14.07.05
Langt om længe har jeg fået testet mit pokertalent af her i Las Vegas. Og det var en pose blandede bolsjer.
Vi tog nogle stykker ud til Downtown Vegas til det efterhånden trætte og over 50 år gamle Binion's Gambling Hall & Hotel, der trods alder og udseende stadig som fast tradition lægger spillebule til finaledagene ved poker-VM, World Series of Poker.
I disse bordeauxrøde lokaler er det muligt at spille turnering for en forholdsvis overkommelig pris af 70 dollar i den populære pokervariant Texas No-Limit Hold'em.
Jeg blev placeret ved et bord med en broget skare af pokerhajer, hvor især én gjorde sig (u)heldigt bemærket. Jeg kender ikke hans alder, men lad os bare kalde ham et 80-årigt lykkehjul.
170 centimeter høj, gennemtygget cigar i den ene mundvig og et par hornbriller, der i hvert fald ikke var købt i går. Denne lille, tætte mand lagde allerede fra første hånd ikke skjul på sin enorme viden om poker. Der var ikke den hånd, han ikke havde en speget kommentar til, og som han ville have spillet anderledes.
Han kunne have skrevet en hel pokerbibel, med den viden.
Hvad værre var: Han ramte alt! Alt simpelthen. Sad man selv med to tiere på hånden, hvilket jeg gjorde, da han nakkede mig, og floppet (de tre første åbne kort på bordet) var tre af hinanden uafhængige underkort, så ramte lykkehjulet naturligvis sine tre toere på river-kortet (det femte og sidste åbne kort, dealeren lægger på bordet), selv om jeg forsøgte at spille ham ud ved at raise (overbyde) og til sidst gå all-in med mine jetoner.
Bagefter kom naturligvis historien om, at han altid spiller sine to toere og rammer tre ens på riveren. Gad jeg høre det?
Nuvel! Noget må han have gjort rigtigt. Da han skubbede mig ud af turneringen, sad han med stakke af jetoner, der allerede der fik ham til at ligne en vinder. Det mente han i hvert fald selv, han var.
Efter at have sundet mig lidt, besluttede jeg mig for at prøve lykken ved et lille bord med cash game - altså hvor det er rigtige penge, man spiller om. Man skal være ekstremt varsom med disse cash games, for pludselig kan alle ens penge være væk. Derfor valgte jeg et såkaldt limit-spil, hvor indsatserne ikke galopperer.
Jeg er ikke den store pokerhaj selv. Jeg kender reglerne og sætter med ind i mellem ved et bord på internettet. Men jeg havde hørt, at der ved disse små borde med indsatser på to og fire dollar ofte sidder nybegyndere, uerfarne ældre turister og lokale pokerbumser.
Fordelen ved den slags er, at de spiller alt for mange hænder, og når de endelig rammer noget, så satser de helt vildt. De er så lette at læse. I pokerjargon kalder man dem fisk.
Så jeg smed snøren ud.
Det lykkedes mig da også på fem timer at få det tabte fra det første turneringsspil på krogen. Langsomt, men solidt fik jeg bygget en stak af en-dollar jetoner op, og det var pludselig en fornøjelse at forlade Bininions dunkle atmosfære med både æren og pengene i behold.
Med til regnskabet hører også, at drinksene var betalt af mine jetoner. Så jeg kom ud med lidt overskud.
Men ham dér - det 80-årige lykkehjul - glemmer jeg nok aldrig. Han vil også være der, når jeg i morgen pakker kufferten og forlader verdens største spillebule.
12.07.05
Jeg havde lovet mig selv at se noget andet end pokerhænder i dag. Ud og opleve den varme på 112 graders fahrenheit (45 grader), som termometeret i Las Vegas og Nevadas ørken i dag viste.
Men ak! Jeg blev patriotisk som en anden amerikaner.
To danskere var tilbage i feltet, da 185 af de tilbageværende bedste - og værste - pokerhajer satte sig ved ved de grønne filtborde i den store VM-turnering.
Da de nu var nået til spillet om tusindevis af dollars, måtte jeg som en slags landsholdsfan hellere se på. Og det gipper da også lidt i kroppen, selv om det kun er poker.
Men jeg har justeret mine planer en anelse.
Selv om jeg ikke er den største haj selv, vil jeg forsøge at fiske nogle dollars ud af nogle amerikanske turister. Jeg har hørt, de har nogle forholdsvis billige pokerborde på Luxor's casino her i byen.
Så må mit bedste talent og lærdommen fra de siders poker, jeg har læst om, komme på prøve. Jeg skal give dem straight og flush, som de aldrig har set det før.
Det lykkedes en af mine medrejsende kolleger at fylde 100 dollars i lommen forleden aften efter samme koncept.
Men har jeg lige så meget held som ham, skal jeg nok (helst sikkert) huske at underrette skattefar i Danmark om det. Som altid vil han jo gerne have sin del af puljen.
