Özlem Sara Cekic

Alder: 31 Job: Medlem af Folketinget for SF, socialordfører Uddannelse: Sygeplejerske

Özlem Sara Cekic Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hvad var det bedste ved din uddannelse?
»Det var mødet med de psykisk syge, for det betød, at jeg reelt kunne gøre en forskel for de mennesker. Da jeg var i praktik i børne- og ungdomspsykiatrien, var det første gang, jeg havde kontakt med psykisk syge, og fra da af var jeg fast besluttet på, at det var det, jeg gerne ville.«

Hvad var det værste ved din uddannelse?
»Vi blev dengang talt med i normeringerne på afdelingerne, så der var ikke så lang tid til at være studerende, fordi man skulle være med til at få afdelingen til at hænge sammen. Vejlederne var stressede, sygeplejerskerne løb stærkt og det mest frustrerende var, at der ikke var afsat tid til læring. Der manglede og mangler stadig ressourcer og tid til at fordybe sig i sundhedssektoren.«

Var du sikker på, at det var det rigtige, da du tog dit valg?
»Nej, jeg ville helst være jordemoder dengang, men så kom jeg i psykiatrien på et tidspunkt og blev helt bidt. Derfor var det først fra femte semester, at jeg var 100 procent sikker på, at jeg ville være sygeplejerske. Så det var det rigtige valg, jeg blev bare først klar over det sent i forløbet.«

Hvad ville du gøre anderledes?
»Jeg ville ikke gøre så meget anderledes, for uddannelsen var enormt mangfoldig og meget fleksibel. Men hvis det endelig skulle være, ville jeg have blandet mig lidt mere i studenterpolitik. Jeg havde nok engageret mig i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning og været med til at råbe op om manglen på ressourcer i sundhedssektoren.«