom og forlod bygningen. En pistol og fire patronhylstre blev fundet nær hendes lig.

Anna Politskovskaya der blev 48 år, var mor til to.

En kritikers død

Anna Politskovskaya var en af de stærkeste og mest fremtrædende kritikere af Vladimir Putin og af russernes fremfærd i Tjetjenien, som hun besøgte regelmæssigt.

Hun havde forud for sin død modtaget adskillige dødstrusler, og da hun blev myrdet skete det, mens hun var ved at lægge sidste hånd på en artikel om anvendelsen af tortur i Tjetjenien under den russisk udpegede premierminister Ramzan Kadyrov.

Anna Politskovskaya blev et års tid før sin død forsøgt myrdet med gift ombord på et russisk fly.

Hun optrådte bl.a. som mægler ved belejringen af skolen i Beslan i 2004, hvor russiske sikkerhedsstyrker med fatale konsekvenser stormede en skole hvor terrorister havde taget hundreder af elever som gidsler.

Og to år før fungerede hun som mægler da tjetjenske oprørere besatte et teater I Moskva.

Mordet på hende anses som et stykke politisk bestillingsarbejde.

Den riussiske stats-anklager Yuri Chaika, har tidligere givet udtryk for at udenlandske "anti-Kreml-kredse" er ansvarlige for mordet.

Andre spekulationer går på, at det netop er kredse i Kreml der har villet gøre Anna Politskovskaya tavs.