11.07.05
Mandag aften. Fem dage med intens poker er snart overstået.
Nu har jeg set så mange hænder, hørt så megen klikken fra jetoner og lagt øre til så mange "bad beats" - historier om, at folk havde så og så god en hånd og alligevel røg ud - at jeg er ved at få nok.
Jeg må snart ud fra det her cirkus. Ud og se andet end straight og flush. Det er som at sidde ved en computerskærm dagen langt. Hér får man blot esser og dollartegn i øjnene i stedet.
Las Vegas og Nevada må byde på andet end spil og poker om millioner.
Måske skal jeg ofre en dag ved poolen i morgen. Eller også skal jeg langt, langt væk.
Jeg må finde på noget.
Journalisterne bliver fra nu af også begrænset i at kunne dække dette poker-VM, som byen lægger hoteller og kasinoer til. Der er nu så få spillere og borde tilbage, at vores lukrative mulighed for at gå rundt og følge de danske spillere ikke længere eksisterer.
Det amerikanske tv-selskab, ESPN, der har betalt millioner for rettighederne til det store pokershow, skal nemlig som de eneste have fri bevægelighed blandt spillerne.
Fair nok. Det er måske det, jeg trænger til. Det, der får mig til at se andet i Vegas end pokerfjæs og lir for pengene.
Ellers holder jeg aldrig ud til den store finale på fredag.
10.07.05
At "fuck" er et grimt og særdeles beskidt ord i USA bliver tydeligt understreget her ved poker-VM i Las Vegas.
For at gøre sporten mere stueren, har arrangørerne indført decideret tidsstraf, hvis en spiller udråber ordet, eller "F-bomb", som amerikanerne kalder det.
Det har kostet indtil flere spillere ufrivillige pauser ved pokerbordene.
Blandt andet har den 33-årige dansker, Kenneth Gregersen, været en tur i skammekroen, fordi han råbte "fuck" efter en tabt hånd.
Men poker og Las Vegas er showbiz. Det beviste den professionelle amerikanske spiller, Mike Matusow, da han efter en grim hånd brøllede "the bomb" hele fire gange.
Først blev han sur over, at dealeren ved at bord beskyldte ham for at smide med kortene. Det indkasserede Matusow en advarsel, men i frustration råbte han "fuck" ud over bordet. Straks stod en af arrangørerne og tildelte den ophidsede amerikaner, der selv er lidt af en skuespiller, 10 minutters straf fra bordet.
Matusows reaktion var "fuck that", hvorefter straffen blev forøget til 20 minutter. "Fucking great", lød det fra amerikaneren, da han var klar over, at straffen nu var fordoblet. Men det udløste blot yderligere 10 minutter i skammekrogen.
På vej derhen nåede han dog at affyre sin fjerde "F-bomb", så han i alt måtte køle af i 40 minutter fra det pokerbord, han sad ved.
Det lille optrin fik tilskuerne til at klappe og juble, og Matusow levede fuldt ud op til sit øgenavn, "The Mouth".
09.07.05
Er man imponeret over Las Vegas om dagen, skal man se byen i Nevadas ørken om natten. Det er lir for alle pengene, når de mørke timer falder på og der langsomt tændes op for de utallige lysshows på facaderne af de enorme hotelbygninger.
Standser man op foran Bellagio-hotellet, vil man opleve et sandt kunstværk i den sø, der ligger foran hotellet. Hvert kvarter om aftenen starter et gigantisk show i en kombination af vand og lys akkompagneret af dynanimsk, klassisk musik.
Selve kunsten består i, at flere tusinde små dyser kaster vand op i luften som fontæner i forskellige retninger og tryk, alt efter hvor højt op og hvor hen de skal.
Præcisionen i takten til musikken minder en del om synkronsvømmeres akkrobatik i et vandbassin. Det er så gennemført, at folk - selv jeg - var ved at tabe kæberne af bare benovelse. Og så er det bare vand og lys.
Får man nok af den trykkende varme, der også er om aftenen, kan man lægge vejen forbi Caesars Palace, der ud over hotel og casino også rummer en kopi af Via Appia i Rom. Denne handelsgade er så smukt efterlignet, at den kunstige blå himmel lige så godt kunne være italiensk.
Og sådan er det overalt i Las Vegas, hvor hotellerne implementerer vartegn fra andre steder i verden. Derfor finder man også Eiffeltårnet, der stikker op i luften i Las Vegas - dog i en mindre udgave. Og et enkelt hotel, Luxor, er opført som en egyptisk pyramide.
Så selv om byen er en falsk overflade, hvor marmor-looket de fleste steder blot er overmalet plastik eller beton, er det så detaljeret udført, at man ikke kan andet end at blive imponeret. Man skal bare lade være med at læne sig op af det.
