Han måtte allerede som seksårig stå skoleret for lærerinden i børnehaveklassen og læse højt. På fransk! Kravene var store og disciplinen streng, da Søren Pind i halvandet år var i nærkontakt med skolesystemet i Schweiz, hvor familien flyttede til i 1972.
Hver uge skulle hans forældre underskrive en karakterbog, der ikke alene indeholdt resultatet af de mange test i oplæsning, diktat og matematik - men også retningslinjer for anstændig opførsel. Der stod for eksempel, at man ikke må være ude efter kl. 21. Og at man skal hilse pænt på ældre mennesker og flytte sig for dem i bussen.
Det var dengang, Søren Pinds borgerlige værdigrundlag blev skabt. Og da han midt i første klasse flyttede til Bornholm og fortsatte skolegangen på Østermarie Folke- og Realskole, var der en verden til forskel.
»I Schweiz var der individuel undervisning og en grundlæggende arbejdsro. Det var nærmest utænkeligt, at der var ballade. Det var der så alligevel, men det blev håndteret. To gange fik jeg klisterbånd for munden, fordi jeg snakkede for meget,« siger Søren Pind.
I virkeligheden har Søren Pind ikke forandret sig meget siden. Den 35-årige Venstre-kandidat til overborgmesterposten i København er solidt forankret i borgelig-liberale værdier. Han kræver stor disciplin af sig selv og andre. Og er af og til ballademager. Nogle gange i en sådan grad, at både politiske venner og fjender ville ønske, at han kunne få klisterbånd for munden med tilbagevirkende kraft.
Rent fagligt sættes der ikke mange spørgsmålstegn ved Søren Pinds evner til at bestride overborgmesterposten. Ifølge en centralt placeret kilde uden for Venstre har han helt klart godset i sig: »Søren er et politisk menneske, som tænker politik. Han er blevet rundere med årene, har is i maven og er til at stole på.«
I Venstre på Rådhuset er tiltroen til ham stor, siger Martin Geertsen.
»Søren er en utrolig politisk begavelse, som samtidig har markante holdninger. Han er hurtig til at danne sig et overblik over selv komplicerede sagsfremstillinger. Han har både her i byen og ude i landet et kæmpe netværk. Så jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er i stand til at bestride overborgmesterposten.«
Han beskrives ofte som »en behagelig type«, »en god kammerat«, »et varmt og omsorgsfuldt menneske« og »en rar knægt«. Han har også en »udpræget humoristisk sans«.
Men det politiske virke giver Søren Pind problemer på hans vej mod en af landets mest betydningsfulde politiske poster. I sin ambitiøse iver for at indfri sine høje mål kan han blive for egenrådig og trampe på andre, lyder et kritikpunkt. Det er også på den konto, at der er opstået et uvenskab mellem ham og den konservative gruppeleder på Rådhuset, Mogens Lønborg.
Det dårlige forhold til lederen af det parti, der om nogen skal hjælpe Søren Pind ind på overborgmesterkontoret, rækker helt tilbage til konstitueringen efter sidste valg, da Søren Pind sikrede Venstre to borgmester-poster på Det Konservative Folkepartis bekostning.
»Man skal give plads for andre i en situation, hvor ingen partier har flertal. Og det har Søren problemer med. Det er blevet bedre med tiden, men de aktuelle problemer med forholdet til Lønborg er alene opstået, fordi han ikke har givet De Konservative plads nok. I stedet har han ydmyget dem,« lyder vurderingen fra en centralt placeret kilde.
Samme kilde peger også på, at det er et problem for Søren Pind, at han ikke har foretaget et fundamentalt valg i forhold til, om han vil være overborgmester eller landspolitiker. Eller med andre ord: Om han vil være en byfaderfigur eller en ideologisk indpisker som Anders Fogh Rasmussen var det, da Uffe Ellemann-Jensen var formand for Venstre.
Berlingske Tidendes Claes Kastholm Hansen gav for et par år siden følgende skudsmål: »Pind er liberalistisk ideolog, for ham er staten af det onde. I realiteten har han en lige så fanatisk tro på liberalismens paradis, som marxisterne havde på kommunismens.«
Martin Geertsen karakterede i 2003 Søren Pind som ekstremt liberal men siger i dag: »Søren har indset, at Københavns overborgmester skal kunne favne bredt. Og hvis man dykker ned i den daglige håndtering af politikken på Rådhuset, kan man se, at Venstre er blevet et bredere parti - også med Søren i spidsen.«
Det blev dog ikke opfattet som nogen midtsøgende linje, da Søren Pind i 2003 krævede de såkaldte ti teser om bl.a. lavere skat sat til afstemning på Venstres landsmøde. Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste en afstemning og bad Pind om at koncentrere sig om de københavnske parkeringsproblemer.
Ved folketingsvalget i februar var Søren Pind involveret i det barske opgør i Søndre Storkreds mellem Martin Geertsen og Jens Rohde. Nogle amtsformænd mente, at Pind havde lavet så meget rav i den, at det nærmede sig partiskadelig virksomhed. Og da Pind som nyvalgt folketingsmedlem indtrådte i Venstres gruppe, sagde statsministeren med adresse til Søren Pind, at han ikke vil tolerere fraktioner.
Søren Pind har altid vidst med sig selv, at han er borgerlig. Hans far, der er tandlæge, og hans mor, som er fysioterapeut, var i 1980erne med i fredsbevægelsen. Det førte til masser af politiske diskussioner i hjemmet. Unge Pind var især fascineret af Schlüter og Reagan, men endte med at melde sig ind i Venstres Ungdom i 1985.
I 1988 begyndte han at læse jura på Københavns Universitet og blev ansat som sekretær for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg. På det tidspunkt havde Søren Pind planer om en landspolitisk karriere og blev folketingskandidat på Bornholm.
VUeren Søren Pind første sig frem med høj cigarføring og fortalte i et interview, at han ville være statsminister. Den udtalelse har han i dag fortrudt. Han blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1994, og tre år senere vandt han et bittert opgør med Bente Frost om posten som spidskandidat.
I otte år har han været bygge- og teknikborgmester, og nu gælder det kampen om overborgmesterposten. Og han går efter at vinde.
»Jeg har altid været relativt præstationsorienteret. Jeg tror, jeg er konkurrencemenneske. Også af og til for meget. Da jeg var lille, havde jeg svært ved at acceptere, at jeg skulle tabe ind imellem.«
Kun da du var lille?
»Neeeej. Men jeg er blevet bedre til det,« siger Søren Pind.
