I finansloven for 2024 er det besluttet, at bundfradraget på elbiler skal holdes i ro i 2024 og 2025.
Men det kommer ikke til at gælde i januar 2024 – heller ikke med tilbagevirkende kraft.
Det skriver Finans.
Derfor vil bundfradraget i januar falde til 162.500 kroner for derefter at stige til 165.500 kroner 1. februar.
Dermed sparer køberne af elbiler 3.000 skattefrie kroner ved at vente med at indregistrere bilen til februar.
Årsagen til faldgruben i januar uddybes ikke i lovforslaget, men Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, forklarer, at det skyldes skattesystemerne.
»De er gamle, tager lang tid at opdatere, og de skal have varsling i god tid. Så når finansloven falder så sent, som den gør, kan de ikke nå at få opdateret systemet,« siger han.
Derfor er det gode råd fra forbrugerøkonomen at vente med at indregistrere bilen til februar, hvis man vil spare de 3.000 kroner, selvom det ikke er et stort beløb i forhold til prisen på bilen.
»Fordi beløbet er skattefrit, skal du tjene cirka 6.000 kroner for at hente samme beløb. Så det er alligevel lidt penge. Men hvis man har brug for bilen nu, så er det jo bare at få den indregistreret,« siger han.
I finansloven er der afsat 200 millioner kroner til at fastfryse bundfradraget de næste to år – altså på nær januar 2024. Det sker for at skærme dyre elbiler til over 436.000 kroner mod afgiftsstigninger.
Med den nye aftale, hvor 200 millioner kroner er øremærket, bliver afgiftshoppet på elbiler reduceret med 3.000 kroner i 2024 og 5.500 kroner i 2025.
Lovforslaget ventes at blive vedtaget 30. januar.