FCK kæmpede forgæves

Efter en intens affære i Parken kunne Benficas delegation sent i aftes flyve hjem til Lissabon med status af Champions League-deltagere.

Trods en hæderlig indsats måtte Marcus Allbäck og resten af FCK-mandskabet sande at sidste sæson bedrifter i Champions League ikke bliver gentaget i 2008. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

En hurtig portugisisk scoring satte en stopper for FCKs videre deltagelse i mesterholdsturneringen. Danskerne kan se tilbage på to tætte opgør, som endte med to tætte Benfica-sejre.

Op til kampen var der total tavshed i højtalerne i Parken. Den normale tordnende muzak og evindelige reklamebreaks var afløst af en mudret mumlen på tribunerne. En mumlen, som først blev forløst, da kendingssangen »Vi elsker FC«, tordnede ud i højtalerne ti minutter før kampstart. Siden stod der FC København på alt, hvad der foregik på lægterne. Og det så ud til at smitte af på grønsværen.

Cheftræner Ståle Solbakken havde annonceret, at hjemmeholdet skulle presse i bølger af op til et kvarters længde og herefter trække sig tilbage og forsvare og samle kræfter. Det kom til at holde stik kampen igennem.

FCK lagde da også ud i så drabeligt et tempo, at de ellevilde tilskuere blot skulle syv minutter ind i kampen, før de kunne tælle til en hel håndfuld fornuftige afslutninger foran mål til Silberbauer, Nordstrand, Würtz og Hangeland. Da anfører Gravgaard lidt senere var tæt på at overliste Benfica-forsvaret, som ekspederede bolden væk på målstregen, var der lagt op til en sand fest på tribunerne.

Men festen fik en brat afslutning i det 17. minut, da Benficas Rui Costa med en elegant frisparkskombination fik bolden til at danse op gennem FCK-forsvaret og lande for fødderne af Kostas Katsouranis inde foran Jesper Christiansens mål. Og den græske landsholdsspiller tøvede ikke et sekund med at sende den op i nettaget bag en chanceløs FCK-målmand.

Med målet ændrede kampen totalt karakter i et kvarters tid. Fra at have styret begivenhederne og kørt bolden rundt med sikre førsteberøringer, overlod FCKerne spillet til de portugisiske gæster, som var tæt på at lukke kampen et par gange. Problemet var, at Benfica med endnu et mål reelt ville lukke opgøret, fordi FCK herefter skulle score mindst fire mål.

Men inden pausen satte hjemmeholdet ind med den anden angrebsbølge, som denne gang strakte sig over ti minutter. Og her sendte Niclas Jensen et knaldhårdt frispark på stolpen, mens Marcus Allbäck missede en oplagt hovedstødsmulighed kort før pauseteen, men de knap 40.000 struber måtte nøjes med et langstrakt »nøøøøørjjj«

FCK viste flot spil
Analysen af den første langstrakte halvleg var entydigt, at FCK viste det flotteste spil. Aldrig har denne signatur set bedre positionsspil og kvikke berøringer fra mand til mand af et dansk hold. Men samtidig manglede man for alvor Tobias Linderoth til at bryde Benficas kontraangreb, der gang på gang rullede op mod FCK-målet og gav mindst et par åbne muligheder til gæsterne. Hjalte Nørregaard og især Rasmus Würtz skiltede her med deres begrænsninger, fordi de kom til at ligge for langt fra hinanden på midtbanen, så Rui Costa kunne kile sig imellem og ligge og dirigere det hurtige portugisiske omstillingsspil.

Benfica-spillerne gjorde det eneste rigtige i anden halvleg ved lige at tage en ekstra dribling hver gang, de havde bolden, og lægge sig fem meter længere tilbage på banen. De nægtede derved at gå med i det opskruede tempo, så det blev op til FCK at skabe resten af kampen. Det havde hjemmeholdet svært ved, efterhånden som kræfterne slap op. Til gengæld var portugiserne hele tiden farlige på kontrastød.

Det gav en væsentlig ringere spilkvalitet end i første halvleg, og opgøret måtte derfor leve i kraft af sin intensitet og udsigten til gevinsten på 100 mio. kroner til vinderen. En pris, FCK-formand Flemming Østergaard havde regnet sig frem til.

Ret hurtigt stod det klart, at FCKs mange spildte muligheder i første halvleg blev afgørende for udfaldet af opgøret. For i takt med stadionurets vandring mod de 90 minutter faldt kvaliteten i FCKs offensiv. Tættest på en udligning kom Libor Sionko, som dog måtte se sit skud glide tæt forbi den ene opstander.

Med resultatet 0-1 og et samlet nederlag i de to opgør på 1-3 er FC København ude af årets Champions League, inden det blev sjovt. Men de danske mestre havde stor ære af kampen, som blev spillet på et internationalt niveau. Nu kan de i stedet koncentrere sig om UEFA Cuppen. Det er langt fra lige så prestigefuld en turnering. Men med den flotte præstation i aftes in mente kan man ikke afvise, at FCK i år kan gøre en rigtig god figur i den næstbedste cupturnering i Europa.