Venter der en mindre skattegave på mit sommerhus?

Så kom et nyt anneks på plads ved siden af min trygge sommerbolig på Mols. Eller mere præcist mit sommerhus. Det gav mere soveplads til min familie i udlandet, når de kommer på besøg.

Indrømmet er det nok lidt af en overdrivelse at skrive, at boligen blev guld værd. Men herlighedsværdien og glæden ved at have sommerhuset voksede. Men samtidig må jeg også spørge mig selv, om jeg skal være nervøs for at blive flået i skat i de kommende år, eller venter der med nye vurderinger en mindre skattegave?

Det er nok et lidt voldsomt spørgsmål, da ejendomsskatterne, både grundskylden og ejendomsværdiskatten, på sommerhuse er noget lavere end på enfamiliehuse. Og jeg tror bestemt ikke, at vi er i fare for at løbe ind i en ny skattebombe med vores sommerhus på Mols.

Men hvis man så sætter sig for at finde ud af, om man rent faktisk betaler den rigtige boligskat, og hvad kommer man til at betale fremover, er det en noget snørklet og kompliceret øvelse. Specielt når man retter blikket fremad. Hvor meget kommer vi til at betale i skat på sommerhuset de kommende år? Er det uændret, eller stiger det?

Vi har gennem tiden foretaget en række forbedringer på sommerhuset, men hvad kommer det til at betyde? Det er ikke nogen helt nem øvelse, og man får ikke klart svar ved at søge rundt på et par forskellige hjemmesider en eftermiddag.

Den samlede skat på vores sommerhus er på lidt over 11.000 kroner om året. Det ligner meget andre sommerhuse, og det er ikke noget, som vælter budgettet, men det er en anselig del af de årlige udgifter ved at have et sommerhus. Oveni kommer diverse betalinger for renovation og lignende til kommunen.

Helt på linje med parcelhuse og ejerlejligheder består skatten på sommerhuse af to dele. Dels skatten på jorden i form af grundskylden. Den betales kontant til kommunen. Derudover ejendomsværdiskatten, der er skatten på den samlede værdi af sommerhuset og grunden. Den betales over ens skattekort og mærkes derved ikke kontant. For ejerboliger købt efter 1998 er skatten på en promille af ejendommens værdi. Er værdien sat til en million, er skatten således på 10.000 kroner om året.

Mere gang i markedet

Ser jeg på min selvangivelse, er det tydeligt, at vurderingen på vores sommerhus er sat lavt. Vurderingerne stammer tilbage fra 2011. Det var dengang efter finanskrisen, hvor sommerhusmarkedet havde fået et gevaldigt dyk og slet ikke var kommet op igen.

Diverse mere eller mindre officielle statistikker viser, at der langt om længe er kommet lidt mere gang i sommerhussalget, og at priserne er på vej op. Helt konkret er sommerhuset ved siden af os sat til salg. Prisen ligger noget over, hvad vi i sin tid gav for vores sommerhus.

Men de nye vurderinger lurer i horisonten. De kommer på et eller andet tidspunkt i 2019. Vurderingerne skal komme tættere på den reelle værdi, og det skulle tilsige en stigning i skatten på vores sommerhus.

Omvendt bliver den sats, man betaler skat med, halveret. Det trækker bestemt i modsat retning og kunne gøre, at skatten rent faktisk falder.

Går jeg ind og læser på websitet for Syddjurs Kommune, kan jeg blive betrygget på kort sigt om grundskylden.

Grundskylden er indefrosset fra 2018 til 2020. Det betyder ifølge kommunen, at man ikke kommer til at betale stigningen i grundskylden. Det er dog kun, hvis stigningen er på mere end 200 kroner.

Det skyldes ikke, at Syddjurs Kommune gerne vil give sommerhusejerne en midlertidig gave, men derimod ny lov fra Folketinget.

Det er selvfølgelig godt, at regeringen forsøger at beskytte boligejerne med en række overgangsregler, så vi ikke bliver helt flået i skat med nye vurderinger. Men for at sige det mildt er det i forvejen kompliceret regelsæt bestemt ikke blevet nemmere at sætte sig ind i.

Nu er det ikke bare et spørgsmål om, at der snart kommer et nyt system for ejendomsvurderingerne. Man skal også finde ud af, hvordan det passer ind i diverse overgangsregler. Og hvornår er det, at de mange overgangsregler slutter?

Svar på de spørgsmål får man vist ikke ved at søge rundt på nettet nogle timer.