08.07.05
Hvor du vil, når du vil. Sådan skulle man tro, konceptet er skruet sammen i verdens største spillebule hér midt i Nevadas ørken.
Uanset hvor man som mere eller mindre spillefugl bevæger sig hen i Las Vegas, kan man hive skillinger op ad lommen og i troen forsøge at få dem til at yngle. Det er simpelthen et mekka for folk med den lidenskab.
Mens man nyder morgenkaffen på ens hotel og bider amerikanske pandekager, indsovset i tynd sirup, i sig, kan man hive en Keno-spilleplade op fra servietholderen og muntre sig med de tal, der bliver kastet op på en stor lystavle midt i restauranten.
Det virker ikke specielt charmerende. Men folk gør det altså.
Når man så skal ud af døren efter et tungt morgenmåltid, bliver man - ikke overraskende - på samtlige hoteller slæbt gennem de gigantiske casinoområder, hvor man nok engang bliver mindet om, at man kan hive sine lommepenge frem og fodre de utallige enarmede tyveknægte (de har ikke længere arme), rouletteborde og pokerrum, før man kan komme ned til selve lobbyen. Og det er ikke unormalt at se de første midaldrende bedsteforældre ved de blinkende maskiner allerede ved otte-tiden.
Der skal væske til her i Nevadas ørken, hvor temperaturen sniger sig op på 45 grader i skyggen hen på eftermiddagen. Derfor er det oplagt at slentre forbi et supermarked og fylde rygsækken op med rigelig vand. Og hvad møder man her? Endnu flere spillemaskiner, der står og blinker til dig med store bonusser og jackpot, som man kan kaste sig over, efter at have været igennem kasseapparatet, for at betale for sit vand.
Selv en tur på McDonalds giver vindermuligheder. Køber man en stor cola får man samtidig chancer for en kæmpe gevinst.
Casinoerne på byens hoteller har døgnåbent, så er der kunder i butikken holder man gerne pinen ud, selv om der i de sene nattetimer kun sidder to ved eksempelvis rouletten
Der er med andre ord rullende dollartegn overalt, og har man ikke ludomaniske tendenser inden ankomsten, er der nok stor sandynlighed for, man har lidt ludomani med hjem i kufferten, når man rejser hjem.
Måske er det derfor, folk nøjes med to-tre dages overnatninger midt i Nevadas ørken.
07.07.05
Det er et tilløbsstykke uden lige. Når man første gang lander i Las Vegas, verdens største spillebule, bliver man overvældet. Og ikke kun af dollartegn, blinkende lys og neonrør i alle regnbuens farver.
Alt herovre er stort. Kolossalt stort.
I disse dage er der skruet en ekstra tand op for blusset i gryden her i Nevadas ørken, der i forvejen af ved at koge over af de 40-45 tørkegrader, som vejret lige nu tilbyder.
Flere tusinde pokerhajer har i de seneste uger kæmpet om prestigefyldte VM-armbånd, der er trofæet, når man sidder som sidste mand ved bordet i en af de mange pokervarianter. Og så selvfølgelig de millioner af kroner, der følger med hvert trofæ.
Man skulle tro, det var en film, når man bevæger sig gennem det mægtige Rio All Suite Hotel and Casino, der lægger lokaler til begivenhederne. Dels traver man rundt mellem stjerner, der bliver betragtet som guder og har skrevet hver deres bibler om det populære spil, og dels er dette poker-VM også trækplaster for USA's celebriteter, der plejer at lægge vejen forbi.
Man skulle også tro, det var løgn, når man ser den pokerhal på hotellet, der er spækket med 200 pokerborde med grøn filt. Rummet, som ligger langt fra Rio's egentlig spilleområde (det fortæller lidt om, hvor stort det egentlig er), får casinoet i København til at ligne en lille, fedtet spilleklub ude på Amager.
Og mindsandten om ikke disse hotel- og casino-monstre ligger side om side i det indre Las Vegas langs byens hovedåre, The Strip.
Turister plejer at nøjes med to-tre overnatninger, før de rejser videre og formentlig har fået nok af rullende dollartegn og ringelyde fra enarmede tyveknægte samt klikkene fra spillejetoner, der bliver kørt op og ned af hinanden. Det skal vise sig, om jeg også bliver det.
Har man bare lidt ludoman i blodet, kan man lynhurtigt blive fristet til at satse sine lommepenge. Det er i hvert fald ikke mulighederne, det skorter på. Spørgsmålet er nok snarere hvor få penge, man i realiteten vil tabe. For når regnestykket skal gøres op er der kun én vinder, og det er de mange casinoer, der hele tiden dukker nye op af.
Indtil nu, efter et døgn i pokerørkenen, har jeg nøjedes med at kigge på. Men jeg vil ikke afvise, at jeg inden hjemrejsen, vil gamble lidt.
Man er jo i Las Vegas.
