Bjarne Møgelhøj fra CD til Ny Alliance

Centrum Demokraternes tid i dansk politik er forbi, mener partiformand Bjarne Møgelhøj. Han har forladt partiet og fortsætter sit politiske virke i Ny Alliance

Fredag meddelte Centrum Demokraternes formand, Bjarne Møgelhøj, at han forlader partiet. Tre dage senere kom næste skridt, da Møgelhøj bekendtgjorde, at han bliver nyt medlem hos Ny Alliance.

- Det vigtigste er at få VKO's flertal brudt. Det har hele tiden været mit mål med CD, men med Ny Alliances opståen er den rolle blevet overtaget af dem. Derfor har jeg anbefalet at lukke CD ned, siger Bjarne Møgelhøj til Berlingske Tidende.

Trods den nu forhenværende formands anbefalinger fortsætter CD dog kampen for at samle så mange underskrifter, at partiet kan blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Møgelhøj har kun været en del af CD de seneste tre år, heraf de to på formandsposten. Tidligere har han stemt socialdemokratisk, men var ikke aktiv i partiet, da det ikke kunne kombineres med hans virke som formand for FDB.

/ritzau/