Peter Lund Madsen

Alder: 47 Uddannelse: Cand.med. ved Københavns Universitet

Peter Lund Madsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hvad var det bedste ved din uddannelse?
»Det bedste var da jeg kom i praktik. Det hed klinik, men det var praktik. Dengang læste man jo i fire et halvt år, før man rigtig kom ud og så patienter, og der havde man så et halvt år, hvor man var i praktik ude på afdelingerne. Det var det ubetingede højdepunkt, fordi man for første gang fik lov til at lege læge, og man følte virkelig, at man lærte noget, og så var det rigtig skægt.«

Hvad var det værste ved din uddannelse?
»At lære underarmens muskler udenad, fordi det var kedeligt. Al anatomi er jo nok nødvendig, men det er en stor gang udenadslære, og dengang indbefattede det også, at man skulle være med til at dissekere et lig. Jeg syntes, det var rædselsfuldt. Det var lidt uappetitligt og tog enormt lang tid.«

Var du sikker på, at det var det rigtige, da du tog dit valg?
»Jeg bestemte, jeg ville være læge, da jeg var 12 år gammel, og jeg har aldrig tvivlet. Dels var det ud fra et reelt ønske om at få et job, hvor man kunne hjælpe andre, og så var det også for at få noget af den fantastiske autoritet, som hvide kitler jo gav. Dengang var det nogle helt specielle kitler i stift bomuld med perlemorsknapper. Lægekitler var helt anderledes fantastiske, dengang jeg var dreng.«

Hvad ville du gøre anderledes i dag?
»Jeg tror ikke, der er noget, jeg ville gøre anderledes. Det skulle være ubetydelige småting. Hvis jeg skal sige noget, så ville jeg nok ikke denne gang lære hele sukkerstofskiftet udenad, for det viste sig at være spildt arbejde, men det er sådan nogle småting.«